Her er jeg.

/menschenkind

Jeg og TDLOA forlod England for over en uge siden. Man tvang os. Man sagde: I skal arbejde, der skal skrives speciale, i skal bo i lousy Danmark. Og så satte man os på et fly.
Men jeg kan ikke tvinges til at lande.

Efter at have kredset over Danmark i dagevis (uden mad og drikke) har vi nu slået os ned et sted som ingen kender. Langt fra alt på en gård, som hedder 2A (også kaldet 2B). Her gemmer vi os med fire gårdkatte og deres 11 kattekillinger, 4 sikahjorte, en hund og en huskat. Sammen med dyrene hvæser vi ad de få biler, der trods alt får forvildet sig forbi gårdspladsen. Men hver dag tør vi gå et skridt længere ud i den (danske) verden.

Dette indlæg er også et tegn på, at jeg begynder at acceptere, at jeg stadig er til. Selvom man har flyttet mig.

Jeg arbejder på en 2A film. Den kommer snart.

/menschenkind

Jeg har en veninde, som er en ganske særlig veninde. For nogle år siden fik jeg øje på hende en dag på universitetet.

Jeg var på vej til min første time (i socialpsykologi) efter sommerferien og det var tidligt om morgenen. Se det er ikke den bedste kombi og netop da jeg drejede ind på gangen, der førte hen til lokalet, gik det op for mig, at ferien virkelig var ovre. Og det var en nedslående erkendelse.

Det jeg ikke vidste var, at jeg et par dage senere ville overhale en mand på en bro og forelske mig i ham. Jeg vidste heller ikke, at jeg ville gifte mig med netop denne mand.
Og jeg anede ikke, at pigen, der gik lige foran mig på gangen, iført et par smukke røde robinhoodagtige sko, ville blive en af de vigtigste skikkelser i mit liv.

Men da hun sparkede en glasdør foran os hårdt op med foden og kort kikkede på mig forstod jeg:

1) hun kan heller ikke overskue at være her lige nu
2) hun skal være min ven.

Da hun efter undervisningen (som vi tilfældigvis delte) sad og røg en cigaret i gården, cyklede jeg hen til hende og spurgte, om vi skulle skrive opgave sammen. I virkeligheden spurgte jeg om hun havde lyst til at være venner (men når man er voksen pakker man jo den slags ind på alle mulige (halv)elegante måder).

Denne rødskoede pige deler jeg meget med.

Vi deler kærligheden for fiktion, vi har begge hoveder, der slår krøller og nogle gange vender sig mod os, vi bruger vores hænder til at lave ting andre kan komme i munden (henkogt, syltet, bagt eller stegt) og vi kan selv lide at opdage nye smage, vi er begge hurtigt fyldt op når vi har mennesker omkring os.
Og så former vi ting. Fordi det er nødvendigt.

Da hun den morgen sparkede døren op, vidste jeg ikke alt det. Men jeg kunne mærke, at vi begge følte os tunge.

For nogle dage siden modtog jeg en pakke fra denne veninde, som i øvrigt hedder Lea. Jeg er stadig ikke kommet over det punkt, hvor post til mig, lige meget hvem det er fra, fremkalder sådan en barnlig glæde.
Men denne pakke var noget helt særligt.

Lea sendte mig det smukkeste broderi. Med de fineste farver og et væld af forskellige sting (jeg slet ikke anede fandtes) har hun skabt billeder, der alle refererer til historier vi deler. Nogle af historierne stammer fra erfaringer jeg har gjort alene, for eksempel ligger mit møde med TDLOA i cyklen. Andre fortællinger har vi skabt sammen.

Jeg har aldrig modtaget så smuk en gave. Lea laver helt geniale og ofte virkelig sjove ting (se selv, HER på hendes blog), så broderiet er selvfølgelig virkelig gennemført og det lyser mit rum her i London op.

Men når jeg ser på det, ser jeg umiddelbart bag broderiet den verden hun har genkendt i mig. Jeg føler mig forstået. Og det er en gave næsten ingen kan give mig.
Lea kan.

I, der kender mig, ved, at jeg har det med i perioder at forsvinde. De dage eller uger er der af en eller anden grund ikke plads til andres hoveder; de kan være nok så højt elskede.
Sådan en tid er jeg inde i lige nu, hvilket forklarer mit fravær her på bloggen.

