...min sommerfilm: (se den her på Youtube) Min sommer varede selvfølgelig mere end 7 minutter og 59 sekunder, så filmen lægger sig bare tilbage i tiden som en helt tynd lille snor. Mange timers videomateriale ligger urørt og langt flere timer blev kameraet ikke rettet mod. Fx rummer filmen ikke det øjeblik TDLOA og jeg opdagede (og gik på) en af de oprindelige tre afveje. Jeg er ret sikker på, at TDLOA troede at afvejene var en myte, det var i hvertfald hvad jeg tænkte, lige indtil vi pludselig stod på en af dem. Den løb lige bag Brenden, en lille landsby i Schwarzwald, vi tilbragte nogle julidage i. Vi nåede aldrig at finde dens ende. Afveje er hårde at færdes på. Du har ingen ide. Filmen viser mig heller ikke sidde på min sofa og pille dreadlocks ud i mindst 100 timer (det ville hylme også blive en kedelig film). Og snoren rammer ikke de dage, hvor jeg ikke kunne kende mig selv i spejlet. Nu har jeg vænnet mig til at have hår. Og jeg ved, at det var den rigtige beslutning jeg traf, helt spontant på en markvej ud for min landsby i Nortyskland. Efter 12 år med dreadlocks havde jeg alligevel fuldstændig glemt, at jeg overhovedet havde dem. Jeg så dem ikke mere. Det eneste, der er mærkeligt er, at jeg ikke længere oplever de små blikke, der kun er andre dreadlockbærere forundt, fra dreadlockbærere- en hurtig vurdering af den andens teknik, så anerkendelse (= hey, mit hår er også vandtæt) og nogle gange et lille nik (= how r u doing?). Det fællesskab er jeg ikke længere en del af. Den anden dag i badet tænkte jeg: Sådan må Michael Jackson have haft det, da han lige var blevet hvid og han stødte på de første sorte mennesker på gaden. En anden af sommerens øjeblikke kunne være blevet en fremragende scene i sommerfilmen, måske selve højdepunktet. Men jeg kunne ikke tillade mig at filme, da mit øje fangede intet mindre end the eye of the beholder i en 6A. Der sad det, i baghovedet på en mand i 50erne, som virkede ganske uimponeret af sin ekstraordinære fysik. Måske var manden ikke klar over, at han bar på dette klenodie, relativismens ankerpunkt. For, indrømmet, øjet lignede ret meget en svulst af en art, en med skorpe på. Når the eye of the beholder stirrer dig lige ind i øjnene fra baghovedet på en mand på sædet foran dig, tager du ikke dit kamera op og giver dig til at filme. Det du gør, er at sidde og stirre lamslået tilbage. Og måske hviske til TDLOA. Men ak. Tænk, hvis jeg kunne have lavet en film, hvor the eye of the beholder dukkede op her og der. Hvilken trumpf. Verdensklasse. /menschenkind
| | Lea, som jeg skrev et indlæg om forleden, lavede i øvrigt dette nummer til mig og TDLOA i bryllupsgave:
Er den ikke smuk?
