Se dog

Jeg har en veninde, som er en ganske særlig veninde. For nogle år siden fik jeg øje på hende en dag på universitetet.

Jeg var på vej til min første time (i socialpsykologi) efter sommerferien og det var tidligt om morgenen. Se det er ikke den bedste kombi og netop da jeg drejede ind på gangen, der førte hen til lokalet, gik det op for mig, at ferien virkelig var ovre. Og det var en nedslående erkendelse.

Det jeg ikke vidste var, at jeg et par dage senere ville overhale en mand på en bro og forelske mig i ham. Jeg vidste heller ikke, at jeg ville gifte mig med netop denne mand.
Og jeg anede ikke, at pigen, der gik lige foran mig på gangen, iført et par smukke røde robinhoodagtige sko, ville blive en af de vigtigste skikkelser i mit liv.

Men da hun sparkede en glasdør foran os hårdt op med foden og kort kikkede på mig forstod jeg:

1) hun kan heller ikke overskue at være her lige nu
2) hun skal være min ven.

Da hun efter undervisningen (som vi tilfældigvis delte) sad og røg en cigaret i gården, cyklede jeg hen til hende og spurgte, om vi skulle skrive opgave sammen. I virkeligheden spurgte jeg om hun havde lyst til at være venner (men når man er voksen pakker man jo den slags ind på alle mulige (halv)elegante måder).

Denne rødskoede pige deler jeg meget med.

Vi deler kærligheden for fiktion, vi har begge hoveder, der slår krøller og nogle gange vender sig mod os, vi bruger vores hænder til at lave ting andre kan komme i munden (henkogt, syltet, bagt eller stegt) og vi kan selv lide at opdage nye smage, vi er begge hurtigt fyldt op når vi har mennesker omkring os.
Og så former vi ting. Fordi det er nødvendigt.

Da hun den morgen sparkede døren op, vidste jeg ikke alt det. Men jeg kunne mærke, at vi begge følte os tunge.

For nogle dage siden modtog jeg en pakke fra denne veninde, som i øvrigt hedder Lea. Jeg er stadig ikke kommet over det punkt, hvor post til mig, lige meget hvem det er fra, fremkalder sådan en barnlig glæde.
Men denne pakke var noget helt særligt.

Lea sendte mig det smukkeste broderi. Med de fineste farver og et væld af forskellige sting (jeg slet ikke anede fandtes) har hun skabt billeder, der alle refererer til historier vi deler. Nogle af historierne stammer fra erfaringer jeg har gjort alene, for eksempel ligger mit møde med TDLOA i cyklen. Andre fortællinger har vi skabt sammen.

Jeg har aldrig modtaget så smuk en gave. Lea laver helt geniale og ofte virkelig sjove ting (se selv, HER på hendes blog), så broderiet er selvfølgelig virkelig gennemført og det lyser mit rum her i London op.

Men når jeg ser på det, ser jeg umiddelbart bag broderiet den verden hun har genkendt i mig. Jeg føler mig forstået. Og det er en gave næsten ingen kan give mig.
Lea kan.

Leas påfund.

Se flere af de ting Lea laver her.

/menschenkind