Det er ikke fordi jeg som sådan har noget imod danskere. Jeg kender en del efterhånden som er virkelig fine. Jeg ville bare ønske at jeg havde boet i Danmark for 50 år siden. Eller 100. Jeg ville ønske man pløjede mere, at kvinderne var rundere, jeg savner sukkermadder selvom jeg aldrig har smagt sådan en.
I forgårs ciklede TDLOA og jeg til Præstø, købte os en gammel dansk med guf (første portion guf for mig - jeg er ikke imponeret, men accepterer den kulturelle værdi af det klistrede stads) og fulgte menneskestrømmen mod stranden, hvor Skt. Hans bålet lige var blevet tændt.
Og den aften viste Danmark sig fra sin absolut smukkeste side. Børnene sprang rundt i vandkanten (helt blå var de), forældrene snakkede med hinanden og havde ladet deres iPads og iPhones og fjernsyn blive hjemme og da jeg så fire små negerunger komme løbende med deres ganske hvide mor, hvinede jeg indeni. Der var ingen snobrød, ingen sang midsommervisen. Men jeg havde mindet om begge dele i mig.
Jeg er jo voksen op i en dansk koloni langt mod syd, hvor danskheden stadig står strunkt og midsommervisen ikke bliver sunget af Shubidua. Her har Sankt Hans ikke forandret sig siden 1950, hvor det sidste hold danskere blev fløjet ind fra nord. Og i dag kan jeg faktisk sætte pris på netop det. I min koloni fik man Nanna og Buster og Kim Larsen som det nyeste nye og der er Dannebrog over alt.
Først da jeg flyttede til Danmark opdagede jeg, at danskere ikke gik i 80-er tøj, drengene ikke alle lignede Buster og sodavand ikke længere kom i glasflasker. Jeg bryder mig mere om den version af Danmark jeg blev præsenteret for i min koloni.
Jeg husker Skt. Hans aftenerne på min gamle skole. Jeg var i fløjteorkesteret og vi forberedte Drachmanns ’Midsommervisen’ hvert år og den blev sunget så højt at alle de indfødte i byen blev holdt vågen af den danske ånd.
Jeg elskede den vise, selvom jeg i en periode følte mig meget provokeret af de krigeriske elementer i den:
Vi elsker vort land,
og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende
Det gik dog over. Det er jo en ældgammel sang, sagde jeg til mig selv. Dengang måtte man forsvare sig med sværd, stå sammen og den slags. Brygge mjød.
Et andet år var det nationalismen jeg havde et problem med. Vi elsker vort land, vi elsker vort land, vi elsker vort land. Hold nu op med det vi elsker vort land, tænkte jeg og lod kun som om jeg sang. Jeg bryder mig stadig ikke så meget om nationalisme, men synes europæ-isme og globalisme er langt værre.
Og så var der det år, hvor det gik op for mig hvor forfærdeligt det var at brænde hekse. Jeg skrev en avisartikel om det, husker jeg. Her fremlagde jeg en række tal: så og så mange virkelige kvinder er virkelig blevet dræbt, fordi de angiveligt var hekse. Hvor respektløst er det så ikke at hygge-afbrænde hekse i dag? Jeg endte med at vinde så mange elever med over på min side, at skolen ikke brændte en heks det år.
Året efter forlod jeg skolen, men jeg er ret sikker på, at jeg ville have være kommet over hele heksesagen. Havde man spurgt mig hvad jeg syntes om opfordringen om hekseafbrænding i Holger Drachmanns tekst, ville jeg nok havde sagt at der var tale om symbolik:
hver by har sin heks,
og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde
Jeg har en heks i mig, også trolde. Jeg møder mange hekse, når jeg går rundt i Kbh. De står og svovler i netto, kaster forbandelser på hinanden i bussen. Men Sankt Hans aften bliver heksene hjemme, når menneskene i små flokke stimler sammen om bål og lader børnene løbe.
