Otte timer om dagen sidder jeg og beskæftiger mig med hvordan man kan forstå selve det at tænke som komplekse tidshandlinger. Det er, hvad jeg og C skriver speciale om.
Vi har fundet os et underligt lille hjørne af psykologien at dykke ned i og der sidder vi hver dag og undersøger betingelserne for hvordan vi navigerer i vores fortid, foregriber fremtider, ubesværet bevæger os i hypotetiske udviklingsspor og fuldkommen ubesværet opererer med en lang række temporaliteter samtidigt.
Se bare en tilfældig sætning som denne:
Fra jeg var syv, troede jeg, at tunfisk var en kropsdel af alle slags fisk, hvilket jo er helt absurt. Jeg ville ønske nogen ville have korrigeret mig dengang så jeg ikke ville komme til at blive afsløret i 3.g. hvor alle grinede af mig, det var så pinligt.
Her møder vi:
a) en person, som er syv og har misforstået fisk og i 3.g (smertefuldt) bliver gjort opmærksom på sin fejltagelse.
b) en fortæller, der bedømmer person a’s tanker
c) et hypotetisk barn, hvis misforståelse er blevet rettet og udvikling forløber anderledes
Vi møder person a i en ubestemt fortid, hvor vedkommende er syv år gammel og følger vedkommende til 3.g. Person a foretager altså en bevægelse fremad fra fortiden og hen imod nutiden, hvor vi forventer, at personen merger med person b, fortælleren
Person b, er forankret i nutiden hvorfra han/hun bevæger sig tilbage i tid, til to forskellige situationer
Den hypotetiske person c følger samme temporalitet som person a, dog i et parallelt forskudt spor
Er det ikke fascinerende? Alle de ovenstående handlinger sker i en nutid, hvor en person håndterer alle de forskellige bevægelser i tid. Uden at forvirre sig selv eller andre. En hund ville ikke kunne gøre det.
Nå, det var jo bare indledningen. For at i kan forstå, hvorfor man ikke undrer sig, når man pludselig ser George Washington komme gående ned ad biblioteksgangen, må i forestille jer, hvor langt ude man kommer, når man otte timer om dagen læser og skriver om temporalitet. Hvorfor ikke, er det første man så tænker, når George Washington går lige der, med gulvbrædderne knirkende under sine føder.
C så ham først. ”Mikka”, hviskede hun og pegede, ”er det ikke Prince Charles?”. C havde på nærværende tidspunkt siddet og stirret ind i sin computerskærm i 5 timer uden at drikke noget som helst (og havde derfor ikke engang bevæget sig fra sin plads for at tisse).
Vi har fundet os et underligt lille hjørne af psykologien at dykke ned i og der sidder vi hver dag og undersøger betingelserne for hvordan vi navigerer i vores fortid, foregriber fremtider, ubesværet bevæger os i hypotetiske udviklingsspor og fuldkommen ubesværet opererer med en lang række temporaliteter samtidigt.
Se bare en tilfældig sætning som denne:
Fra jeg var syv, troede jeg, at tunfisk var en kropsdel af alle slags fisk, hvilket jo er helt absurt. Jeg ville ønske nogen ville have korrigeret mig dengang så jeg ikke ville komme til at blive afsløret i 3.g. hvor alle grinede af mig, det var så pinligt.
Her møder vi:
a) en person, som er syv og har misforstået fisk og i 3.g (smertefuldt) bliver gjort opmærksom på sin fejltagelse.
b) en fortæller, der bedømmer person a’s tanker
c) et hypotetisk barn, hvis misforståelse er blevet rettet og udvikling forløber anderledes
Vi møder person a i en ubestemt fortid, hvor vedkommende er syv år gammel og følger vedkommende til 3.g. Person a foretager altså en bevægelse fremad fra fortiden og hen imod nutiden, hvor vi forventer, at personen merger med person b, fortælleren
Person b, er forankret i nutiden hvorfra han/hun bevæger sig tilbage i tid, til to forskellige situationer
Den hypotetiske person c følger samme temporalitet som person a, dog i et parallelt forskudt spor
Er det ikke fascinerende? Alle de ovenstående handlinger sker i en nutid, hvor en person håndterer alle de forskellige bevægelser i tid. Uden at forvirre sig selv eller andre. En hund ville ikke kunne gøre det.
Nå, det var jo bare indledningen. For at i kan forstå, hvorfor man ikke undrer sig, når man pludselig ser George Washington komme gående ned ad biblioteksgangen, må i forestille jer, hvor langt ude man kommer, når man otte timer om dagen læser og skriver om temporalitet. Hvorfor ikke, er det første man så tænker, når George Washington går lige der, med gulvbrædderne knirkende under sine føder.
C så ham først. ”Mikka”, hviskede hun og pegede, ”er det ikke Prince Charles?”. C havde på nærværende tidspunkt siddet og stirret ind i sin computerskærm i 5 timer uden at drikke noget som helst (og havde derfor ikke engang bevæget sig fra sin plads for at tisse).
Så læste vi videre. Af og til kom en mand forbi og rettede på nogle lys, som var blevet sat op for at få biblioteket til at tage sig godt ud. I den ene ende af vores lange kirkeskibsagtige bibliotek var de nemlig i gang med at optage interview til et eller andet (nu jeg skriver det her, går det op for mig, at det nok også var en medvirkende faktor til, at vi ikke undrede os synderligt over George Washingtons tilstedeværelse, nogen skulle jo interviewes).
Da vi senere spiste frokost så jeg Lene Espersen stå i kantinen og læsse en kæmpe portion flæsk op på sin tallerken. Og C opdagede Berthel Haarders krop, som bar på en anden mands ansigt. Desuden blev vi ved med at støde på Morten Messerschmidt, da vi var kommet tilbage på biblioteket og arbejdede videre.
Når man afskaffer distinktionen mellem fortid, nutid og fremtid og betragter det hele som en handling i nuet, virker det lige pludselig ikke så underligt også bare at ophæve ”rum” som koncept. Might as well.
Nogle gange er jeg bekymret for om jeg og C lige så stille og ganske ubemærket bevæger os ind i en fælles psykose.
Oh well.
/menschenkind
Da vi senere spiste frokost så jeg Lene Espersen stå i kantinen og læsse en kæmpe portion flæsk op på sin tallerken. Og C opdagede Berthel Haarders krop, som bar på en anden mands ansigt. Desuden blev vi ved med at støde på Morten Messerschmidt, da vi var kommet tilbage på biblioteket og arbejdede videre.
Når man afskaffer distinktionen mellem fortid, nutid og fremtid og betragter det hele som en handling i nuet, virker det lige pludselig ikke så underligt også bare at ophæve ”rum” som koncept. Might as well.
Nogle gange er jeg bekymret for om jeg og C lige så stille og ganske ubemærket bevæger os ind i en fælles psykose.
Oh well.
/menschenkind
RSS Feed