Jeg overvejede lige kort om jeg skulle vente til i morgen med at poste videoen. I morgen er det nemlig den 12.12.12. Det er et skæbnesvangert tal. Jeg kan lide det.
Siden jeg var meget lille har jeg haft en svaghed for tal, der kan deles med 4. Det bedste var 16, så 64. Tal, der delt med fire gav et primtal var de mindst gode. 12 er sådan et tal. Så derfor kan jeg godt få hænderne ned over den 12.12.12. Det bliver noget andet når vi når den 16.04.16.

/menschenkind

Mit og TDLOAs tilværelse er tung i øjeblikket. Vi står op, tager ind til byen, gør hvad vi nu gør i otte timer, kommer hjem og sover.
Her er hvad denne uge har givet mig:

1) Grøn (langhåret!?) skimmelsvamp på soveværelset (ikke en metafor).

2) 10 girokort fra Skat, et til hver måned i næste år på nær juli og december (så er der da i det mindste de måneder at se frem til).

3) Meddelelse om, at jeg har brugt alle mine SU klip op (så elsker man sig selv for ikke tidligere at have turdet undersøge, hvor mange man egentlig havde tilbage).

Nu forstår jeg hvordan et prosaisk liv kan se ud. Og jeg forstår samtidigt, at jeg ikke kan leve sådan et.

Så jeg tager mine høretelefoner på og fylder mig med fiktion. Mens jeg løber og kikker ind i lyse køkkener, skynder mig gennem tunneler og når jeg cykler ind og ud af byen. Morgen - aften - morgen - aften og mine mennesker bliver forladt, besøger øer, farer vild, tænker tanker, og lader mig være med.

Det handler om ligesom at finde de bløde steder i eksistensen. De små hjørner må man læne sig ind i, lægge kroppen op imod.
Det er hvad jeg øver mig i. Og i denne uge har jeg ad den vej mødt en brølende julemand, en skaldet psykolog og en kvinde, der hedder Felicita.

Felicita mødte jeg først. Faktisk mødte jeg aller først hendes hund, Sammy. Så så jeg hendes mand, Karl, som kæmpede sig forbi Sammy og holdt hovedet tæt ind mod ruden i døren, for at kunne se mig derude i mørket og regnen. Under en paraply. Jeg tror ikke, at der tit står fremmede mennesker foran den dør på Rørmosevej, Sammy sprang rundt i forgangen, nøs, og gøede: "Må jeg slikke på damen? Kom nu, Karl, Kaaaaaarl, Karrrrrl, kom nu, må jeg bide lidt i damen?".
Jeg blev ad bagindgangen lukket ind i køkkenet, Sammy ind i stuen.
"Jeg har bagt en kage", sagde jeg. Og ganske rigtigt, der stod jeg med et rødt fad i hænderne. Et fremmed sted. De to gamle så lidt forfjamskede ud. Du kan ikke bare banke på hos folk du ikke kender bare fordi du har bagt. Der er klart brug for en mere uddybende forklaring, hvorfor kommer damen, hvorfor kommer damen til os.

Ser i, jeg tager ikke let på æbler. Blommer, mirabeller, jordbær, kirsebær, jeg elsker de fleste frugter. Men æbler betyder noget andet for mig, smagen af æble bringer mig hjem. Så den dag TDLOA fandt en kasse med nyfaldne æbler foran en havelåge i nærheden blev jeg meget, meget glad. Det er nu nogle uger siden og selvom vi hver dag har taget mindst 20 æbler, bliver kassen aldrig tommere. Så en dag i denne uge besluttede jeg mig for at møde menneskene bag havelågen.

Da jeg var barn indskærpede mine forældre tit mig og mindre brødre, at vi skulle henvende os til voksne med børn, i tilfælde af at vi gik tabt. Vi var ret mange børn, så det skete jo af og til at en af os ligesom vandrede lidt væk fra de andre. Alle vi børn (nok egentlig også min mor og far) var ret nemme at begejstre og blev hurtigt opslugte - en uheldig kombination når man er en stor familie, som skal følges ad.
Nå - den bagvedliggende logik, tror jeg, må have været: Voksne, der har børn, er mennesker, der kan lide børn og ikke stjæler andre menneskers børn. Og jeg havde en klar fornemmelse af, at dette princip kunne overføres til min æblesituation: Mennesker, der ikke smider æbler ud, men forærer dem til andre, må være mennesker, der selv sætter pris på æbler. Og det er præcis den type menneske jeg aller bedst kan lide.

