Sommeren er kommet. Måske bare midlertidigt, men det tænker jeg ikke på, når jeg løber i min skov og finder glemte stier, forstyrrer engelske gråegern og lader mig skræmme af selvsamme, der lusker rundt i buske og lyder som voldtægtsmænd/blottere/bjørne/gigantiske edderkopper. Jeg er nok mest bange for voldtægtsmænd. Blottere har jeg efterhånden udviklet en form for resistens mod. Dav, siger jeg bare.

Men altså, her er sommer og i går købte jeg og TDLOA årets første is. Desuden vores første is i London. Den spiste vi, mens vi gik rundt i Highams Park og passerede den ene gruppe opstemte (pre)teenagere efter den anden.
Skolelærerne strejkede i går, så byen var fuld af unge, der luftede uniformer, der i hvert fald ikke bliver accepteret af skolelærere her i landet. Piger i alle aldre havde sat håret op og iført sig deres absolut mest lavtaljede leggings og mindste t-shirts. Gerne med kreoler i ørerne. Hver klynge piger var udstyret med en gjaldende mobil og når der var drenge i nærheden blev der vugget lidt her og der.
Åh piger.

Også drengene var ude i solen i går og havde forsamlet sig rundt om stillestående biler for derfra køligt at holde styr på tøserne, der langsomt bevægede sig forbi.

Den 14-årige pige, vi bor samme med, oplyste, at lærerne strejkede pga noget med pension. Eller løn. Eller sådan. Hun var ligeglad, hun skulle til Westfield og shoppe.
På fredag er sidste skoledag før påskeferien og dermed en af årets få uniformfrie dage, så denne uforudsete fridag passede hende perfekt. Nu skulle hun ud og bruge hele dagen på at sammensætte et outfit, der kan ting en skoleuniform ikke kan.

Jeg tvivler på, at pigen og hendes veninder var de eneste unge, der stormede rundt i det kæmpe indkøbscenter i går og afprøvede mulige sider af sig selv, der kunne dukke op, når skoleuniformen blev skrællet af.

Sommeren er smuk i London. Og isen i øvrigt meget billigere end i Danmark.


/menschenkind

God morgen!
Vi er på vej ud for at se hvordan man fejrer St. Patty her i byen.

Men jeg ville lige kort lægge en ny lille film ud, jeg blev færdig med den i går aftes. Det tog vildt lang tid at lave den, fordi musikken er så up-beat (jeg har sat de fleste klip til at køre i dobbelt hastighed) og derfor løb jeg hele tiden tør for optagelser...
Der er klip fra Camden (crazy crowded område), her fra Highams Park, Chingford og området omking Covent Garden inde i centrum.

(Videoen ligger i højere kvalitet på YouTube, se den HER)

Men her er den altså folkens:

I dag er min fødselsdag!

Der var nogle år, da tyverne kom, hvor jeg ikke ville fejre mig selv på min fødselsdag. Ikke fordi jeg ikke var glad for at være blevet født (det er det bedste, der nogensinde er sket mig), men fordi jeg vidste, at lige meget hvad jeg gjorde, var barndommens glæde ved den 16. marts forsvundet. Jeg turde slet ikke gøre et forsøg.

Men i løbet af de sidste to-tre år er jeg blevet voksen. Og jeg har lige opdaget det.
Underligt nok betyder det at blive voksen for mig, at jeg igen kan vende tilbage til min barndom. Jeg kan opsøge mennesker, ting og steder, som var en del af min barndom og føle glæde.

Før var jeg nødt til at undgå sådan en bevægelse bagud, fordi jeg var bange for at mærke, at barndommen var uigenkaldeligt tabt. At jeg ikke længere kunne vade rundt i en bæk i timevis og bygge dæmninger.
Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle passe min voksne krop ind i min barndomsseng.

I de sidste dage har jeg været bekymret for min fødselsdag, fordi jeg frygtede, at det ikke ville være en særlig dag længere. Derfor tænkte jeg: Jeg skal finde verdens bedste og mest autentiske britiske Apple Pie. Den må da smage bare lidt at fødselsdag.

Men så snart klokken var 12:00 her i London, indfandt verdens bedste dag sig kraftedeme. Igen.

Min dejlige veninde C sendte mig i morges denne stribe:

Og den er perfekt. For hele dagen i dag har været så smuk netop fordi jeg og TDLOA har gjort den sådan: Kaffen i morges var ikke bare kaffe, den var fødselsdagskaffe. Min taske blev ikke båret, fordi manden altid gør det, men fordi jeg har fødselsdag. Og vi drog ikke til Chingford bare for at gå tur i Epping Forrest: Vi skulle fejre min fødselsdag i Epping Forrest.

