I dag var en af de dage, hvor altid ligesom er spidsere og tungere.

Da jeg var 12 fandt mine forældre mig en nat gå i søvne ude på gangen. Jeg husker, da de opdagede mig. En eller anden del af mig vågnede der, lige ved siden af døren ind til badeværelset, helt tæt på væggen og den del af mig var klar over, at min mor trak mig med sig ind i stuen og hen på mine forældres seng.
Men jeg vågnede aldrig helt fra min drøm, selvom jeg forstod alt mine forældre sagde til mig og jeg også kunne trygle dem om at vække mig.
Til sidst gav vi alle op. Jeg ved ikke hvor længe jeg lå med hovedet i min mors skød. Men det føltes som mindst en time og det var en forfærdelig time, for jeg var fanget i det værste mareridt jeg nogensinde havde haft.

Og jeg har haft samme drøm mange, mange gange siden. Nogle gange har jeg også haft den, når jeg har været vågen.

I drømmen bærer jeg noget ekstremt blødt, men meget tungt og det er rundt men helt spidst. Det er tyndt, men uendelig langt - som en nervebane.
Det er lille bitte, men så tungt, at jeg ikke kan holde det oppe. Og det er noget kæmpe stort, der så tyndt, at det er gennemsigtigt - som knoglehinder.

Der findes dage, der føles sådan.
Hvor jeg bærer alt omkring mig, lyde, mennesker, genstande, farver og det hele er formet, som i min drøm.
Alt synker lige ind i mig.

I dag var sådan en dag.

Så afleverede jeg mine sko ved en skomager i Walthamstow. Jeg måtte vente i noget tid, for et kinesisk par havde brug for absurd mange sæt nøgler og en mand af uigennemskuelig herkomst insisterede på at få sin 10 pund seddel byttet til en meget specifik fordeling af mønter (briterne har en million forskellige mønter).

Da det endelig blev min tur lænede skomanden sig frem mod mig og sagde alvorligt: "Everything is possible luve, everything is possible".

Måske en anden dag, ville jeg bare have smilet og pænt taget min skokvittering. Jeg ville nok have forstået mandens udsagn som svar på det spørgsmål jeg havde stillet ham (is it possible to repair these shoes?) og ikke have lagt mere i det.

Men i dag, hvor alting i forvejen er spidst på mig, fremstår skomanden som en art profet. I hvert fald den mest profetagtige skabning min verden kan rumme.
For han har jo ret. Alt er muligt. Fremtiden findes ikke.
Det kan jeg bare ikke vide hver dag.

De fleste dage holder jeg verden på afstand, jeg overdøver den. Jeg sidder aldrig stille.
Men hvor er det godt, at det ikke altid lykkes.


/menschenkind

I dag er min fødselsdag!

Der var nogle år, da tyverne kom, hvor jeg ikke ville fejre mig selv på min fødselsdag. Ikke fordi jeg ikke var glad for at være blevet født (det er det bedste, der nogensinde er sket mig), men fordi jeg vidste, at lige meget hvad jeg gjorde, var barndommens glæde ved den 16. marts forsvundet. Jeg turde slet ikke gøre et forsøg.

Men i løbet af de sidste to-tre år er jeg blevet voksen. Og jeg har lige opdaget det.
Underligt nok betyder det at blive voksen for mig, at jeg igen kan vende tilbage til min barndom. Jeg kan opsøge mennesker, ting og steder, som var en del af min barndom og føle glæde.

Før var jeg nødt til at undgå sådan en bevægelse bagud, fordi jeg var bange for at mærke, at barndommen var uigenkaldeligt tabt. At jeg ikke længere kunne vade rundt i en bæk i timevis og bygge dæmninger.
Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle passe min voksne krop ind i min barndomsseng.

I de sidste dage har jeg været bekymret for min fødselsdag, fordi jeg frygtede, at det ikke ville være en særlig dag længere. Derfor tænkte jeg: Jeg skal finde verdens bedste og mest autentiske britiske Apple Pie. Den må da smage bare lidt at fødselsdag.

Men så snart klokken var 12:00 her i London, indfandt verdens bedste dag sig kraftedeme. Igen.

Min dejlige veninde C sendte mig i morges denne stribe:

Og den er perfekt. For hele dagen i dag har været så smuk netop fordi jeg og TDLOA har gjort den sådan: Kaffen i morges var ikke bare kaffe, den var fødselsdagskaffe. Min taske blev ikke båret, fordi manden altid gør det, men fordi jeg har fødselsdag. Og vi drog ikke til Chingford bare for at gå tur i Epping Forrest: Vi skulle fejre min fødselsdag i Epping Forrest.