Felicita blev glad for kagen og et glas æblemos, begge dele lavet af hendes æbler. Straks sendte hun Karl ud efter kvæder til mig. Og efter nogle af de gode æbler, de, der aldrig når kassen, Ingrid Marie, bitte små og iskolde efter garagen. Felicita er fra Skotland og lukkede mig først tilbage ud i mørket lang tid senere. Tung af frugtposer, med skotske skæbnefortællinger i hovedet og Sammys galpen i ryggen.

Julemanden mødte jeg i går. "Stik hænderne ned i min sæk", buldrede han, og trak en tung sværm nørrebrobørn bag sig hen til en bænk.
Det var ikke julemanden, der fik mig til at forlade biblioteket allerede klokken fire. Heller ikke julemusakken, som lummert flød ud af højtalere rundt om på Balders Plads. Nej, man havde lovet mig gløgg og æbleskiver. Gratis.

Der stod jeg, da julemanden (overraskende nok) stod af en taxa, åndede tungt ind i sin mikrofon og fik børn til at bore deres små spidse fødder i deres fædres skuldre, fik drengene foran mig i køen til at droppe 3. portion æbleskiver og lokkede sky piger til at slippe deres mødres hånd (og sky mødre til at skynde sig at drikke tre glas gløgg med vodka i).

Der stod jeg. Uden børn, men for gammel til at følge med de mosende børn, der havde dannet sig omkring den nu siddende (og slikuddelende) julemand.

Jeg var ikke forberedt på at blive rørt. Og slet ikke af en julemand, der kommer i taxa, ikke her midt i byen før december måned overhovedet var begyndt. Men det blev jeg, da det pludselig gik op for mig, at lige præcis det her var hvad disse bybørn havde at gøre godt med. Det var deres jul. Minder in the making. Her stod jeg som en gæst i et øjeblik, der ville forsvinde ud af mit liv lige så snart det var endt, men ville sætte sig i børnene, mærke deres små kroppe.

Netop denne plastikbehårede julemand, lugten af den Irma-sponsorerede gløgg og de små hårde snekorn, som var begyndt at falde tidligere på dagen, tændte allerede nu noget andet i børnene end i mig. Og dette noget ville antændes igen så snart det blev jul næste år. Og året efter og derefter igen. Sådan skabes jul. Over mange år. Og bliver dybere og dybere.

Jeg mødte også en skaldet psykolog i denne uge. Langt ude på Amager, en kold fredag morgen. Han var ikke nogen særligt magisk figur og havde ikke engang frugt at byde på. Til gengæld vidste han alt om selvmord og havde en kæmpe stemme. Og så fik han mig og en pige jeg lige har mødt, Tine, til at cykle sammen. 45 minutter hen til sig og derefter 30 minutter ind til byen. På den cykeltur opdagede jeg, at Tine skal være min ven.
Sådan nogle finder man ikke hver dag.

Livet er ok. Hvis man ikke lader det på krammet på sig.
Slå fra jer.


/menschenkind

Jeg skriver speciale. Dagen lang.

Men natten er min. Der løber jeg og møder jeg kvinder fra Skotland, der bygger jeg huler og er usynlig.

Når jeg får tid vil jeg skrive om min uge. Men nu skriver jeg speciale.


/menschenkind

Morgenen er diset og lige før, da jeg stod og lavede min madpakke, kom en mand med hund forbi mig nede på vejen. Manden snakkede. Ikke med hunden tror jeg, måske med kulden.

Så kom jeg til at tænke på katten, der bor i Knolden (huset jeg boede i til for under et år siden). Den flyttede ind i sommer, dengang var den lille, ikke særligt tam og navnløs. I dag har den fået et navn, Missekatten, hænger ud på de andre beboeres skød og har fået sit helt eget tæppe.

Fra Sydhavnen strøg mine tanker hjem til mosen og tilbage i tid, til lørdag morgen, hvor TDLOA vågnede, helt glad: ”Jeg har lige kildet en mus på maven”, sagde han, helt lang under dynen, ”og ved du hvad, den grinede!”.

