Step inside. Damer og herrer.

I går skete det så. I går pumpede vi vores Oystercards med pund og tog direkte ind til Picadelly Circus. Dér stod vi så, blandt spaniere, franskmænd og tyske skoleelever på udflugt og så på lysreklamerne et øjeblik, før vi gik ned ad gaden med de imponerende ornamenterede bygninger og små ultra fornemme passager (manden hoppede af glæde over passagerne: "Walter Benjamin ville dø af spænding, hvis han kunne se dem").
Og så tog vi ellers turistturen. Men ikke uden en vis ironi, man har vel boet her i næsten en måned.
Lord All ville se, om Londons to største pibeforretninger kunne friste med noget til hans efterhånden ret omfattende tobakslager, der nu står opmagasineret på en sjællandsk strudsefarm. Derfor tog vi turen ind til det glitrende centrum. Derfra gik vi bare og pludselig stod vi foran 10 Downing Street (eller: Englands svar på kartoffelrækkerne, som TDLOA kalder stedet (åbenbart bor Thorning der!? (statsministre er ikke hvad de har været))). Og så førte menneskemængden os til Big Ben og over Themsen og videre og videre. Og efter mange timers vandren endte vi tilbage på Liverpool St. Station, hvorfra vores tog går og hvor der ligger udmærkede toiletter og en japansk biks, der sælger fortrinlige papkrus med stærk mad.
Nu er der gået et døgn siden vi kom hjem og tilbage står følgende spørgsmål fra turen: Kan man dø hvis man bliver brændt på et lunkent bål? Jeg aner ikke, hvorfor vi diskuterede det, da vi ventede på en tube på Blackfriars Station. Måske fordi "friar" lyder som "fire" eller "fritter".
Desuden blev vi på missionen igen overvældet af mangfoldigheden af farver/sprog/klæder her i byen. Så vidt vi ved, findes der én sort dame i Danmark. Hun hedder Manduela og er pibemager og bor i Svendborg. Jeg har ikke selv mødt hende, men har set et billede af hende. Jeg har også en del halv-altmuligt venner. Men de er ret danske at se på.
Nå, jeg har lavet en lille video af øjeblikke fra turen:

I øvrigt skete der noget virkelig, virkelig mærkeligt på vej hjem. Vi sad og længtes efter noget at drikke, så byen glide forbi udenfor og pludselig, ud af det blå og imod al sandsynlighed dukkede den creepy fætter fra forleden op og (!) satte sig lige ved siden af TDLOA!
Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne og sad resten af turen med både begejstring over usandsynligheden, fascination af den underlige og ret tragiske skikkelse og så også, må jeg medgive, en ret stærk angst. Han var så sær. TDLOA mener ikke han var på stoffer, han kender ikke noget stof, der gør, at man opfører sig som han gjorde. Han lugtede heller ikke af alkohol. Men et eller andet havde han taget, jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at man kan være sådan døgnet rundt.
Han lagde meget venligt ud med at sige "sorry mate", da han satte sig, men så stoppede han ikke med at tale og venligheden veg for en lind strøm af britiske gloser, jeg desværre ikke kan gengive. Ikke fordi jeg er for fin på den, men fordi jeg slet ikke kan de ord. De lød i onde. Jo, han kaldte mellemgangsdøren for "stupid cunt", da den smækkede. Og det var ikke svært at forstå ham, da han tog en avis fra nabosædet, flåede den i stykker og kylede den på gulvet. Det lykkedes mig faktisk at filme ham lidt, hvilket var virkelig nervepirrende. Men man er vel (ultrajomfruelig) dokumentarist. Af en art.

/menschenkind