/menschenkind
|
Jeg har en veninde, som er en ganske særlig veninde. For nogle år siden fik jeg øje på hende en dag på universitetet. Jeg var på vej til min første time (i socialpsykologi) efter sommerferien og det var tidligt om morgenen. Se det er ikke den bedste kombi og netop da jeg drejede ind på gangen, der førte hen til lokalet, gik det op for mig, at ferien virkelig var ovre. Og det var en nedslående erkendelse. Det jeg ikke vidste var, at jeg et par dage senere ville overhale en mand på en bro og forelske mig i ham. Jeg vidste heller ikke, at jeg ville gifte mig med netop denne mand. Og jeg anede ikke, at pigen, der gik lige foran mig på gangen, iført et par smukke røde robinhoodagtige sko, ville blive en af de vigtigste skikkelser i mit liv. Men da hun sparkede en glasdør foran os hårdt op med foden og kort kikkede på mig forstod jeg: 1) hun kan heller ikke overskue at være her lige nu2) hun skal være min ven. Da hun efter undervisningen (som vi tilfældigvis delte) sad og røg en cigaret i gården, cyklede jeg hen til hende og spurgte, om vi skulle skrive opgave sammen. I virkeligheden spurgte jeg om hun havde lyst til at være venner (men når man er voksen pakker man jo den slags ind på alle mulige (halv)elegante måder). Denne rødskoede pige deler jeg meget med. Vi deler kærligheden for fiktion, vi har begge hoveder, der slår krøller og nogle gange vender sig mod os, vi bruger vores hænder til at lave ting andre kan komme i munden (henkogt, syltet, bagt eller stegt) og vi kan selv lide at opdage nye smage, vi er begge hurtigt fyldt op når vi har mennesker omkring os. Og så former vi ting. Fordi det er nødvendigt. Da hun den morgen sparkede døren op, vidste jeg ikke alt det. Men jeg kunne mærke, at vi begge følte os tunge. For nogle dage siden modtog jeg en pakke fra denne veninde, som i øvrigt hedder Lea. Jeg er stadig ikke kommet over det punkt, hvor post til mig, lige meget hvem det er fra, fremkalder sådan en barnlig glæde. Men denne pakke var noget helt særligt. Lea sendte mig det smukkeste broderi. Med de fineste farver og et væld af forskellige sting (jeg slet ikke anede fandtes) har hun skabt billeder, der alle refererer til historier vi deler. Nogle af historierne stammer fra erfaringer jeg har gjort alene, for eksempel ligger mit møde med TDLOA i cyklen. Andre fortællinger har vi skabt sammen. Jeg har aldrig modtaget så smuk en gave. Lea laver helt geniale og ofte virkelig sjove ting (se selv, HER på hendes blog), så broderiet er selvfølgelig virkelig gennemført og det lyser mit rum her i London op. Men når jeg ser på det, ser jeg umiddelbart bag broderiet den verden hun har genkendt i mig. Jeg føler mig forstået. Og det er en gave næsten ingen kan give mig.Lea kan.
Leas påfund.
Se flere af de ting Lea laver her.
/menschenkind
I, der kender mig, ved, at jeg har det med i perioder at forsvinde. De dage eller uger er der af en eller anden grund ikke plads til andres hoveder; de kan være nok så højt elskede.
Sådan en tid er jeg inde i lige nu, hvilket forklarer mit fravær her på bloggen.
Her, fra under jorden, sender jeg denne lille film fra sidste uges rejse til Brighton. Jeg skulle arbejde på et arkiv på University of Sussex og TDLOA kom først med mor her på forskerarbejde (det kedeligste han havde prøvet i sit liv), hvorefter vi tilbragte nogle feriedage i byen, som i mange år har været vores by.
Laters
/menschenkind
Sommeren er kommet. Måske bare midlertidigt, men det tænker jeg ikke på, når jeg løber i min skov og finder glemte stier, forstyrrer engelske gråegern og lader mig skræmme af selvsamme, der lusker rundt i buske og lyder som voldtægtsmænd/blottere/bjørne/gigantiske edderkopper. Jeg er nok mest bange for voldtægtsmænd. Blottere har jeg efterhånden udviklet en form for resistens mod. Dav, siger jeg bare.
Men altså, her er sommer og i går købte jeg og TDLOA årets første is. Desuden vores første is i London. Den spiste vi, mens vi gik rundt i Highams Park og passerede den ene gruppe opstemte (pre)teenagere efter den anden.
Skolelærerne strejkede i går, så byen var fuld af unge, der luftede uniformer, der i hvert fald ikke bliver accepteret af skolelærere her i landet. Piger i alle aldre havde sat håret op og iført sig deres absolut mest lavtaljede leggings og mindste t-shirts. Gerne med kreoler i ørerne. Hver klynge piger var udstyret med en gjaldende mobil og når der var drenge i nærheden blev der vugget lidt her og der.
Åh piger.
Også drengene var ude i solen i går og havde forsamlet sig rundt om stillestående biler for derfra køligt at holde styr på tøserne, der langsomt bevægede sig forbi.
Den 14-årige pige, vi bor samme med, oplyste, at lærerne strejkede pga noget med pension. Eller løn. Eller sådan. Hun var ligeglad, hun skulle til Westfield og shoppe.
På fredag er sidste skoledag før påskeferien og dermed en af årets få uniformfrie dage, så denne uforudsete fridag passede hende perfekt. Nu skulle hun ud og bruge hele dagen på at sammensætte et outfit, der kan ting en skoleuniform ikke kan.