Straks skulle jeg høre hele drømmen. I løbet af natten var hele tre dyr flyttet ind hos os: En hund, en dværggrævling og så den grinende mus. TDLOA var ikke til at slå ud den dag. Jeg tror på en måde musen kildede ham på maven.


I øvrigt fremprovokerede dyredrømmen en interessant diskussion, for da TDLOA genfortalte den tilføjede han ligesom henkastet, at det var sjovt at få besøg af et fantasidyr som grævlingen. 


Nu kom det frem, at TDLOA tilskriver grævingen samme status som nisser og Lyngby. Sidstnævnte har manden længe fornægtet eksistensen af (=vandrehistorie) og nisser ved vi jo alle hvordan det står til med. "Måske fandtes der grævlinge i 50erne", medgav TDLOA. Men hvad, måske fandtes der også nisser i 50erne.

Vi valgte at inddrage den højeste autoritet (vi kender) på dyreområdet for at afprøve TDLOAs påstand. Min far kender alle blomster og alle dyr, måske fordi han i sin tid blev født i et egetræ i en egeskov ved Limfjorden. Måske fordi han i et parallelt univers er skovløber.

Han kunne meddele os, at han ikke personligt havde set nogen grævling (hvilket i sig selv er suspekt), men at en kvinde i landsbyen (hende med to Husky hunde) havde set en. Min mor, der overhørte samtalen brød dog ind her og gjorde os opmærksom på, at selvsamme kvinde også gik rundt og pralede af at have set en sort stork. Hårdt presset kunne min far bringes til at indrømme, at han ikke med sikkerhed kunne afkræfte TDLOAs påstand.

Og nogle timer senere ringede han for at fortælle, at hans tvivl klart var tiltaget som dagen gik og at han nu faktisk betvivlede pålideligheden af sin kilde.

Tilbage til mit køkken, hvor det tyske koncept om at ”løbe til” (zulaufen) er begyndt at rumstere i mit hoved. I Tyskland er det, som Missekatten gjorde ved beoerne i Knolden og de tre dyr gjorde i TDLOAs drøm, en ting. Nogle gange kommer dyr bare løbende og beslutter sig for at flytte ind. Konceptet siger ikke noget om hvor disse dyr kommer løbende fra eller hvad der motiverer deres valg af hus. Men når først dyret har valgt, består menneskets råderum af dets valg af navn og tæppe.

Da TDLOA rejser sig fra sin søvn og (ret forsovet) møder mig i køkkenet fortæller han, at også han en dag tilløb en familie. Det var i Polen og da døren blev åbnet og man så ham stå der, lukkede man ham sukkende ind og gav ham gullasch. Måske var det her han fik sit (underlige (og måske faktisk lidt polsk klingende)) navn fra.

Hav en god dag folkens.

/menschenkind

 

Min sommer varede selvfølgelig mere end 7 minutter og 59 sekunder, så filmen lægger sig bare tilbage i tiden som en helt tynd lille snor. Mange timers videomateriale ligger urørt og langt flere timer blev kameraet ikke rettet mod.

Fx rummer filmen ikke det øjeblik TDLOA og jeg opdagede (og gik på) en af de oprindelige tre afveje. Jeg er ret sikker på, at TDLOA troede at afvejene var en myte, det var i hvertfald hvad jeg tænkte, lige indtil vi pludselig stod på en af dem. Den løb lige bag Brenden, en lille landsby i Schwarzwald, vi tilbragte nogle julidage i. Vi nåede aldrig at finde dens ende. Afveje er hårde at færdes på. Du har ingen ide.


Filmen viser mig heller ikke sidde på min sofa og pille dreadlocks ud i mindst 100 timer (det ville hylme også blive en kedelig film). Og snoren rammer ikke de dage, hvor jeg ikke kunne kende mig selv i spejlet.

Nu har jeg vænnet mig til at have hår. Og jeg ved, at det var den rigtige beslutning jeg traf, helt spontant på en markvej ud for min landsby i Nortyskland. Efter 12 år med dreadlocks havde jeg alligevel fuldstændig glemt, at jeg overhovedet havde dem. Jeg så dem ikke mere.