Her, fra under jorden, sender jeg denne lille film fra sidste uges rejse til Brighton. Jeg skulle arbejde på et arkiv på University of Sussex og TDLOA kom først med mor her på forskerarbejde (det kedeligste han havde prøvet i sit liv), hvorefter vi tilbragte nogle feriedage i byen, som i mange år har været vores by.

Laters

/menschenkind

Jeg er døsig efter en lang nat på musejagt. Nu kan jeg forstå, hvorfor katte sover hele dagen - jagt er en opslidende aktivitet, særligt når den finder sted om natten.

I nat vågnede jeg af, at TDLOA udstødte et forfærdeligt skrig. Eftersom manden som regel ikke gør brug af dette toneleje sprang jeg op i sengen (meget, meget langsomt må jeg indrømme), parat til at slå ubudne gæster ned (eller måske nærmere bakke TDLOA op i at gøre det).

Men TDLOA pegede ned på sin taske, som stod i hjørnet af værelset og her gik det op for mig, at den ubudne gæst enten var et helt ekstremt lille menneske eller et dyr og ganske rigtigt, det drejede sig om en mus. I de herpå følgende timer løb jeg og TDLOA rundt på vores lille værelse og afprøvede forgæves alskens musefangeteknikker, før vi indså, at vores repertoire ikke var bredt nok; vi måtte indkalde en af husets eksperter i museanliggender.

Der bor tre katte i vores hus, men den yngste og mest adræte (Sorten Tykken) var ikke til at finde (han var formentlig optaget af musejagt andetsteds). De andre to katte er hhv. 15 og 17 år gamle, hvilket omregnet til menneskeår svarer til et godt stykke oppe i 80’erne, hvorfor vi (med rette, skulle det vise sig) betvivlede deres kompetencer hvad jagt angår. Men altså, mine og TDLOA’s resurser var udtømt og derfor lokkede vi vores yndlingskat Sorten Langen (også kaldet Lorten Sangen og Mel Gibson) ind på værelset og forsøgte at rette dens opmærksomhed på musen, der skælvende listede rundt under skabet. Men Langen var til ringe hjælp, han ville meget hellere sove, hvilket jeg på ingen måde kan bebrejde ham. Jeg var på dette tidspunkt så træt, at jeg var tæt på at foreslå, at TDLOA og jeg bare kunne tilbringe natten (og muligvis resten af vores ophold) i badekaret og overlade værelset til musen, der efterhånden virkelig havde gjort sig fortjent til et sådant arrangement.

I sidste ende viste de bedste værktøjer sig at være en bøjle (TDLOA’s musespyd) og et håndklæde (mit foretrukne våben) og efter i næsten syv timer at være kravlet rundt (med efterhånden seriøst små øjne), lykkedes det os at indfange det lille kræ.

Jeg fik ikke sovet i nat, for da først vi havde musen i vores varetægt, vågnede Sorten Langen, løftede sit hoved fra sengen og bjæffede: ”Nu skal i lege med den. Hele natten!”.

En kat med over 80 års jagterfaring modsiger man ikke bare sådan.

Så både jeg og musen i min hånd trænger seriøst til en lur lige nu, men indtil Sorten Langen giver os besked om, at i må stoppe med at lege, bliver vi ved.

Og det er det hele værd, for i dag kalder TDLOA mig for Great White Hunter og Sorten Langen siger, at han alvorligt overvejer at kalde mig det samme fremover.



Jeg kan ikke få nok anerkendelse. Særligt ikke fra eksperter.


/menschenkind

Et indlæg om dyr. Igen.

Det er ikke fordi jeg er noget stort dyremenneske. Jeg kan lide mange af de dyr jeg møder og jeg glæder mig til at leve sammen med et par dyr igen, når jeg en dag bliver gammel nok til at have en have og sådan. Bevares, jeg har da også været hestepige engang. Og har opdrættet to forældreløse lam.

Men altså, jeg kan hidse mig op over dyremishandling på et rationelt plan, jeg kan synes det er trist, men det er på en mere neddæmpet måde end fx TDLOA har det. Han føler uretfærdighed mod dyr på sin egen krop. Jeg er faktisk ret sikker på, at han hellere ville sparke et menneske end et dyr. I hvert fald langt de fleste mennesker.

