I dag var en af de dage, hvor altid ligesom er spidsere og tungere.

Da jeg var 12 fandt mine forældre mig en nat gå i søvne ude på gangen. Jeg husker, da de opdagede mig. En eller anden del af mig vågnede der, lige ved siden af døren ind til badeværelset, helt tæt på væggen og den del af mig var klar over, at min mor trak mig med sig ind i stuen og hen på mine forældres seng.
Men jeg vågnede aldrig helt fra min drøm, selvom jeg forstod alt mine forældre sagde til mig og jeg også kunne trygle dem om at vække mig.
Til sidst gav vi alle op. Jeg ved ikke hvor længe jeg lå med hovedet i min mors skød. Men det føltes som mindst en time og det var en forfærdelig time, for jeg var fanget i det værste mareridt jeg nogensinde havde haft.

Og jeg har haft samme drøm mange, mange gange siden. Nogle gange har jeg også haft den, når jeg har været vågen.

I drømmen bærer jeg noget ekstremt blødt, men meget tungt og det er rundt men helt spidst. Det er tyndt, men uendelig langt - som en nervebane.
Det er lille bitte, men så tungt, at jeg ikke kan holde det oppe. Og det er noget kæmpe stort, der så tyndt, at det er gennemsigtigt - som knoglehinder.

Der findes dage, der føles sådan.
Hvor jeg bærer alt omkring mig, lyde, mennesker, genstande, farver og det hele er formet, som i min drøm.
Alt synker lige ind i mig.

I dag var sådan en dag.

Så afleverede jeg mine sko ved en skomager i Walthamstow. Jeg måtte vente i noget tid, for et kinesisk par havde brug for absurd mange sæt nøgler og en mand af uigennemskuelig herkomst insisterede på at få sin 10 pund seddel byttet til en meget specifik fordeling af mønter (briterne har en million forskellige mønter).

Da det endelig blev min tur lænede skomanden sig frem mod mig og sagde alvorligt: "Everything is possible luve, everything is possible".

Måske en anden dag, ville jeg bare have smilet og pænt taget min skokvittering. Jeg ville nok have forstået mandens udsagn som svar på det spørgsmål jeg havde stillet ham (is it possible to repair these shoes?) og ikke have lagt mere i det.

Men i dag, hvor alting i forvejen er spidst på mig, fremstår skomanden som en art profet. I hvert fald den mest profetagtige skabning min verden kan rumme.
For han har jo ret. Alt er muligt. Fremtiden findes ikke.
Det kan jeg bare ikke vide hver dag.

De fleste dage holder jeg verden på afstand, jeg overdøver den. Jeg sidder aldrig stille.
Men hvor er det godt, at det ikke altid lykkes.


/menschenkind

God morgen!
Vi er på vej ud for at se hvordan man fejrer St. Patty her i byen.

Men jeg ville lige kort lægge en ny lille film ud, jeg blev færdig med den i går aftes. Det tog vildt lang tid at lave den, fordi musikken er så up-beat (jeg har sat de fleste klip til at køre i dobbelt hastighed) og derfor løb jeg hele tiden tør for optagelser...
Der er klip fra Camden (crazy crowded område), her fra Highams Park, Chingford og området omking Covent Garden inde i centrum.

(Videoen ligger i højere kvalitet på YouTube, se den HER)

Men her er den altså folkens:

I dag er min fødselsdag!

Der var nogle år, da tyverne kom, hvor jeg ikke ville fejre mig selv på min fødselsdag. Ikke fordi jeg ikke var glad for at være blevet født (det er det bedste, der nogensinde er sket mig), men fordi jeg vidste, at lige meget hvad jeg gjorde, var barndommens glæde ved den 16. marts forsvundet. Jeg turde slet ikke gøre et forsøg.

Men i løbet af de sidste to-tre år er jeg blevet voksen. Og jeg har lige opdaget det.
Underligt nok betyder det at blive voksen for mig, at jeg igen kan vende tilbage til min barndom. Jeg kan opsøge mennesker, ting og steder, som var en del af min barndom og føle glæde.

Før var jeg nødt til at undgå sådan en bevægelse bagud, fordi jeg var bange for at mærke, at barndommen var uigenkaldeligt tabt. At jeg ikke længere kunne vade rundt i en bæk i timevis og bygge dæmninger.
Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle passe min voksne krop ind i min barndomsseng.

I de sidste dage har jeg været bekymret for min fødselsdag, fordi jeg frygtede, at det ikke ville være en særlig dag længere. Derfor tænkte jeg: Jeg skal finde verdens bedste og mest autentiske britiske Apple Pie. Den må da smage bare lidt at fødselsdag.