Og hvor er jeg lykkelig for, at jeg er blevet voksen nok til at græde over pakken fra mine forældre, som var fyldt med genstande fra min barndom: En gammel babushka dukke, en fisk, som sad på en gryde vi fik fra den hvidrussiske pige, der boede hos os hver sommer, en gren fra det sure kirsebærtræ i baghaven. Og Veleda-sæbe, hvis lugt hele min barndom var søbet ind i.

Vi endte med at gå rundt i Epping Forrest i dagevis. Vi fortsatte længere og længere ind i skoven og gik så længe, at vi sled alle vores ben af og bare humpede videre på vores hofteknogler.

Vi blev så sultne og trætte, at vi til sidst drættede om i en seng af visnet muld. Bare for at blive redet af nogle sære små skikkelser, der viste sig at være mennesker fra et uddøende skovfolk. Engelske rumpenisser. De fodrede os med rå skovsild og byggede os en bioark.

Her i Epping Forrest oplevede jeg ikke bare en fødselsdag, men selve min 26. genfødsel. Til et fredeligt år, et år uden hospitaler, hvor jeg er vågen og kan lide hvad jeg ser:

Vi fandt aldrig nogen Apple Pie.

Men vi fandt en vanvittig lækker æblecider i glas så store som Betelgeuse. Og den blev drukket med udsigt til et hestevæddeløb, som fik mig og en lille alkoholiker til at springe op fra tid til anden. De to gamle damer i båsen ved siden af havde åbenbart set deres andel væddeløb og fortsatte ufortrødent med at tale om deres nye køleskabe og døtre, der havde giftet sig med ”mothers-boys”, mens manden med den pink hjelm tabte hele sit forspring, fordi hans hest sprang skævt over en af forhindringerne.

På vej hjem så vi George Bush jr. hælde køkkenaffald i sin brune affaldscontainer.
Jeg gav ham et nik og fik et tilbage.

Fordi jeg har fødselsdag.


/menschenkind

I dag drog manden bort, for at mødes med en britisk læge, der viste sig at være noget så eksotisk som forensisk psykolog.
Der er i mine øjne så meget galt med personlighedsprofiler, men netop dette job taler til et eller andet i mig (som normalt ikke rigtig får lov til at tale).
Da jeg var ung ville jeg være advokat (!?!) bare fordi jeg så gerne ville være sådan en dame, der gik rundt i jakkesæt og højhælede spidse sko og bestemte. Jeg kan stadig ret godt lide at bestemme. Og de fleste af mine sko har hæle - men de er bestemt ikke spidse. Advokatdrømmen brast da jeg var i praktik hos en advokat på Bredgade og opdagede, at jobbet slet ikke mindede om bøgerne jeg havde fundet disse elegante kvinder i. Det eneste jeg kunne lide ved min praktik var papiret de brugte (og som jeg var så heldig at måtte bære hen til min advokat mange gange om dagen). Jeg har siden forgæves forsøgt at finde det papir, som var ret stift og havde sådan en ru overflade, lidt ligesom meget, meget fin bark.
Forensisk psykologi tiltrækker mig nok på samme måde som advokatrollen gjorde dengang. Forskellen er bare, at jeg i dag ved, at jeg aldrig i livet ville kunne leve med at gøre den slags arbejde. Af så mange årsager. Særligt siden jeg for relativt kort tid side opdagede, at jeg faktisk har værdier. Og de værdier lader mig ikke understøtte en samfundsstruktur, jeg ikke bifalder og aktivt opretholde et reduktionistisk menneskesyn.

Nå, jeg var altså alene i dag og overvejede hvad dælen jeg skulle finde på. London ligger for fødderne af mig, men London er så gigantisk en by, at det kan virke ret uoverskueligt at udpege netop den lille gade, der skal besøges.
I sidste ende traf jeg en ret logisk beslutning og tog toget til Bethnal Green, for at gå i en genbrugsforretning, jeg havde læst godt om.

Jeg kan bruge mange, mange timer på at prøve genbrugstøj, men det er absolut en ting jeg kun kan gøre alene. Jeg elsker at gå rundt og se på kjoler, bluser og sko fra så mange forskellige liv og tider. Når jeg prøver tøjet er det ikke bare tøjet selv, men også det liv der sidder i dem, jeg prøver. Jeg kan et øjeblik være en fin dame fra 40-erne, et andet en ung kvinde i 80-erne i neonbadedragt. I sidste ende køber jeg altid kun silkeskjorter og 50er kjoler. Men det ved jeg jo ikke når jeg prøver alt det andet tøj.

Bethnal Green viste sig at være en smuk bydel. Lange, beskidte gader med ramponerede huse og små cheap boder. Og så fandt jeg en slags bager (! (sådan noget dyrker de slet ikke her i byen)), hvor jeg kunne købe min første engelske sconnes. Jeg har sådan set frem til den sconnes. Men mærkelig nok, er det meget nemmere at finde en (lousy) danish end en proper british sconnes.
Jeg fandt også påskeliljer i et krat.