Nå, hvor kom vi fra.

Ja, taget i betragtning, at jeg ikke går særligt meget op i dyr, fylder dyr en hel del her på bloggen. Det er der tre årsager til, tror jeg:

1) Jeg har aldrig været omgivet af så mange dyr, som jeg har været siden jeg er     flyttet til London.
2) I løbet af en typisk uge taler jeg stort set ikke med andre en TDLOA og så         dyrene i huset. Så de fleste mennesker jeg møder, er dyr.
3) Det viser sig, at dyr er meget sjovere end mennesker. De har mere selvironi.     Og spiser af min hånd.

I denne uge stiftede jeg bekendtskab med hele tre slags dyr, jeg ikke havde mødt før. Lad mig lægge ud med at fortælle om ugens mest overraskende og egentlig også ret skræmmende møde, de andre vil jeg gemme til et senere indlæg.


Fugl Føtex

I weekenden tog damen og pigen, vi bor med, til Brighton for at hænge ud på et hotel med spa. ”Vi kører til Brighton”, sagde damen til mig aftenen før de tog af sted og det var der jo ikke så meget at sige til.

Næste morgen, et par timer efter deres afrejse, besluttede jeg og TDLOA os for at gå ned og danse på bordet. Intetanende trissede vi ned ad trappen og glædede os til at få genopfrisket vores lancier, men så snart vi åbnede døren ind til stuen vidste vi, at noget var helt galt.  ”Cover your eyes”, råbte TDLOA og kastede sig mellem mig og et lyn af en højt skrattende ildbold, der i det samme ramte TDLOAs skulder og trillede ned under bordet. De herpå følgende minutter står bare tilbage i min erindring som et inferno af lyde og bevægelser. Og så var der lugten. For at gøre en meget lang historie kort, så pøsede TDLOA tre glas vand på ildkuglen og til syne kom en ret stor, rustbrun fugl, der først efter endnu fem glas vand holdt op med at udstøde øreskærende skrig. Først troede, vi, at det drejede sig om en høne fra haven, som havde haft held til at snige sig ind i huset og her var kommet til at sætte ild til sig selv. Men så udstødte TDLOA med et gisp: Fugl Føtex.
Og alt faldt på plads.

I disse Harry Potter tider har de fleste hørt om Phoenixer, der lever, brænder og genopstår. Se denne fugl fortæller en historie vi dødelige bryder os om. En fuglerace de færreste til gengæld har stiftet bekendtskab med, er Fugl Føtex, som man vel kan sige udgør en æstetisk og filosofisk modpol til Phoenixen.

Møder man Fugl Føtex på en god dag, kan man nemt komme til at forveksle den med en høne eller en lille gås. Arten har et snerrende kald, der lyder som en pind, som bliver trukket hen over et metalgitter. Fugl Føtex yngler fortrinsvis i tæt, fugtig vegetation i både løv- og nåleskov, men busk- og kratvegatation i nærheden af vand er også yndet. Endvidere kan man finde arten i større haver. Men én egenskab ved Fugl Føtex adskiller den fra de fleste andre fugle, vi finder i Nordeuropa:

Fugl Føtex har tendens til spontan selvforbrænding.

Det er endnu ikke lykkedes forskere at fastslå årsagen til antændelsen ligesom der indtil videre ikke er fundet svar på, hvornår i Fugl Føtex liv risikoen herfor er størst.

Faktum er, at den danske bestand af Fugl Føtex er stærkt fluktuerende. Sommervejret er, antageligt, den mest afgørende faktor for bestandsudviklingen herhjemme. På grund af artens (lette) antændelighed er den (selvsagt) meget sårbar over for varme.

En Fugl Føtex i brand er et af naturens største rædsler. De få øjenvidner til en Fugl Føtex bortgang, fortæller horrible historier om hvordan hvad de (fejlagtigt) anså for at være en høne pludselig gik op i flammer, vingebaskende, skingrende. Ofte er disse faser af aktiv og tydeligvis smertefuld brand afbrudt af lange perioder, hvor Fugl Føtex vælter rundt, glødende, og ofte har øjenvidnerne her troet, at dette mareridt var overstået og fuglen redet. Men nej. Flammerne vender altid tilbage og på intet tidspunkt holder Fugl Føtex op med at skrige.
It ain’t pretty.