Det eneste, der er mærkeligt er, at jeg ikke længere oplever de små blikke, der kun er andre dreadlockbærere forundt, fra dreadlockbærere- en hurtig vurdering af den andens teknik, så anerkendelse (= hey, mit hår er også vandtæt) og nogle gange et lille nik (= how r u doing?). Det fællesskab er jeg ikke længere en del af.

Den anden dag i badet tænkte jeg: Sådan må Michael Jackson have haft det, da han lige var blevet hvid og han stødte på de første sorte mennesker på gaden.


En anden af sommerens øjeblikke kunne være blevet en fremragende scene i sommerfilmen, måske selve højdepunktet. Men jeg kunne ikke tillade mig at filme, da mit øje fangede intet mindre end the eye of the beholder i en 6A. Der sad det, i baghovedet på en mand i 50erne, som virkede ganske uimponeret af sin ekstraordinære fysik. Måske var manden ikke klar over, at han bar på dette klenodie, relativismens ankerpunkt. For, indrømmet, øjet lignede ret meget en svulst af en art, en med skorpe på.
Når the eye of the beholder stirrer dig lige ind i øjnene fra baghovedet på en mand på sædet foran dig, tager du ikke dit kamera op og giver dig til at filme. Det du gør, er at sidde og stirre lamslået tilbage. Og måske hviske til TDLOA. 

Men ak. Tænk, hvis jeg kunne have lavet en film, hvor the eye of the beholder dukkede op her og der. Hvilken trumpf. Verdensklasse.


/menschenkind

Jeg har nu været hjemløs i en måned. Men på søndag er det slut. TDLOA og jeg har fundet et hus i en mose, som bare står og venter på at vi fytter ind. TDLOA er allerede begyndt at kalde mig for mosekone og jeg ved han længe har leget med tanken om at blive Tollundmand en dag, måske bare en weekend eller to om måneden. Men det er ikke det dette inlæg skal handle om.

Jeg ligger i sengen i 2A, har en kop kaffe på en skammel ved min side og er bange. Gårdhunden, Mols, har lige gøet, hun er alene hjemme sammen med mig og har ligesom jeg fået at vide, at der er polakker i området. De har tømt gården ved siden af denne og flere andre i løbet af natten. Jeg har intet imod polakker, jeg har faktisk haft et ønske om at komme til Polen i mange år, men jeg bryder mig ikke om at blive røvet. Heller ikke hvis turen så går til polen.  Men nu kom jeg igen bort fra hvad dette indlæg skulle handle om.

I de uger jeg har haft her ude på landet, helt alene og omgivet af plantagens frugttræer, har jeg været langt væk fra verden og på samme tid tættere på den end jeg længe har været. Jeg har ikke hørt en eneste "nyhed" i en måned, ved intet om fodboldkampe, har ikke været højere oppe i luften end på 1. sal og har svaret på omkring 0 mails. Til gengæld har jeg lavet tre forskellige arter saftevand, fire typer marmelade, en uro af ting jeg fandt langs en stor vej og så har jeg fundet en mark hvor jeg kan stjæle ribs.
Men om ganske kort tid vender jeg tilbage til en verden, hvor mennesker arbejder. Menneskene i forretningerne sælger ting de ingen relation har til, leveret af mennesker der ikke aner hvad det er de kører rundt med.

Verden er fuld af produkter, men der findes næsten ingen producent, ingen bagmand, som har elsket hvad han har lavet, samlet dele og sat dem sammen, lagt en sidste hånd på hvad han nu sender afsted. Hvem kan række hånden op og sige, jep, det er mig som har syet den dims, fundet på den ordning, tænkt den tanke.
Hver morgen går mennesket på arbejde og udfylder sine 2 cm af den lange kæde af produktion og distribution, som ingen betydning har for nogen.

Jeg drømmer om et sted, hvor der er mening. Ikke fordi en gud står og udpeger godt og dårligt eller fordi en anden højere instans står med regnskabet og siger: det er rigtigt, gør det lidt mere. Men mening fordi hvad man gør holder én selv og dem man elsker i live, både fysisk og mentalt.
Lige nu holder ingen ingen i live og ingen kunne leve selv. Ikke engang vores forældre kan vi sørge for, som Janis Ian synger. Det gør systemet for os.