Men så snart klokken var 12:00 her i London, indfandt verdens bedste dag sig kraftedeme. Igen.

Min dejlige veninde C sendte mig i morges denne stribe:

Og den er perfekt. For hele dagen i dag har været så smuk netop fordi jeg og TDLOA har gjort den sådan: Kaffen i morges var ikke bare kaffe, den var fødselsdagskaffe. Min taske blev ikke båret, fordi manden altid gør det, men fordi jeg har fødselsdag. Og vi drog ikke til Chingford bare for at gå tur i Epping Forrest: Vi skulle fejre min fødselsdag i Epping Forrest.

Og hvor er jeg lykkelig for, at jeg er blevet voksen nok til at græde over pakken fra mine forældre, som var fyldt med genstande fra min barndom: En gammel babushka dukke, en fisk, som sad på en gryde vi fik fra den hvidrussiske pige, der boede hos os hver sommer, en gren fra det sure kirsebærtræ i baghaven. Og Veleda-sæbe, hvis lugt hele min barndom var søbet ind i.

Vi endte med at gå rundt i Epping Forrest i dagevis. Vi fortsatte længere og længere ind i skoven og gik så længe, at vi sled alle vores ben af og bare humpede videre på vores hofteknogler.

Vi blev så sultne og trætte, at vi til sidst drættede om i en seng af visnet muld. Bare for at blive redet af nogle sære små skikkelser, der viste sig at være mennesker fra et uddøende skovfolk. Engelske rumpenisser. De fodrede os med rå skovsild og byggede os en bioark.

Her i Epping Forrest oplevede jeg ikke bare en fødselsdag, men selve min 26. genfødsel. Til et fredeligt år, et år uden hospitaler, hvor jeg er vågen og kan lide hvad jeg ser:

Vi fandt aldrig nogen Apple Pie.

Men vi fandt en vanvittig lækker æblecider i glas så store som Betelgeuse. Og den blev drukket med udsigt til et hestevæddeløb, som fik mig og en lille alkoholiker til at springe op fra tid til anden. De to gamle damer i båsen ved siden af havde åbenbart set deres andel væddeløb og fortsatte ufortrødent med at tale om deres nye køleskabe og døtre, der havde giftet sig med ”mothers-boys”, mens manden med den pink hjelm tabte hele sit forspring, fordi hans hest sprang skævt over en af forhindringerne.

På vej hjem så vi George Bush jr. hælde køkkenaffald i sin brune affaldscontainer.
Jeg gav ham et nik og fik et tilbage.

Fordi jeg har fødselsdag.


/menschenkind

Hvem kan sidde uberørt på bagerste række, når en foredragsholder indleder sit oplæg med et “I hope this speech will lead to a global revolution in consciousness”?

Jeg er mester i at finde den mindst synlige plads i et undervisningslokale eller auditorium og derfra forsøger jeg så vidt muligt at få lov til at reagere på hvad jeg hører i fred. Men i går blev jeg i meget højere grad og på en meget usædvanlig måde involveret i et foredrag.

Det var kvindernes internationale kampdag i går. Jeg er på ingen måde feministisk anlagt, så indtil videre har denne dag ikke påvirket mig i synderlig grad. Jeg har vidst, at den fandtes og er selvfølgelig blevet mindet om den, når den årligt har indfundet sig (særligt mens jeg arbejdede på DR Nyheder), men jeg har hverken kæmpet nogen kønskamp den dag, eller nogen anden dag i mit liv.

Det er svært at være feminist, når man har så mange brødre som jeg har, det er umuligt at sælge mig et stereotypt billede af en manden. Ærligt talt har jeg altid følt mig tryggere i selskab med repræsentanter fra det mandlige køn end med dem fra mit eget. Netop fordi jeg for det meste var sammen med drenge, er jeg vokset op med, at mit køn har givet mig frihed til at opføre mig anderledes end de andre jeg har været sammen med. Mit køn diskvalificerede mig automatisk fra eventuelle konkurrencer og jeg tror også, at jeg har kunnet slippe af sted med mærkelig opførsel, fordi den af drengene blev tilskrevet det faktum, at jeg jo var pigen. Og hvem ved hvad der forgår i pigers hoved.