Efter vores møde med Fugl Føtex, som vi jo på mirakuløs vis redede, har jeg sat mig ind i den information der er tilgængelig om denne tilsyneladende ikke særligt sjældne dyrerace og en selvudnævnt ekspert i feltet (som har bedt om at forblive anonym), bekræfter min mistanke: Fugl Føtex er ikke tilladt en stemme i vores samfund. Mennesket vil ikke konfronteres med Fugl Føtex.

Som indledningsvist nævnt, har jeg aldrig blandet mig i kampen om dyrevelfærd. Jeg spiser faktisk også kød en sjælden gang imellem. Men jeg kan ikke have, at menneskets angst for sin egen død går ud over et så sårbart dyr som Fugl Føtex.

Jeg vil ikke understøtte denne silencing af et dyr, hvis (forfærdelige) stemme er lige så virkelig og legitim som Peter Schmeichels eller asiatens.

Derfor skriver jeg dette blogindlæg (som sølle modsvar mod denne tavshedens tyranni) i håb om at bevæge mine læsere til i fremtiden at slukke en brændende Fugl Føtex, når de ser den.

For det er muligt at slukke Fugl Føtex. Der skal bare meget vand til. Og herefter skal Fugl Føtex passes godt i nogle dage, før den atter kan overlades til sig selv. Giv den rigeligt med mad (hønsefoder er ok), tving lidt vand i den et par gange om dagen (modvirker fremtidig selvantændelse). Og giv den tryghed, selvom du ved det bare er et spørgsmål om tid, før den går op i flammer igen og til forskel fra phoenixen ikke forvandler sig til en yngre, smukkere version af sig selv, men derimod bare forvandler sig til aske.

/menschenkind

(I øvrigt har jeg efter megen frem og tilbage valgt ikke at lægge det billede jeg fandt af en brændende Fugl Føtex op. Det var for kontroversielt. Hvis nogen af jer vil se billedet, sig til, så sender jeg det).

Lad mig lægge ud med at præsentere de to midaldrende geder på billedet, som er født og vokset op på en lille farm nær hipstermekka,  Brick Lane, her i London. Det er to meget almindelige geder, den ene lidt større end den anden, lidt mere smilende, hoppende i sin gang, men ellers to geder, der har meget tilfælles og i princippet kunne dele et fredeligt gedeliv i deres lille fold.

Hvis ikke det var for deres navne. For den ene ged hedder Oxford og den anden Cambridge.

Oxford og Cambridge er udmærkede navne, de er blevet brugt før og har så vidt vides aldrig skadet nogen ejermand. Gederne tog sig heller ikke synderligt af dem, lige indtil en ukendt hipster en dag for fire år siden kom spankulerende forbi og udviste stor interesse for netop disse to dyr.

"En dag om året skal disse geder samle i hundreder af mennesker af min type og det skal blive en fest", tænkte hipsteren og gik straks hjem og luftede ideen for sine undergrundsvenner: "På den måde kan vi drikke øl og satse penge og heppe og råbe ”Oxford” og ”Cambridge” sidste lørdag i marts", sagde han til sine venner, der klappede i deres små hænder.

De fleste mennesker kan lide at spise grillmad, vinde penge og stå i små hold og drikke øl sammen. Og siden 1829 gør største delen af Englands befolkning præcis de ting, netop sidste lørdag i marts, når to hold pumpede studerende fra hhv. Oxford og Cambridge roer om kap på Themsen.

Men så er der dem, som har det underligt med traditioner. Dem som på den ene side finder bedstemors sko frem, pudser onkels lommeur, stiller skrivemaskinen frem, når gæsterne kommer (og gemmer MacBooken under sengen) og insisterer på at LP’er er det eneste rigtige. Men på den anden side ligesom gør det lidt skævt, lidt forkert, så man kan se, at det jo bare er for sjov. At de har ironi og ikke er bange for at vende den mod sig selv og store dele af det sidste århundrede.