        Send your mother to Shady Acres.
        Send your father to Shady Acres.
        We'll take good care of them.
        You won't be aware of them.
        Send them to Shady Acres.


For nogle dage siden stod jeg i kø på et kommunekontor og foran mig stod en kinesisk dame, som skulle giftes med en dansk mand. Men lige den eftermiddag var computersystemet gået ned og de små pastelklædte damer bag skranken måtte give hver kunde i køen samme besked: Jeg kan ikke gøre noget som helst lige nu, systemet er nede. Kom igen. Kom igen i morgen.

Således råbte kommunedamen også til kineseren foran mig: The system is down. The system is down. The system doesn't function. I cannot help you get married now.

Jeg tror kineseren lige der overvejede en ekstra gang: Skal jeg virkelig gifte mig ind i et land, hvor systemet allerede er i opløsning? Hvorfor tager alle det så roligt? Systemskifte, i dag?

Hun vidste jo ikke, at kvindens lille bitte computer bare var gået i stykker. Og at hun uden sin computer ikke kunne gøre noget som helst. Ikke vidste noget, ikke kunne bevirke noget. Bare var en pastelklædt skrue i et system, der var nede.


/menschenkind

Det er ikke fordi jeg som sådan har noget imod danskere. Jeg kender en del efterhånden som er virkelig fine. Jeg ville bare ønske at jeg havde boet i Danmark for 50 år siden. Eller 100. Jeg ville ønske man pløjede mere, at kvinderne var rundere, jeg savner sukkermadder selvom jeg aldrig har smagt sådan en.

I forgårs ciklede TDLOA og jeg til Præstø, købte os en gammel dansk med guf (første portion guf for mig - jeg er ikke imponeret, men accepterer den kulturelle værdi af det klistrede stads) og fulgte menneskestrømmen mod stranden, hvor Skt. Hans bålet lige var blevet tændt.

Og den aften viste Danmark sig fra sin absolut smukkeste side. Børnene sprang rundt i vandkanten (helt blå var de), forældrene snakkede med hinanden og havde ladet deres iPads og iPhones og fjernsyn blive hjemme og da jeg så fire små negerunger komme løbende med deres ganske hvide mor, hvinede jeg indeni. Der var ingen snobrød, ingen sang midsommervisen. Men jeg havde mindet om begge dele i mig.

Jeg er jo voksen op i en dansk koloni langt mod syd, hvor danskheden stadig står strunkt og midsommervisen ikke bliver sunget af Shubidua. Her har Sankt Hans ikke forandret sig siden 1950, hvor det sidste hold danskere blev fløjet ind fra nord. Og i dag kan jeg faktisk sætte pris på netop det. I min koloni fik man Nanna og Buster og Kim Larsen som det nyeste nye og der er Dannebrog over alt.

Først da jeg flyttede til Danmark opdagede jeg, at danskere ikke gik i 80-er tøj, drengene ikke alle lignede Buster og sodavand ikke længere kom i glasflasker. Jeg bryder mig mere om den version af Danmark jeg blev præsenteret for i min koloni.

Jeg husker Skt. Hans aftenerne på min gamle skole. Jeg var i fløjteorkesteret og vi forberedte Drachmanns ’Midsommervisen’ hvert år og den blev sunget så højt at alle de indfødte i byen blev holdt vågen af den danske ånd.

Jeg elskede den vise, selvom jeg i en periode følte mig meget provokeret af de krigeriske elementer i den:

    Vi elsker vort land,
    og med sværdet i hånd
    skal hver udenvælts fjende beredte os kende

Det gik dog over. Det er jo en ældgammel sang, sagde jeg til mig selv. Dengang måtte man forsvare sig med sværd, stå sammen og den slags. Brygge mjød.

Et andet år var det nationalismen jeg havde et problem med. Vi elsker vort land, vi elsker vort land, vi elsker vort land. Hold nu op med det vi elsker vort land, tænkte jeg og lod kun som om jeg sang. Jeg bryder mig stadig ikke så meget om nationalisme, men synes europæ-isme og globalisme er langt værre.