Det tætteste jeg har været på feminisme var en dag min veninde på psykologisk bibliotek proklamerede, at hun havde besluttet sig for at blive feminist, det var på tide kunne hun mærke, hvorpå hun forsvandt ind i den del af biblioteket, der nu havde åbnet sig for hende og vendte tilbage med en feministisk bog af en art. Denne bog ville ligge på hendes værelse i lang tid uden nogen sinde at blive åbnet. Men feminist var hun, for hun havde bogen og vi syntes begge, at dens tilstedeværelse var af stor betydning.

Så i går, da jeg sammen med min professor løb fra hendes kontor ned ad trappen og hen til lokale 008 på University of East London, for at deltage i en feministisk paneldiskussion, var jeg ganske indstillet på at lade mig synke dybt ned i en stol og spise is i mit happy place.

Men den gik ikke.

Det lykkedes mig at snige mig væk fra professoren og liste mig op på bagerste række med en god portion af de obligatoriske event-snacks, som universiteterne her i landet stiller til rådighed ved ethvert lille arrangement (hvad sker der for det?), men efter kort tid kom en mand og sagde, at bagerste række var reserveret til kameramænd. Jeg er ikke kameramand, så jeg måtte flytte en række frem og dermed lige ved siden af en anden pige.

Hun skulle senere blive en slags forbundsfælle i et show, som kom bag på os begge.

Det lykkedes mig ikke at være usynlig denne gang. For det første var det umuligt at skjule sig for hele syv (!?) kameramænd og for det andet besluttede den kære keynote speaker sig for at bede alle i publikum om at redegøre for deres sexliv.

Otte forskere deltog i debatten og præsenterede deres forskning, hvor køn spillede en eller anden rolle. Alle henvendte sig på et tidspunkt i præsentationen til kvinden i midten, keynote speakeren, og erklærede hende deres taknemmelighed. Jeg blev mere og mere interesseret i denne kvinde i midten, som i øvrigt lignede noget fra en pornofilm. Eller Hollywood. Hendes alder var umulig at bestemme, for den var blevet fjernet med sprøjter og ikke for få operationer. Hun var platinblond og havde kæmpe røde læber, solbriller på, selvom der var mørkt i lokalet. Og mens hun således fra alle sider blev lovprist sad hun ubevægeligt og så, sådan virkede det i hvert fald, ufortrødent lige på mig. Måske snød solbrillerne, måske er det bare fordi jeg tror jeg er den mest interessante i verden, jeg havde i hvert fald en klar fornemmelse af at blive stirret på at dette underlige væsen, der lignede en kvindelig version af Michael Jackson.

Shere Hite, som kvinden i midten så åbenbart hed, viste sig på et tidspunkt i 70-erne at have udgivet en bog, The Hite Report on Female Sexuality, der blev en international bestseller. Kvinder og mænd i hele verden blev her opfordret til at gøre op med dominerende forestillinger om intercourse-fikseret sex. Kvinder skal stimuleres på andre måder, foreslår Shere og det var hende, der fik kvinder verden over til at finde spejlet frem og aftaste deres nedre regioner. Måske var det også hende, som overbeviste kvinderne på thylejren om, at kussetryk var en god ide. Givetvis.

Ifølge Shere kan ligestilling nås igennem en revolution af vores måde at dyrke sex på, når mænd giver kvinder orgasmer giver de hendes umiddelbart bagefter mere i løn. Også krig kan vindes via sex, for kvinden har magt over manden igennem hendes mulighed for at krydse benene og lade ham stå uforløst og handlingslammet tilbage.

Bogen gjorde Shere meget berømt og i dag er hun leder for et helt forskningscenter og flytter fra universitet til universitet. Hendes hovedfjende i dag er ”g-spot propagandaen”, som hun anser for at være et direkte angreb på hendes fremstød tilbage i 70-erne. Hvorfor blev g-punktet opdaget lige efter hendes udgivelse, hvis ikke dette fund var mændenes forsøg på igen at få kvinderne til at sprede benene og byde manden indenfor?

Efter at have præsenteret disse tanker var det så publikums tur til at fortælle om deres sexliv. En kvinde på forreste række lagde hårdt ud med at insistere på, at g-punktet ikke er et belejligt påfund, jeg kan fylde hele det bæger med min ejakulationsvæske, råbte hun og pegede på stakkels Sheres vandglas. Og hun ville gerne bevise det, hvis nogen i publikum havde lyst til at lægge sig på et af bordene. Allerede her sank jeg mange centimeter ned i sædet. Det var også på det tidspunkt jeg begyndte at udveksle skræmte blikke med pigen ved siden af mig. Nu var samtlige kameraer rettet mod os i publikum, og vi var kun omkring 15, selvfølgelig alle kvinder.

