Mit og TDLOAs tilværelse er tung i øjeblikket. Vi står op, tager ind til byen, gør hvad vi nu gør i otte timer, kommer hjem og sover.
Her er hvad denne uge har givet mig:
1) Grøn (langhåret!?) skimmelsvamp på soveværelset (ikke en metafor).
2) 10 girokort fra Skat, et til hver måned i næste år på nær juli og december (så er der da i det mindste de måneder at se frem til).
3) Meddelelse om, at jeg har brugt alle mine SU klip op (så elsker man sig selv for ikke tidligere at have turdet undersøge, hvor mange man egentlig havde tilbage).
Nu forstår jeg hvordan et prosaisk liv kan se ud. Og jeg forstår samtidigt, at jeg ikke kan leve sådan et.
Så jeg tager mine høretelefoner på og fylder mig med fiktion. Mens jeg løber og kikker ind i lyse køkkener, skynder mig gennem tunneler og når jeg cykler ind og ud af byen. Morgen - aften - morgen - aften og mine mennesker bliver forladt, besøger øer, farer vild, tænker tanker, og lader mig være med.
Det handler om ligesom at finde de bløde steder i eksistensen. De små hjørner må man læne sig ind i, lægge kroppen op imod.
Det er hvad jeg øver mig i. Og i denne uge har jeg ad den vej mødt en brølende julemand, en skaldet psykolog og en kvinde, der hedder Felicita.
Felicita mødte jeg først. Faktisk mødte jeg aller først hendes hund, Sammy. Så så jeg hendes mand, Karl, som kæmpede sig forbi Sammy og holdt hovedet tæt ind mod ruden i døren, for at kunne se mig derude i mørket og regnen. Under en paraply. Jeg tror ikke, at der tit står fremmede mennesker foran den dør på Rørmosevej, Sammy sprang rundt i forgangen, nøs, og gøede: "Må jeg slikke på damen? Kom nu, Karl, Kaaaaaarl, Karrrrrl, kom nu, må jeg bide lidt i damen?".
Jeg blev ad bagindgangen lukket ind i køkkenet, Sammy ind i stuen.
"Jeg har bagt en kage", sagde jeg. Og ganske rigtigt, der stod jeg med et rødt fad i hænderne. Et fremmed sted. De to gamle så lidt forfjamskede ud. Du kan ikke bare banke på hos folk du ikke kender bare fordi du har bagt. Der er klart brug for en mere uddybende forklaring, hvorfor kommer damen, hvorfor kommer damen til os.
Jeg lærte tidligt at finde æbler. Overalt.
Ser i, jeg tager ikke let på æbler. Blommer, mirabeller, jordbær, kirsebær, jeg elsker de fleste frugter. Men æbler betyder noget andet for mig, smagen af æble bringer mig hjem. Så den dag TDLOA fandt en kasse med nyfaldne æbler foran en havelåge i nærheden blev jeg meget, meget glad. Det er nu nogle uger siden og selvom vi hver dag har taget mindst 20 æbler, bliver kassen aldrig tommere. Så en dag i denne uge besluttede jeg mig for at møde menneskene bag havelågen.
Da jeg var barn indskærpede mine forældre tit mig og mindre brødre, at vi skulle henvende os til voksne med børn, i tilfælde af at vi gik tabt. Vi var ret mange børn, så det skete jo af og til at en af os ligesom vandrede lidt væk fra de andre. Alle vi børn (nok egentlig også min mor og far) var ret nemme at begejstre og blev hurtigt opslugte - en uheldig kombination når man er en stor familie, som skal følges ad.
Nå - den bagvedliggende logik, tror jeg, må have været: Voksne, der har børn, er mennesker, der kan lide børn og ikke stjæler andre menneskers børn. Og jeg havde en klar fornemmelse af, at dette princip kunne overføres til min æblesituation: Mennesker, der ikke smider æbler ud, men forærer dem til andre, må være mennesker, der selv sætter pris på æbler. Og det er præcis den type menneske jeg aller bedst kan lide.
Felicita blev glad for kagen og et glas æblemos, begge dele lavet af hendes æbler. Straks sendte hun Karl ud efter kvæder til mig. Og efter nogle af de gode æbler, de, der aldrig når kassen, Ingrid Marie, bitte små og iskolde efter garagen. Felicita er fra Skotland og lukkede mig først tilbage ud i mørket lang tid senere. Tung af frugtposer, med skotske skæbnefortællinger i hovedet og Sammys galpen i ryggen.
Da jeg var barn indskærpede mine forældre tit mig og mindre brødre, at vi skulle henvende os til voksne med børn, i tilfælde af at vi gik tabt. Vi var ret mange børn, så det skete jo af og til at en af os ligesom vandrede lidt væk fra de andre. Alle vi børn (nok egentlig også min mor og far) var ret nemme at begejstre og blev hurtigt opslugte - en uheldig kombination når man er en stor familie, som skal følges ad.