Og netop disse mennesker greb hipsterens opdagelse af de to geder med kyshånd og har siden gjort ligesom resten af landets befolkning sidste lørdag i marts. Bare på en sejere måde: Grillmaden er japansk, øllen byttet ud med gin, tøjet lidt for småt, skægget lidt for skarpt og allervigtigst: Der heppes på to fuldstændigt forvirrede geder, der (lokket af en spand foder) trasker om kap, frem for på unge drenge fra landets elite.

Sådan gik det til, at de to harmløse geder fra Spitalfield Farms blev hinandens nemesis. I hvert fald en dag om året. Og bare for sjov. Selvfølgelig.

TDLOA og jeg bevidnede årets kapløb sammen med omkring 1000 unge mennesker, der havde betydeligt mere styr på deres outfits end vi to. Og tydeligvis havde været til den slags piratagtige fester mange gange før.

Se eksklusivt materiale fra årets dyst her:

I morgen vil jeg fortælle om to slags truede dyrearter: Fugl Føtex og Zeppelinen. Begge disse specier synger på aller sidste vers og dog mødte jeg en repræsentant for hver af dem i denne uge.

/menschenkind

Lidt forsinket ønsker jeg jer alle god påske! Jeg håber, at påskeharen har besøgt jer og efterladt et æg eller to.

Jeg kogte fire æg om morgenen påskedag. Det gør jeg hver morgen, men den morgen var det påskeæg.
Jeg gemte dem i køleskabet og der fandt jeg dem så også nogle timer senere - det var en af de mindre dramatiske påskeæggejagter jeg har været med til.

Men hvad, sådan er det, når man forsøger at være sin egen påskehare.  

Jeg var forberedt på at påskeharen var død i år (i hver fald for mit vedkommende). Ikke at jeg nogensinde har troet på påskeharen, men æggejagten i haven var ganske virkelig da jeg og brødrene var børn og det var de æg vi efterfølgende sad på gulvet i stuen og først delte og siden byttede også. Så påskeharen var en af de der skikkelser man havde en meget konkret interesse i at lege fandtes, for tænk hvis forældrene troede, man var blevet for gammel til den slags og lukkede for denne ekstremt sjældne (og meget kærkomne) årligt tilbagevendende chokoladeforsyning.

Men påskeharen lever! Og han lever i højere grad end han har gjort i mange år!

Mine forældre mødte ham i USA påskedag og kort efter modtog jeg en oprørt mail fra min far (som sikkert har mistet mere og mere af sin tro på påskeharens eksistens for hvert år han har gemt æg til os børn i haven), her er hvad han skrev:
                       ”Vejret er fint men ret koldt.
                        Så påskeharen i Sparrows Park i dag.
                        Påskeharen er neger!”

Denne brandnye oplysning om påskeharen tog fuldstændig fusen på mig. Det er ikke længe siden jeg hørte, at Jesus var sort og det var jeg slet ikke kommet mig over endnu.
Jeg har lige accepteret, at ham inde i Michael Jackson var sort.

Der kom endnu et livstegn fra påskeharen med posten i form af en pakke fra min veninde C.
Påskeharen (som nu ligner en slags sort kattemand i mit hoved) havde bedt hende sende mig tyske påskeæg og to Lindt harer og underrette mig om, at han ikke selv turde komme pga. rygterne om de aggressive høns i min have. Hvilket er meget forståeligt, selv jeg er nogle gange bange for at bevæge mig ud til de flagrende kræ.

Her er altså hvad jeg har lært om påskeharen i år og kan give videre til jer:

Påskeharen er ikke død. Han er en sort mand, der den 8. april 2012 befandt sig i Sparrows Park i Boston, hvor han gik rundt og desillusionerede forældre. Han lægger tyske nougatæg (som smager fantastisk) og Lindt harer. Han er bange for (britiske) høns. Hvis i vil i kontakt med ham er C kvinden i skal gå til, for hun har ham åbenbart i sit (svimlende store og meget multietniske) netværk, måske har hun hans kontaktoplysninger. Skriv til mig, så sætter jeg jer i forbindelse med C.

Hvis i ved mere om påskeharen eller måske har mødt ham og kan be/afkræfte hvad jeg skriver her, efterlad en kommentar og del din viden med os!


/menschenkind