Jeg har lavet en mini-video, mest for at vise genbrugsforretningen, som slog alle forventninger (jeg har ikke set så rå mængder vintagetøj siden jeg var i San Francisco).
Jeg føler mig altid så lusket når jeg filmer folk, så jeg tør ikke at gøre det så længe af gangen. Jeg turde heller ikke at filme de hipstere, der arbejdede derinde, hvilket er en skam. De var så ekstravagante, at bare én af dem ville få hele kødbyen til at dåne. En af de helt vilde baksede sin lille fancy racercykel rundt i forretningen som accessory. Kom igen vesterbro.

Jeg fandt selvfølgelig en silkeskjorte.
Men jeg fandt også, hvad der må være en del af en amerikansk diner-uniform. Den er i de fineste (forfærdelige) pastelfarver og jeg så mig selv hælde lunken kaffe op til stamkunder ved baren, da jeg så den. Og skære Pecan Pie. Og den rolle vil jeg gerne spille.
Måske i morgen.

/menschenkind

I går skete det så. I går pumpede vi vores Oystercards med pund og tog direkte ind til Picadelly Circus. Dér stod vi så, blandt spaniere, franskmænd og tyske skoleelever på udflugt og så på lysreklamerne et øjeblik, før vi gik ned ad gaden med de imponerende ornamenterede bygninger og små ultra fornemme passager (manden hoppede af glæde over passagerne: "Walter Benjamin ville dø af spænding, hvis han kunne se dem").
Og så tog vi ellers turistturen. Men ikke uden en vis ironi, man har vel boet her i næsten en måned.
Lord All ville se, om Londons to største pibeforretninger kunne friste med noget til hans efterhånden ret omfattende tobakslager, der nu står opmagasineret på en sjællandsk strudsefarm. Derfor tog vi turen ind til det glitrende centrum. Derfra gik vi bare og pludselig stod vi foran 10 Downing Street (eller: Englands svar på kartoffelrækkerne, som TDLOA kalder stedet (åbenbart bor Thorning der!? (statsministre er ikke hvad de har været))). Og så førte menneskemængden os til Big Ben og over Themsen og videre og videre. Og efter mange timers vandren endte vi tilbage på Liverpool St. Station, hvorfra vores tog går og hvor der ligger udmærkede toiletter og en japansk biks, der sælger fortrinlige papkrus med stærk mad.
Nu er der gået et døgn siden vi kom hjem og tilbage står følgende spørgsmål fra turen: Kan man dø hvis man bliver brændt på et lunkent bål? Jeg aner ikke, hvorfor vi diskuterede det, da vi ventede på en tube på Blackfriars Station. Måske fordi "friar" lyder som "fire" eller "fritter".
Desuden blev vi på missionen igen overvældet af mangfoldigheden af farver/sprog/klæder her i byen. Så vidt vi ved, findes der én sort dame i Danmark. Hun hedder Manduela og er pibemager og bor i Svendborg. Jeg har ikke selv mødt hende, men har set et billede af hende. Jeg har også en del halv-altmuligt venner. Men de er ret danske at se på.
Nå, jeg har lavet en lille video af øjeblikke fra turen:

I øvrigt skete der noget virkelig, virkelig mærkeligt på vej hjem. Vi sad og længtes efter noget at drikke, så byen glide forbi udenfor og pludselig, ud af det blå og imod al sandsynlighed dukkede den creepy fætter fra forleden op og (!) satte sig lige ved siden af TDLOA!
Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne og sad resten af turen med både begejstring over usandsynligheden, fascination af den underlige og ret tragiske skikkelse og så også, må jeg medgive, en ret stærk angst. Han var så sær. TDLOA mener ikke han var på stoffer, han kender ikke noget stof, der gør, at man opfører sig som han gjorde. Han lugtede heller ikke af alkohol. Men et eller andet havde han taget, jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at man kan være sådan døgnet rundt.
Han lagde meget venligt ud med at sige "sorry mate", da han satte sig, men så stoppede han ikke med at tale og venligheden veg for en lind strøm af britiske gloser, jeg desværre ikke kan gengive. Ikke fordi jeg er for fin på den, men fordi jeg slet ikke kan de ord. De lød i onde. Jo, han kaldte mellemgangsdøren for "stupid cunt", da den smækkede. Og det var ikke svært at forstå ham, da han tog en avis fra nabosædet, flåede den i stykker og kylede den på gulvet. Det lykkedes mig faktisk at filme ham lidt, hvilket var virkelig nervepirrende. Men man er vel (ultrajomfruelig) dokumentarist. Af en art.