Og så var der det år, hvor det gik op for mig hvor forfærdeligt det var at brænde hekse. Jeg skrev en avisartikel om det, husker jeg. Her fremlagde jeg en række tal: så og så mange virkelige kvinder er virkelig blevet dræbt, fordi de angiveligt var hekse. Hvor respektløst er det så ikke at hygge-afbrænde hekse i dag? Jeg endte med at vinde så mange elever med over på min side, at skolen ikke brændte en heks det år.

Året efter forlod jeg skolen, men jeg er ret sikker på, at jeg ville have være kommet over hele heksesagen. Havde man spurgt mig hvad jeg syntes om opfordringen om hekseafbrænding i Holger Drachmanns tekst, ville jeg nok havde sagt at der var tale om symbolik:

    hver by har sin heks,
    og hver sogn sine trolde.
    Dem vil vi fra livet med glædesblus holde

Jeg har en heks i mig, også trolde. Jeg møder mange hekse, når jeg går rundt i Kbh. De står og svovler i netto, kaster forbandelser på hinanden i bussen. Men Sankt Hans aften bliver heksene hjemme, når menneskene i små flokke stimler sammen om bål og lader børnene løbe.

Så kan man næsten glemme hvor fæl nutiden kan være ved mennesker. Og hvor fæle nutidens mennesker er ved sig selv. Og hinanden. Sådan en aften elsker jeg faktisk det her lille, bakkede land.


    når hver sky over marken velsignelsen sender,
    når af blomster er flest,
    og når kvæget i spand
    giver rigeligst gave til flittige hænder;
    når ikke vi pløjer og harver og tromler,
    når koen sin middag i kløveren gumler,
    da går ungdom til dans



/menschenkind

Jeg ligger på maven i min seng på 2A og spiser mandler. Solen når min højre hæl og jeg er det eneste menneske på gården. TDLOA er taget i krig og kommer først hjem i aften. De andre mennesker må være blevet skyllet væk i nat.

"Ey kone", TDLOA vækkede mig da jeg lige var faldet i søvn i nat, "løft rumpen" hviskede han og baksede med noget stort han stod med. Jeg ignorerede ham med øjet på klem et øjeblik, men han gav ikke op: "Kom nu skinkemor".

Jeg kom vaklende op at stå og kort efter lagde vi os tilbage på den luftmadras TDLOA havde lagt under os på sengen. Sådan lå vi lidt i en mild lugt af gummi og kælder, før TDLOA forklarede, at der ville komme et regnskyld i nat. Èn stor vandplade, sagde han, varsling, tsunamiagtige dimensioner. Det er tankeløst bare at lægge sig til at sove med den slags i vente, uansvarligt nærmest. Selvom man bor på første sal.
"Mikka, når vi begynder at flyde i nat, så skal vi huske at styre væk fra motorvejen eller i det mindste padle mod nødsporet", var det sidste jeg hørte, før jeg døsede hen igen.

Jeg er lige vågnet. Vi lader til ikke at være drevet nogen steder og luftmadrassen er flad. Vandstanden ser ud til at være faldet tilbage til hvor den var før vandet kom og hjortene i haven har overlevet.

Hvad laver man på sådan en postapokalyptisk dag? Det overvejer jeg mens jeg spiser mandler og drikker kaffe. Mit hår er kæmpe og jeg har TDLOA's hyggebukser på.

Jeg tror jeg går ud og plukker hyldeblomster. Den første (og indtil videre eneste) fordel jeg har opdaget ved at flytte fra England er, at jeg nu oplever hylden gå i blomst to gange. Og linden.

TDLOA's bedstemor laver verdens bedste hyldeblomstsaft, som TDLOA drak spandevis af, da han voksede op hos dem på gården, tæt på hvor vi er nu. Når han havde kørt traktor i timevis og hjulpet bedstefar med at si sten fra markjorden kaldte farmor de to mænd til sig. Hyldeblomstsaften var sød og kold og blev drukket på høballer i kanten af marken med kiks til.
Men i år kan bedstemor ikke plukke hyldeblomster, fordi hun har slået sit knæ og har fået sit ene ben erstattet med et robotben. Så jeg tror jeg går ud og plukker nogle poser for hende i år. Jeg har fundet gode træer i et læhegn tæt på gården.

Måske vil jeg høre en episode af This American Life imens, fx denne her:

Hvem ved.

/menschenkind