Tanken om at lufte mine seksuelle tilbøjeligheder for løbende kamera og foran alle forskerne på min afdeling gjorde mig ganske bekymret. Og jo nærmere Sheres rystende pegefinger kom mit sæde, jo tættere rykkede jeg og pigen ved min side på hinanden.

Vi blev reddet. Af uret. Klassiker. Saved by the bell.

Jeg har optaget lidt af Sheres tale. Hun har en eller anden sygdom, derfor lyder hun så mærkelig. Men hendes grandiose forestillinger om sig selv og sin evne hvad revolutioner angår, kombineret med hendes faretruende ydre (hun viser sig i øvrigt at være født for næsten hundrede år siden) gjorde hendes stemme bare plain creepy.

Se selv:

Jeg åndede meget dybt ud, da arrangementet sluttede og kameraerne en sidste gang rettede sig mod Shere, der står, helt perpleks, med alle sine fans linet op bag sig. Jeg glædede mig ubeskriveligt meget til at sidde i tube’en, hvor ingen nogensinde kigger på hinanden. Og hvor seksualitet er gemt godt væk bag tomme øjne, stift rettet mod ingenting. Men før jeg nåede derud fangede ejakulationsdamen mig og den nu ret fortrolige pige ved min side. Og hun holdt os fast. I lang tid.

Jeg tror ikke jeg er blevet mere feminist efter i går. Men nu ved jeg hvordan man får kvinder til at sprøjte udover hele sengen. Og det er vel også en form for empowerment.

/menschenkind

I dag drog manden bort, for at mødes med en britisk læge, der viste sig at være noget så eksotisk som forensisk psykolog.
Der er i mine øjne så meget galt med personlighedsprofiler, men netop dette job taler til et eller andet i mig (som normalt ikke rigtig får lov til at tale).
Da jeg var ung ville jeg være advokat (!?!) bare fordi jeg så gerne ville være sådan en dame, der gik rundt i jakkesæt og højhælede spidse sko og bestemte. Jeg kan stadig ret godt lide at bestemme. Og de fleste af mine sko har hæle - men de er bestemt ikke spidse. Advokatdrømmen brast da jeg var i praktik hos en advokat på Bredgade og opdagede, at jobbet slet ikke mindede om bøgerne jeg havde fundet disse elegante kvinder i. Det eneste jeg kunne lide ved min praktik var papiret de brugte (og som jeg var så heldig at måtte bære hen til min advokat mange gange om dagen). Jeg har siden forgæves forsøgt at finde det papir, som var ret stift og havde sådan en ru overflade, lidt ligesom meget, meget fin bark.
Forensisk psykologi tiltrækker mig nok på samme måde som advokatrollen gjorde dengang. Forskellen er bare, at jeg i dag ved, at jeg aldrig i livet ville kunne leve med at gøre den slags arbejde. Af så mange årsager. Særligt siden jeg for relativt kort tid side opdagede, at jeg faktisk har værdier. Og de værdier lader mig ikke understøtte en samfundsstruktur, jeg ikke bifalder og aktivt opretholde et reduktionistisk menneskesyn.

Nå, jeg var altså alene i dag og overvejede hvad dælen jeg skulle finde på. London ligger for fødderne af mig, men London er så gigantisk en by, at det kan virke ret uoverskueligt at udpege netop den lille gade, der skal besøges.
I sidste ende traf jeg en ret logisk beslutning og tog toget til Bethnal Green, for at gå i en genbrugsforretning, jeg havde læst godt om.

Jeg kan bruge mange, mange timer på at prøve genbrugstøj, men det er absolut en ting jeg kun kan gøre alene. Jeg elsker at gå rundt og se på kjoler, bluser og sko fra så mange forskellige liv og tider. Når jeg prøver tøjet er det ikke bare tøjet selv, men også det liv der sidder i dem, jeg prøver. Jeg kan et øjeblik være en fin dame fra 40-erne, et andet en ung kvinde i 80-erne i neonbadedragt. I sidste ende køber jeg altid kun silkeskjorter og 50er kjoler. Men det ved jeg jo ikke når jeg prøver alt det andet tøj.

Bethnal Green viste sig at være en smuk bydel. Lange, beskidte gader med ramponerede huse og små cheap boder. Og så fandt jeg en slags bager (! (sådan noget dyrker de slet ikke her i byen)), hvor jeg kunne købe min første engelske sconnes. Jeg har sådan set frem til den sconnes. Men mærkelig nok, er det meget nemmere at finde en (lousy) danish end en proper british sconnes.
Jeg fandt også påskeliljer i et krat.