/menschenkind

I går glemte jeg at tage kameraet med, da jeg og TDLOA tog toget til Walthamstow, for at finde vaniljecreme. Ja, for første gang i måske ti år er jeg løbet tør for den hidsigt lugtende bodylotion jeg køber mange liter af hver gang jeg er i tyskland. I går fandt jeg en ussel substitut i min yndlings 1-pundshop i The Mall i Walthamstow. Jeg skriver om den lille forstad og ikke mindst centeret en anden gang, for begge dele fortjener at blive beskrevet nærmere.

Hovedsagen er, at jeg glemte mit kamera og derfor ikke kunne fotografere månen, som hang som et skarpt lille spyd over The Mall. Jeg kunne heller ikke filme den afdankede lømmel med blegnede fængselstatoveringer, jeg stod ved siden af i toget (jeg ville nok heller ikke have turdet det). Aldrig i mit liv har jeg set en 17/20/30(?)-årig, der lugtede så stærkt af narrestreger (af den absolut voksne slags).

Ellers har jeg haft mit kamera i rækkevidde siden jeg i mandags opdagede, at det slet ikke er svært at lave film og virkelig morsomt. Desværre har jeg ikke gjort meget andet end at arbejde, så materialet jeg har at klippe i er begrænset til de små pauser jeg tager og så er der selvfølgelig aftenerne (men der er det jo mørkt). I weekenden tager vi på mission igen, der er sikkert noget sjovt at filme inde i "det rigtige" London.

Men her er altså endnu en video. Jeg er i den, fordi jeg jo som nævnt altid er i nærheden af omtalte kamera. Og manden er med, men han har indtil videre mest vist sig fra sin piberygende side på bånd. Jeg må se om ikke jeg kan luske nogle andre optagelser ud af ham. Og så er der jo dyrene. Paradoksalt nok skulle jeg rejse hele vej til London for at få en kat til at lægge sig på mig om natten, se på mens jeg laver mad og betragte mig fra badekaret når jeg er på badeværelset. Høns i haven, hamsteren Jesus ved siden af min læseplads i stuen og marsvin i entreen, der pipper når posten kommer.
Udover weekendudflugterne til markeder og hipsterkvarterer (incestuøst ælte i Notting Hill) og så selvfølgelig mine besøg på diverse universiteter og forskningskontorer rundt omkring i byen, består mit London indtil videre mest af skoven ved siden af huset og de små landsbygader her i kvarteret. Og ærligt talt kan jeg lide London sådan.

/menschenkind

Jeg har hverken taget strikketøj, papir, perler (i hvert fald ikke så mange) eller stof med. Jeg tænkte, at der her i det nye land måtte lades plads til nye indfald. Noget skal mine hænder gøre, særligt om aftenen. Og så i går nat opdagede jeg, at jeg havde iMovie på min computer. I dag har jeg filmet i hver læsepause. Særligt dyr, men også the Dark Lord of All - og mig selv.
Her kan du se hvad det blev til:

Nu bor jeg i London. Det føles ikke meget anderledes end at bo i Danmark eller Tyskland. Jeg føler mig ikke anderledes, når jeg vågner om morgenen, solen opfører sig på samme måde (venstre-højre, op-ned) og jeg spiser samme slags æbler (braeburn). Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, bare fordi min krop bliver transporteret to timer mod vest er den jo stadig bare min krop. Og selvom menneskerne her er to timer bagud står de jo stadig op om morgenen (bare lidt senere), spiser (lidt mere hvede) og gør hvad man nu gør før man lægger hovedet tilbage på puden (klart højere pude).
Men så er der alligevel de små forskelle, som vidner om en anden kulturel udvikling her, to timer mod vest. Særligt sådan noget med retning har briterne en anden tilgang til end folk derhjemme. Fx åbnes langt de fleste døre indad, hvilket fx kan gøre det ret besværligt at komme ud af mikroskopiske wc'er på universitetet og gør det ret kompliceret at lukke katte ud, når de står med snuden mod døren og vil væk, nu. 
Desuden kan man aldrig vide hvilken side håndtag sidder på på døre, særligt om morgenen (og om natten) har det ført til nogen frugtesløs langen ud efter et antaget håndtag på højre side. Når man skal tisse meget, betyder de sekunder, der går på at finde håndtaget på den anden side, en del.
Og så er der jo trafikken. I ved. Jeg ser til begge sider, når jeg krydser veje, fordi jeg først var meget bevidst om, at jeg skulle vende min intuition om (mod højre), men nu hverken stoler på min gamle eller nye første indskydelse. Jeg er bare indstillet på, at biler her i England kan komme hvorsomhelst fra. Hvem ved. Jeg befinder mig i landet, hvor børn kan flyve på koste og bjørne kan have filosofiske samtaler med ugler. Måske bør jeg også begynde at kikke opad.

/menschenkind