Og hvor er jeg lykkelig for, at jeg er blevet voksen nok til at græde over pakken fra mine forældre, som var fyldt med genstande fra min barndom: En gammel babushka dukke, en fisk, som sad på en gryde vi fik fra den hvidrussiske pige, der boede hos os hver sommer, en gren fra det sure kirsebærtræ i baghaven. Og Veleda-sæbe, hvis lugt hele min barndom var søbet ind i.

Vi endte med at gå rundt i Epping Forrest i dagevis. Vi fortsatte længere og længere ind i skoven og gik så længe, at vi sled alle vores ben af og bare humpede videre på vores hofteknogler.

Vi blev så sultne og trætte, at vi til sidst drættede om i en seng af visnet muld. Bare for at blive redet af nogle sære små skikkelser, der viste sig at være mennesker fra et uddøende skovfolk. Engelske rumpenisser. De fodrede os med rå skovsild og byggede os en bioark.

Her i Epping Forrest oplevede jeg ikke bare en fødselsdag, men selve min 26. genfødsel. Til et fredeligt år, et år uden hospitaler, hvor jeg er vågen og kan lide hvad jeg ser:

Vi fandt aldrig nogen Apple Pie.

Men vi fandt en vanvittig lækker æblecider i glas så store som Betelgeuse. Og den blev drukket med udsigt til et hestevæddeløb, som fik mig og en lille alkoholiker til at springe op fra tid til anden. De to gamle damer i båsen ved siden af havde åbenbart set deres andel væddeløb og fortsatte ufortrødent med at tale om deres nye køleskabe og døtre, der havde giftet sig med ”mothers-boys”, mens manden med den pink hjelm tabte hele sit forspring, fordi hans hest sprang skævt over en af forhindringerne.

På vej hjem så vi George Bush jr. hælde køkkenaffald i sin brune affaldscontainer.
Jeg gav ham et nik og fik et tilbage.

Fordi jeg har fødselsdag.


/menschenkind

I dag drog manden bort, for at mødes med en britisk læge, der viste sig at være noget så eksotisk som forensisk psykolog.
Der er i mine øjne så meget galt med personlighedsprofiler, men netop dette job taler til et eller andet i mig (som normalt ikke rigtig får lov til at tale).
Da jeg var ung ville jeg være advokat (!?!) bare fordi jeg så gerne ville være sådan en dame, der gik rundt i jakkesæt og højhælede spidse sko og bestemte. Jeg kan stadig ret godt lide at bestemme. Og de fleste af mine sko har hæle - men de er bestemt ikke spidse. Advokatdrømmen brast da jeg var i praktik hos en advokat på Bredgade og opdagede, at jobbet slet ikke mindede om bøgerne jeg havde fundet disse elegante kvinder i. Det eneste jeg kunne lide ved min praktik var papiret de brugte (og som jeg var så heldig at måtte bære hen til min advokat mange gange om dagen). Jeg har siden forgæves forsøgt at finde det papir, som var ret stift og havde sådan en ru overflade, lidt ligesom meget, meget fin bark.
Forensisk psykologi tiltrækker mig nok på samme måde som advokatrollen gjorde dengang. Forskellen er bare, at jeg i dag ved, at jeg aldrig i livet ville kunne leve med at gøre den slags arbejde. Af så mange årsager. Særligt siden jeg for relativt kort tid side opdagede, at jeg faktisk har værdier. Og de værdier lader mig ikke understøtte en samfundsstruktur, jeg ikke bifalder og aktivt opretholde et reduktionistisk menneskesyn.

Nå, jeg var altså alene i dag og overvejede hvad dælen jeg skulle finde på. London ligger for fødderne af mig, men London er så gigantisk en by, at det kan virke ret uoverskueligt at udpege netop den lille gade, der skal besøges.
I sidste ende traf jeg en ret logisk beslutning og tog toget til Bethnal Green, for at gå i en genbrugsforretning, jeg havde læst godt om.

Jeg kan bruge mange, mange timer på at prøve genbrugstøj, men det er absolut en ting jeg kun kan gøre alene. Jeg elsker at gå rundt og se på kjoler, bluser og sko fra så mange forskellige liv og tider. Når jeg prøver tøjet er det ikke bare tøjet selv, men også det liv der sidder i dem, jeg prøver. Jeg kan et øjeblik være en fin dame fra 40-erne, et andet en ung kvinde i 80-erne i neonbadedragt. I sidste ende køber jeg altid kun silkeskjorter og 50er kjoler. Men det ved jeg jo ikke når jeg prøver alt det andet tøj.