Jeg har lavet en mini-video, mest for at vise genbrugsforretningen, som slog alle forventninger (jeg har ikke set så rå mængder vintagetøj siden jeg var i San Francisco).
Jeg føler mig altid så lusket når jeg filmer folk, så jeg tør ikke at gøre det så længe af gangen. Jeg turde heller ikke at filme de hipstere, der arbejdede derinde, hvilket er en skam. De var så ekstravagante, at bare én af dem ville få hele kødbyen til at dåne. En af de helt vilde baksede sin lille fancy racercykel rundt i forretningen som accessory. Kom igen vesterbro.

Jeg fandt selvfølgelig en silkeskjorte.
Men jeg fandt også, hvad der må være en del af en amerikansk diner-uniform. Den er i de fineste (forfærdelige) pastelfarver og jeg så mig selv hælde lunken kaffe op til stamkunder ved baren, da jeg så den. Og skære Pecan Pie. Og den rolle vil jeg gerne spille.
Måske i morgen.

/menschenkind

I går skete det så. I går pumpede vi vores Oystercards med pund og tog direkte ind til Picadelly Circus. Dér stod vi så, blandt spaniere, franskmænd og tyske skoleelever på udflugt og så på lysreklamerne et øjeblik, før vi gik ned ad gaden med de imponerende ornamenterede bygninger og små ultra fornemme passager (manden hoppede af glæde over passagerne: "Walter Benjamin ville dø af spænding, hvis han kunne se dem").
Og så tog vi ellers turistturen. Men ikke uden en vis ironi, man har vel boet her i næsten en måned.
Lord All ville se, om Londons to største pibeforretninger kunne friste med noget til hans efterhånden ret omfattende tobakslager, der nu står opmagasineret på en sjællandsk strudsefarm. Derfor tog vi turen ind til det glitrende centrum. Derfra gik vi bare og pludselig stod vi foran 10 Downing Street (eller: Englands svar på kartoffelrækkerne, som TDLOA kalder stedet (åbenbart bor Thorning der!? (statsministre er ikke hvad de har været))). Og så førte menneskemængden os til Big Ben og over Themsen og videre og videre. Og efter mange timers vandren endte vi tilbage på Liverpool St. Station, hvorfra vores tog går og hvor der ligger udmærkede toiletter og en japansk biks, der sælger fortrinlige papkrus med stærk mad.
Nu er der gået et døgn siden vi kom hjem og tilbage står følgende spørgsmål fra turen: Kan man dø hvis man bliver brændt på et lunkent bål? Jeg aner ikke, hvorfor vi diskuterede det, da vi ventede på en tube på Blackfriars Station. Måske fordi "friar" lyder som "fire" eller "fritter".
Desuden blev vi på missionen igen overvældet af mangfoldigheden af farver/sprog/klæder her i byen. Så vidt vi ved, findes der én sort dame i Danmark. Hun hedder Manduela og er pibemager og bor i Svendborg. Jeg har ikke selv mødt hende, men har set et billede af hende. Jeg har også en del halv-altmuligt venner. Men de er ret danske at se på.
Nå, jeg har lavet en lille video af øjeblikke fra turen:

I øvrigt skete der noget virkelig, virkelig mærkeligt på vej hjem. Vi sad og længtes efter noget at drikke, så byen glide forbi udenfor og pludselig, ud af det blå og imod al sandsynlighed dukkede den creepy fætter fra forleden op og (!) satte sig lige ved siden af TDLOA!
Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne og sad resten af turen med både begejstring over usandsynligheden, fascination af den underlige og ret tragiske skikkelse og så også, må jeg medgive, en ret stærk angst. Han var så sær. TDLOA mener ikke han var på stoffer, han kender ikke noget stof, der gør, at man opfører sig som han gjorde. Han lugtede heller ikke af alkohol. Men et eller andet havde han taget, jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at man kan være sådan døgnet rundt.
Han lagde meget venligt ud med at sige "sorry mate", da han satte sig, men så stoppede han ikke med at tale og venligheden veg for en lind strøm af britiske gloser, jeg desværre ikke kan gengive. Ikke fordi jeg er for fin på den, men fordi jeg slet ikke kan de ord. De lød i onde. Jo, han kaldte mellemgangsdøren for "stupid cunt", da den smækkede. Og det var ikke svært at forstå ham, da han tog en avis fra nabosædet, flåede den i stykker og kylede den på gulvet. Det lykkedes mig faktisk at filme ham lidt, hvilket var virkelig nervepirrende. Men man er vel (ultrajomfruelig) dokumentarist. Af en art.

/menschenkind