Nå - den bagvedliggende logik, tror jeg, må have været: Voksne, der har børn, er mennesker, der kan lide børn og ikke stjæler andre menneskers børn. Og jeg havde en klar fornemmelse af, at dette princip kunne overføres til min æblesituation: Mennesker, der ikke smider æbler ud, men forærer dem til andre, må være mennesker, der selv sætter pris på æbler. Og det er præcis den type menneske jeg aller bedst kan lide.
Felicita blev glad for kagen og et glas æblemos, begge dele lavet af hendes æbler. Straks sendte hun Karl ud efter kvæder til mig. Og efter nogle af de gode æbler, de, der aldrig når kassen, Ingrid Marie, bitte små og iskolde efter garagen. Felicita er fra Skotland og lukkede mig først tilbage ud i mørket lang tid senere. Tung af frugtposer, med skotske skæbnefortællinger i hovedet og Sammys galpen i ryggen.
Julemanden mødte jeg i går. "Stik hænderne ned i min sæk", buldrede han, og trak en tung sværm nørrebrobørn bag sig hen til en bænk.
Det var ikke julemanden, der fik mig til at forlade biblioteket allerede klokken fire. Heller ikke julemusakken, som lummert flød ud af højtalere rundt om på Balders Plads. Nej, man havde lovet mig gløgg og æbleskiver. Gratis.
Der stod jeg, da julemanden (overraskende nok) stod af en taxa, åndede tungt ind i sin mikrofon og fik børn til at bore deres små spidse fødder i deres fædres skuldre, fik drengene foran mig i køen til at droppe 3. portion æbleskiver og lokkede sky piger til at slippe deres mødres hånd (og sky mødre til at skynde sig at drikke tre glas gløgg med vodka i).
Der stod jeg. Uden børn, men for gammel til at følge med de mosende børn, der havde dannet sig omkring den nu siddende (og slikuddelende) julemand.
Det var ikke julemanden, der fik mig til at forlade biblioteket allerede klokken fire. Heller ikke julemusakken, som lummert flød ud af højtalere rundt om på Balders Plads. Nej, man havde lovet mig gløgg og æbleskiver. Gratis.
Der stod jeg, da julemanden (overraskende nok) stod af en taxa, åndede tungt ind i sin mikrofon og fik børn til at bore deres små spidse fødder i deres fædres skuldre, fik drengene foran mig i køen til at droppe 3. portion æbleskiver og lokkede sky piger til at slippe deres mødres hånd (og sky mødre til at skynde sig at drikke tre glas gløgg med vodka i).
Der stod jeg. Uden børn, men for gammel til at følge med de mosende børn, der havde dannet sig omkring den nu siddende (og slikuddelende) julemand.
Jeg var ikke forberedt på at blive rørt. Og slet ikke af en julemand, der kommer i taxa, ikke her midt i byen før december måned overhovedet var begyndt. Men det blev jeg, da det pludselig gik op for mig, at lige præcis det her var hvad disse bybørn havde at gøre godt med. Det var deres jul. Minder in the making. Her stod jeg som en gæst i et øjeblik, der ville forsvinde ud af mit liv lige så snart det var endt, men ville sætte sig i børnene, mærke deres små kroppe.
Netop denne plastikbehårede julemand, lugten af den Irma-sponsorerede gløgg og de små hårde snekorn, som var begyndt at falde tidligere på dagen, tændte allerede nu noget andet i børnene end i mig. Og dette noget ville antændes igen så snart det blev jul næste år. Og året efter og derefter igen. Sådan skabes jul. Over mange år. Og bliver dybere og dybere.
Jeg mødte også en skaldet psykolog i denne uge. Langt ude på Amager, en kold fredag morgen. Han var ikke nogen særligt magisk figur og havde ikke engang frugt at byde på. Til gengæld vidste han alt om selvmord og havde en kæmpe stemme. Og så fik han mig og en pige jeg lige har mødt, Tine, til at cykle sammen. 45 minutter hen til sig og derefter 30 minutter ind til byen. På den cykeltur opdagede jeg, at Tine skal være min ven.
Sådan nogle finder man ikke hver dag.
Livet er ok. Hvis man ikke lader det på krammet på sig.
Slå fra jer.
/menschenkind
Netop denne plastikbehårede julemand, lugten af den Irma-sponsorerede gløgg og de små hårde snekorn, som var begyndt at falde tidligere på dagen, tændte allerede nu noget andet i børnene end i mig. Og dette noget ville antændes igen så snart det blev jul næste år. Og året efter og derefter igen. Sådan skabes jul. Over mange år. Og bliver dybere og dybere.
Jeg mødte også en skaldet psykolog i denne uge. Langt ude på Amager, en kold fredag morgen. Han var ikke nogen særligt magisk figur og havde ikke engang frugt at byde på. Til gengæld vidste han alt om selvmord og havde en kæmpe stemme. Og så fik han mig og en pige jeg lige har mødt, Tine, til at cykle sammen. 45 minutter hen til sig og derefter 30 minutter ind til byen. På den cykeltur opdagede jeg, at Tine skal være min ven.
Sådan nogle finder man ikke hver dag.
Livet er ok. Hvis man ikke lader det på krammet på sig.
Slå fra jer.
/menschenkind
RSS Feed