Bethnal Green viste sig at være en smuk bydel. Lange, beskidte gader med ramponerede huse og små cheap boder. Og så fandt jeg en slags bager (! (sådan noget dyrker de slet ikke her i byen)), hvor jeg kunne købe min første engelske sconnes. Jeg har sådan set frem til den sconnes. Men mærkelig nok, er det meget nemmere at finde en (lousy) danish end en proper british sconnes.
Jeg fandt også påskeliljer i et krat.

Jeg har lavet en mini-video, mest for at vise genbrugsforretningen, som slog alle forventninger (jeg har ikke set så rå mængder vintagetøj siden jeg var i San Francisco).
Jeg føler mig altid så lusket når jeg filmer folk, så jeg tør ikke at gøre det så længe af gangen. Jeg turde heller ikke at filme de hipstere, der arbejdede derinde, hvilket er en skam. De var så ekstravagante, at bare én af dem ville få hele kødbyen til at dåne. En af de helt vilde baksede sin lille fancy racercykel rundt i forretningen som accessory. Kom igen vesterbro.

Jeg fandt selvfølgelig en silkeskjorte.
Men jeg fandt også, hvad der må være en del af en amerikansk diner-uniform. Den er i de fineste (forfærdelige) pastelfarver og jeg så mig selv hælde lunken kaffe op til stamkunder ved baren, da jeg så den. Og skære Pecan Pie. Og den rolle vil jeg gerne spille.
Måske i morgen.

/menschenkind

I går trak min professor mig med til en præsentation af en (akademisk) bog, som udkom samme dag. Jeg anede ikke hvad bogen handlede om, hvilket gjorde det ret sjovt at se rundt på forsamlingen i lokalet (fra min plads bagerst ved vinduet ud til Themsen) før arrangementet startede.

Det var nemt nok at udpege forfatteren, der vimsede rundt oppe foran og med jævne mellemrum nervøst snoede sit lange hår til en knold og vinkede folk ind fra gangen. Publikum var overraskende ungt og - for mit universitet - slåede hvidhudet. Og så spottede jeg flere mistænkeligt hipsterlignende gutter.

Idet mit universitet ligger i East London er de fleste studerende indvandrere af en eller andet art og grad. Det er lidt som at gå ind i en amerikansk hiphop- eller R&B-video når man træder ud fra tube'en lige foran universitetet. Udover de få lange og tynde og meget blege gothskabninger, ser man kun piger med falske øjenvipper, ret opfindsomme extensions og ekstremt korte nederdele/shorts. Og drenge, der kører den stil, hvor tøjet ser ud som om det lige er købt og lige foldet ud og så har de selvfølgelig kasket på.
Forsamlingen i går lagde derfor op til præsentationen af en bog, som tiltrak de par afvigere, som så åbenbart også er tilknyttet universitetet. Foran mig sad en mand, der senere viste sig at være bogens fotograf, som havde foldet sine bukser op i bedste hipstermaner og bar en lille bitte tophue helt oppe på sit hoved. Sikkert i en eller anden stærk farve.

Jeg syntes det lugtede af poststrukturalisme.

Og sørme: titlen for foredraget om bogen var: A Foucaultian exploration of the material and discursive architecture of oppression. Uh, tænkte jeg, nu skal vi høre om magtrelationer i skolegården/sundhedssystemet/familien. Men det skulle vise sig at blive meget, meget sjovere end det.

For en af medforfatterne til bogen, en lille fyr, jeg havde overhalet ude på gangen, lagde straks ud med at fortælle om dengang han var ung og så Løvernes Konge i biografen. Da han kom ud derfra havde han det meget, meget dårligt, "there is something evil going on", tænkte han. Men først mange år senere, da han stiftede bekendtskab med Foucault på sociologistudiet, kunne han endelig sætte ord på denne fornemmelse. Så forstod han: Igennem vores diskursive positionering af dyr (gennemgåede betegnet som "non-human animals") gør vi dem til objekter, som legitimerer vores undertrykkende og morderiske måde at behandle dem på.
Nogle dyr er heldige, de bliver opfattet som menneskets små puder, men hvad med de dyr, som ikke er fluffy og har store øjne? Hvilke dyr fortjener i vores samfund at blive aget og hvilke dyr er usynlige lige indtil de ligger mellem to burgerboller? En kvinde i publikum foreslår: The line should be drawn at the prawn.

Det udviklede sig til at blive en blændende eftermiddag, som på en sær måde anskueliggjorde absurditeten i Foucaults tankegang. Jeg ved ikke, om Foucault selv havde nogen forkærlighed for dyr, om han havde en lille vovse eller var vegetar. Men jeg kan virkelig ikke forestille mig, at han sad ved sit skrivebord og rasede over, hvilket overgreb det er at anse egern for at være søde små pelstrolde eller afskyelige trærotter.