Jeg tvivler på, at pigen og hendes veninder var de eneste unge, der stormede rundt i det kæmpe indkøbscenter i går og afprøvede mulige sider af sig selv, der kunne dukke op, når skoleuniformen blev skrællet af.
Sommeren er smuk i London. Og isen i øvrigt meget billigere end i Danmark.
/menschenkind
I går skete det så. I går pumpede vi vores Oystercards med pund og tog direkte ind til Picadelly Circus. Dér stod vi så, blandt spaniere, franskmænd og tyske skoleelever på udflugt og så på lysreklamerne et øjeblik, før vi gik ned ad gaden med de imponerende ornamenterede bygninger og små ultra fornemme passager (manden hoppede af glæde over passagerne: "Walter Benjamin ville dø af spænding, hvis han kunne se dem").
Og så tog vi ellers turistturen. Men ikke uden en vis ironi, man har vel boet her i næsten en måned.
Lord All ville se, om Londons to største pibeforretninger kunne friste med noget til hans efterhånden ret omfattende tobakslager, der nu står opmagasineret på en sjællandsk strudsefarm. Derfor tog vi turen ind til det glitrende centrum. Derfra gik vi bare og pludselig stod vi foran 10 Downing Street (eller: Englands svar på kartoffelrækkerne, som TDLOA kalder stedet (åbenbart bor Thorning der!? (statsministre er ikke hvad de har været))). Og så førte menneskemængden os til Big Ben og over Themsen og videre og videre. Og efter mange timers vandren endte vi tilbage på Liverpool St. Station, hvorfra vores tog går og hvor der ligger udmærkede toiletter og en japansk biks, der sælger fortrinlige papkrus med stærk mad.
Nu er der gået et døgn siden vi kom hjem og tilbage står følgende spørgsmål fra turen: Kan man dø hvis man bliver brændt på et lunkent bål? Jeg aner ikke, hvorfor vi diskuterede det, da vi ventede på en tube på Blackfriars Station. Måske fordi "friar" lyder som "fire" eller "fritter".
Desuden blev vi på missionen igen overvældet af mangfoldigheden af farver/sprog/klæder her i byen. Så vidt vi ved, findes der én sort dame i Danmark. Hun hedder Manduela og er pibemager og bor i Svendborg. Jeg har ikke selv mødt hende, men har set et billede af hende. Jeg har også en del halv-altmuligt venner. Men de er ret danske at se på.
Nå, jeg har lavet en lille video af øjeblikke fra turen:
I øvrigt skete der noget virkelig, virkelig mærkeligt på vej hjem. Vi sad og længtes efter noget at drikke, så byen glide forbi udenfor og pludselig, ud af det blå og imod al sandsynlighed dukkede den creepy fætter fra forleden op og (!) satte sig lige ved siden af TDLOA! Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne og sad resten af turen med både begejstring over usandsynligheden, fascination af den underlige og ret tragiske skikkelse og så også, må jeg medgive, en ret stærk angst. Han var så sær. TDLOA mener ikke han var på stoffer, han kender ikke noget stof, der gør, at man opfører sig som han gjorde. Han lugtede heller ikke af alkohol. Men et eller andet havde han taget, jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at man kan være sådan døgnet rundt. Han lagde meget venligt ud med at sige "sorry mate", da han satte sig, men så stoppede han ikke med at tale og venligheden veg for en lind strøm af britiske gloser, jeg desværre ikke kan gengive. Ikke fordi jeg er for fin på den, men fordi jeg slet ikke kan de ord. De lød i onde. Jo, han kaldte mellemgangsdøren for "stupid cunt", da den smækkede. Og det var ikke svært at forstå ham, da han tog en avis fra nabosædet, flåede den i stykker og kylede den på gulvet. Det lykkedes mig faktisk at filme ham lidt, hvilket var virkelig nervepirrende. Men man er vel (ultrajomfruelig) dokumentarist. Af en art. /menschenkind
Jeg har hverken taget strikketøj, papir, perler (i hvert fald ikke så mange) eller stof med. Jeg tænkte, at der her i det nye land måtte lades plads til nye indfald. Noget skal mine hænder gøre, særligt om aftenen. Og så i går nat opdagede jeg, at jeg havde iMovie på min computer. I dag har jeg filmet i hver læsepause. Særligt dyr, men også the Dark Lord of All - og mig selv. Her kan du se hvad det blev til:
|
RSS Feed