...efter mange måneders læsning og skrivning har jeg nu afleveret mit speciale. Jeg ville ønske jeg kunne være blevet ved. I ti år.
Hvis nogen derude skulle have lyst til at få et indtryk af, hvad det er der virkelig interesserer mig her i verden, ligger specialet lige her.
| masters_thesis_mikka_lene_hjholt_pers.pdf |
| File Size: | 8989 kb |
| File Type: | pdf |
Download File
ABSTRACT
In this thesis we propose that the individual relates to its life and itself by telling stories. We argue that the study of life stories gives valuable insight into the complex temporality that is at play when the individual seeks to understand its life and who it is as a person. Employing narrative as a functional concept, we investigate what specific narrative configurations 'make present' in the context they are situated in, and what they achieve for the individual.
We first provide a brief historical overview of the field of narrative research, which is populated by a diversity of conceptualisations of narrative. This overview forms a backdrop to the approach we take to our empirical investigation. We conduct interviews with four interviewees for whom it has been important not to repeat what they consider to be dysfunctional patterns of their childhood homes. Through an inquiry into the ways in which these self-identified 'pattern-breakers' make their life present to us, we analyse and discuss the dynamic quality of life stories: The individual when framing its life in narrative terms can revisit its past and re-evaluate previously held perspectives on it, rendering visible the direction its life has taken.
Our analysis shows that the individual ascribes meanings to its life through interplays between simultaneously present narrative points of view. Life stories are innately relational in that they allow the narrating individual to view its life from different positions that relate to each other in various ways. We observe how the individual can actively develop stances to its life by playing out dialogues between temporally distributed versions of its self that can co-exist in life stories. Furthermore, we identify the manners in which life stories are tied up in the lives led - and stories told - by specific and general others. In our analysis we see that interpersonal encounters can open new perspectives to the individual, and we explore how others can be granted a say in the intra-narrative dynamic that the individual defines its life through.
We conclude that the self that emerges in life stories is in fact a larger self, as it contains a plurality of viewpoints that engage in ongoing dialogues. This perspective on narrative composition gives us a better understanding as to how the individual by working on its life stories can become able to envisage ever-new interpretations of its life.
/menschenkind
Specialet er afleveret lige om lidt. Stort set.
/menschenkind
"The purpose of poetry is to remind us how difficult it is to remain just one person, for our house is open, there are no keys to the doors, and invisible guests come in and out at will."
Mary Watkins / Invisible Guest
/menschenkind
Hvem kunne tænke sig denne her?
Lea har pakket den og hun går lige nu og overvejer hvem hun skal sende den til. Måske er det dig?
Se her./menschenkind
I dag var den fineste dag. Kold og spids og ganske skarp.
Her er min version af den:
...og TDLOA's klipning af samme materiale:
For sjov.
/menschenkind
TDLOA har lavet et lille juleklip. I år holdt vi jul i Drage, en landsby mellem Treenen og Ejderen, hvor jeg blev født på en madrads foran en brændeovn i huset mine forældre stadig bor i.
Her møder i alle mine brødre samt C. Desuden ser i min bedstemor, hun var kommet fra Berlin. Og så er der ganske kort to fætre, en tante og min far og mor.
Og min landsby altså. Nede hos os er der så fladt, at man, når man stiller sig på en avis, kan se hvem der kommer på besøg i overmorgen.
Siger man.
Jeg vender tilbage snart.
/menschenkind
Otte timer om dagen sidder jeg og beskæftiger mig med hvordan man kan forstå selve det at tænke som komplekse tidshandlinger. Det er, hvad jeg og C skriver speciale om.
Vi har fundet os et underligt lille hjørne af psykologien at dykke ned i og der sidder vi hver dag og undersøger betingelserne for hvordan vi navigerer i vores fortid, foregriber fremtider, ubesværet bevæger os i hypotetiske udviklingsspor og fuldkommen ubesværet opererer med en lang række temporaliteter samtidigt.
Se bare en tilfældig sætning som denne:
Fra jeg var syv, troede jeg, at tunfisk var en kropsdel af alle slags fisk, hvilket jo er helt absurt. Jeg ville ønske nogen ville have korrigeret mig dengang så jeg ikke ville komme til at blive afsløret i 3.g. hvor alle grinede af mig, det var så pinligt.
Her møder vi:
a) en person, som er syv og har misforstået fisk og i 3.g (smertefuldt) bliver gjort opmærksom på sin fejltagelse.
b) en fortæller, der bedømmer person a’s tanker
c) et hypotetisk barn, hvis misforståelse er blevet rettet og udvikling forløber anderledes
Vi møder person a i en ubestemt fortid, hvor vedkommende er syv år gammel og følger vedkommende til 3.g. Person a foretager altså en bevægelse fremad fra fortiden og hen imod nutiden, hvor vi forventer, at personen merger med person b, fortælleren
Person b, er forankret i nutiden hvorfra han/hun bevæger sig tilbage i tid, til to forskellige situationer
Den hypotetiske person c følger samme temporalitet som person a, dog i et parallelt forskudt spor
Er det ikke fascinerende? Alle de ovenstående handlinger sker i en nutid, hvor en person håndterer alle de forskellige bevægelser i tid. Uden at forvirre sig selv eller andre. En hund ville ikke kunne gøre det.
Nå, det var jo bare indledningen. For at i kan forstå, hvorfor man ikke undrer sig, når man pludselig ser George Washington komme gående ned ad biblioteksgangen, må i forestille jer, hvor langt ude man kommer, når man otte timer om dagen læser og skriver om temporalitet. Hvorfor ikke, er det første man så tænker, når George Washington går lige der, med gulvbrædderne knirkende under sine føder.
C så ham først. ”Mikka”, hviskede hun og pegede, ”er det ikke Prince Charles?”. C havde på nærværende tidspunkt siddet og stirret ind i sin computerskærm i 5 timer uden at drikke noget som helst (og havde derfor ikke engang bevæget sig fra sin plads for at tisse).
Så læste vi videre. Af og til kom en mand forbi og rettede på nogle lys, som var blevet sat op for at få biblioteket til at tage sig godt ud. I den ene ende af vores lange kirkeskibsagtige bibliotek var de nemlig i gang med at optage interview til et eller andet (nu jeg skriver det her, går det op for mig, at det nok også var en medvirkende faktor til, at vi ikke undrede os synderligt over George Washingtons tilstedeværelse, nogen skulle jo interviewes).
Da vi senere spiste frokost så jeg Lene Espersen stå i kantinen og læsse en kæmpe portion flæsk op på sin tallerken. Og C opdagede Berthel Haarders krop, som bar på en anden mands ansigt. Desuden blev vi ved med at støde på Morten Messerschmidt, da vi var kommet tilbage på biblioteket og arbejdede videre.
Når man afskaffer distinktionen mellem fortid, nutid og fremtid og betragter det hele som en handling i nuet, virker det lige pludselig ikke så underligt også bare at ophæve ”rum” som koncept. Might as well.
Nogle gange er jeg bekymret for om jeg og C lige så stille og ganske ubemærket bevæger os ind i en fælles psykose.
Oh well.
/menschenkind
RSS Feed