Så kan man næsten glemme hvor fæl nutiden kan være ved mennesker. Og hvor fæle nutidens mennesker er ved sig selv. Og hinanden. Sådan en aften elsker jeg faktisk det her lille, bakkede land.
når hver sky over marken velsignelsen sender,
når af blomster er flest,
og når kvæget i spand
giver rigeligst gave til flittige hænder;
når ikke vi pløjer og harver og tromler,
når koen sin middag i kløveren gumler,
da går ungdom til dans
/menschenkind
I forgårs ciklede TDLOA og jeg til Præstø, købte os en gammel dansk med guf (første portion guf for mig - jeg er ikke imponeret, men accepterer den kulturelle værdi af det klistrede stads) og fulgte menneskestrømmen mod stranden, hvor Skt. Hans bålet lige var blevet tændt.
Og den aften viste Danmark sig fra sin absolut smukkeste side. Børnene sprang rundt i vandkanten (helt blå var de), forældrene snakkede med hinanden og havde ladet deres iPads og iPhones og fjernsyn blive hjemme og da jeg så fire små negerunger komme løbende med deres ganske hvide mor, hvinede jeg indeni. Der var ingen snobrød, ingen sang midsommervisen. Men jeg havde mindet om begge dele i mig.
Jeg er jo voksen op i en dansk koloni langt mod syd, hvor danskheden stadig står strunkt og midsommervisen ikke bliver sunget af Shubidua. Her har Sankt Hans ikke forandret sig siden 1950, hvor det sidste hold danskere blev fløjet ind fra nord. Og i dag kan jeg faktisk sætte pris på netop det. I min koloni fik man Nanna og Buster og Kim Larsen som det nyeste nye og der er Dannebrog over alt.
Først da jeg flyttede til Danmark opdagede jeg, at danskere ikke gik i 80-er tøj, drengene ikke alle lignede Buster og sodavand ikke længere kom i glasflasker. Jeg bryder mig mere om den version af Danmark jeg blev præsenteret for i min koloni.
Jeg husker Skt. Hans aftenerne på min gamle skole. Jeg var i fløjteorkesteret og vi forberedte Drachmanns ’Midsommervisen’ hvert år og den blev sunget så højt at alle de indfødte i byen blev holdt vågen af den danske ånd.
Jeg elskede den vise, selvom jeg i en periode følte mig meget provokeret af de krigeriske elementer i den:
Vi elsker vort land,
og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende
Det gik dog over. Det er jo en ældgammel sang, sagde jeg til mig selv. Dengang måtte man forsvare sig med sværd, stå sammen og den slags. Brygge mjød.
Et andet år var det nationalismen jeg havde et problem med. Vi elsker vort land, vi elsker vort land, vi elsker vort land. Hold nu op med det vi elsker vort land, tænkte jeg og lod kun som om jeg sang. Jeg bryder mig stadig ikke så meget om nationalisme, men synes europæ-isme og globalisme er langt værre.
Og så var der det år, hvor det gik op for mig hvor forfærdeligt det var at brænde hekse. Jeg skrev en avisartikel om det, husker jeg. Her fremlagde jeg en række tal: så og så mange virkelige kvinder er virkelig blevet dræbt, fordi de angiveligt var hekse. Hvor respektløst er det så ikke at hygge-afbrænde hekse i dag? Jeg endte med at vinde så mange elever med over på min side, at skolen ikke brændte en heks det år.
Året efter forlod jeg skolen, men jeg er ret sikker på, at jeg ville have være kommet over hele heksesagen. Havde man spurgt mig hvad jeg syntes om opfordringen om hekseafbrænding i Holger Drachmanns tekst, ville jeg nok havde sagt at der var tale om symbolik:
hver by har sin heks,
og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde
Jeg har en heks i mig, også trolde. Jeg møder mange hekse, når jeg går rundt i Kbh. De står og svovler i netto, kaster forbandelser på hinanden i bussen. Men Sankt Hans aften bliver heksene hjemme, når menneskene i små flokke stimler sammen om bål og lader børnene løbe.
Så kan man næsten glemme hvor fæl nutiden kan være ved mennesker. Og hvor fæle nutidens mennesker er ved sig selv. Og hinanden. Sådan en aften elsker jeg faktisk det her lille, bakkede land.
når hver sky over marken velsignelsen sender,
når af blomster er flest,
og når kvæget i spand
giver rigeligst gave til flittige hænder;
når ikke vi pløjer og harver og tromler,
når koen sin middag i kløveren gumler,
da går ungdom til dans
/menschenkind
RSS Feed