 For All The Seasons Of Your Mind, 1967 | Shady Acres by Janis Ian |
Jeg har nu været hjemløs i en måned. Men på søndag er det slut. TDLOA og jeg har fundet et hus i en mose, som bare står og venter på at vi fytter ind. TDLOA er allerede begyndt at kalde mig for mosekone og jeg ved han længe har leget med tanken om at blive Tollundmand en dag, måske bare en weekend eller to om måneden. Men det er ikke det dette inlæg skal handle om.
Jeg ligger i sengen i 2A, har en kop kaffe på en skammel ved min side og er bange. Gårdhunden, Mols, har lige gøet, hun er alene hjemme sammen med mig og har ligesom jeg fået at vide, at der er polakker i området. De har tømt gården ved siden af denne og flere andre i løbet af natten. Jeg har intet imod polakker, jeg har faktisk haft et ønske om at komme til Polen i mange år, men jeg bryder mig ikke om at blive røvet. Heller ikke hvis turen så går til polen. Men nu kom jeg igen bort fra hvad dette indlæg skulle handle om.
I de uger jeg har haft her ude på landet, helt alene og omgivet af plantagens frugttræer, har jeg været langt væk fra verden og på samme tid tættere på den end jeg længe har været. Jeg har ikke hørt en eneste "nyhed" i en måned, ved intet om fodboldkampe, har ikke været højere oppe i luften end på 1. sal og har svaret på omkring 0 mails. Til gengæld har jeg lavet tre forskellige arter saftevand, fire typer marmelade, en uro af ting jeg fandt langs en stor vej og så har jeg fundet en mark hvor jeg kan stjæle ribs.
Men om ganske kort tid vender jeg tilbage til en verden, hvor mennesker arbejder. Menneskene i forretningerne sælger ting de ingen relation har til, leveret af mennesker der ikke aner hvad det er de kører rundt med.
Verden er fuld af produkter, men der findes næsten ingen producent, ingen bagmand, som har elsket hvad han har lavet, samlet dele og sat dem sammen, lagt en sidste hånd på hvad han nu sender afsted. Hvem kan række hånden op og sige, jep, det er mig som har syet den dims, fundet på den ordning, tænkt den tanke.
Hver morgen går mennesket på arbejde og udfylder sine 2 cm af den lange kæde af produktion og distribution, som ingen betydning har for nogen.
Jeg drømmer om et sted, hvor der er mening. Ikke fordi en gud står og udpeger godt og dårligt eller fordi en anden højere instans står med regnskabet og siger: det er rigtigt, gør det lidt mere. Men mening fordi hvad man gør holder én selv og dem man elsker i live, både fysisk og mentalt.
Lige nu holder ingen ingen i live og ingen kunne leve selv. Ikke engang vores forældre kan vi sørge for, som Janis Ian synger. Det gør systemet for os.
Send your mother to Shady Acres.
Send your father to Shady Acres.
We'll take good care of them.
You won't be aware of them.
Send them to Shady Acres.
For nogle dage siden stod jeg i kø på et kommunekontor og foran mig stod en kinesisk dame, som skulle giftes med en dansk mand. Men lige den eftermiddag var computersystemet gået ned og de små pastelklædte damer bag skranken måtte give hver kunde i køen samme besked: Jeg kan ikke gøre noget som helst lige nu, systemet er nede. Kom igen. Kom igen i morgen.
Således råbte kommunedamen også til kineseren foran mig: The system is down. The system is down. The system doesn't function. I cannot help you get married now.
Jeg tror kineseren lige der overvejede en ekstra gang: Skal jeg virkelig gifte mig ind i et land, hvor systemet allerede er i opløsning? Hvorfor tager alle det så roligt? Systemskifte, i dag?
Hun vidste jo ikke, at kvindens lille bitte computer bare var gået i stykker. Og at hun uden sin computer ikke kunne gøre noget som helst. Ikke vidste noget, ikke kunne bevirke noget. Bare var en pastelklædt skrue i et system, der var nede.
/menschenkind
RSS Feed