Men den lille forfatter, der talte i går, kunne lide både Foucault og dyr og netop denne (eksplosive) kombination fik ham til at forstå, at konceptet af The Circle of Life, som Løvernes Konge præsenterer små sarte børnesjæle for, i virkeligheden dækker over en fatal legitimering af undertrykkelse af dyr. Det var derfor filmen dengang gav ham kvalme. Han fornemmede det overgreb, der lå i at løven havde et navn, følelser og tiltak tilskuerens sympati, mens dyr, længere nede i fødekæden hverken havde navn eller stemme og faktisk også var ret klodsede. Han reagerede på disneykødæderen på klippen, med solnedgang i baggrunden.

Jeg tror, han stadig ikke var kommet over den dag hans forældre placerede et "happy meal" foran ham og han endnu ikke havde noget foucaultian-architecture-of-oppresion-begreb at pakke denne morderiske æske ud med. Han slugte sikkert, som de fleste børn ville gøre, hurtigt sin mad, før han vendte sin opmærksomhed mod mealens hovedattraktion: En lille plastikversion af en disneyløve. Dette ganske uvidende om, at den lille figur skjulte et aldeles virkeligt dyr i form af en ganske virkelig bøf inde i hans børneburger.
Stakkels lille dreng.

Og hurra for teorier, som gør verden vildere.

/ menschenkind

I dag har jeg haft fornøjelsen af at læse en hæsblæsende tekst. Jeg slugte fem æbler af bare begejstring.

Alle tekster jeg læser som del af min forskningspraktik handler om narrativer. Og mange af dem taler ud fra et grundsyn på mennesket og verden, som i virkeligheden ender med at opløse begge dele. Mennesket er ikke i besiddelse af noget selv, men bærer i stedet rundt på fortællinger, som i princippet alle er opspind og på samme måde er vores oplevelse af verden en konstruktion, så snart vi begriber den. I yderste konsekvens betyder det, at julemanden er lige så sand som Obama.

Jeg tilslutter mig mange af de teorier, som ikke ligefrem gør livet større, mere meningsfuldt, men snarere spæder til den meningsløshed, der i mine øjne er vores grundpræmis.

MEN når man så får fingre i en tekst, der bringer både eksistentialisme og psykoanalyse på banen og lader Freud og Sartre i skøn forening plædere for, at vi rent faktisk findes, så er verden et øjeblik så meget smukkere, vildere. Så er der virkelig noget inde i os, noget som føler og handler, er i konflikt. Noget, der er større og renere end den fortælling vi skaber, for at forstå vores tilstedeværelse på jorden.

Forrige forår, da jeg læste til eksamen i klinisk psykologi fik jeg næseblod hver gang jeg læste en psykoanalytisk tekst. Måske vækkede de tekster noget/nogen i mig, der tilfældigvis var ansvarlig for blodomløbet i min næse eller måske var det en afledningsmanøvre, iværksat af min underbevidsthed, for at hindre min bevidsthed i at fiske noget op fra mørket. Det er et mysterium jeg ville ønske jeg kunne vende med Freud. Men ak, Freud er død.

Men er Freud død? Han taler i pigen, som trøster sin veninde i kærestesorg med et: Det er jo bare fordi han i virkeligheden er bange for at binde sig, han elsker dig for højt! Og når pigen bagefter går hjem og er bange for ikke at sørge i lang tid nok over sit tab og overvejer om hun egentlig er ærlig overfor sig selv, om hun i virkeligheden er mere fortvivlet end hun vil indrømme.
Og i dag fandt jeg så Freud i min tekst.

-   Sartre, sagde han, i dag så jeg to mænd udleve, hvad der virkede som intens     kærlighed for hinanden, da de udvekslede råd om tekniske problemer i                forbindelse med aktiehandel.

-   Uh, svarede Sartre, det ville de sikkert ikke selv indrømme? Vidste du, at             bevidsthed er ren tomhed, at den ikke er andet end en relation til verden?

-   Det er en besnærende tanke, sagde Freud. Har du til gengæld tænkt over, at     mennesket igennem rationaliseringer finder forklaringer uden for sig selv, som     forsvarer det mod at se hvilken gigantisk kluddermor det går og bærer rundt     på? Spurgte han så, mens han hældte mere kaffe op til sin nye og ret    
    usandsynlige kammerat.

-   Sartre drak en tår, før han indvendte: Det lyder jo meget godt, men jeg ser         det nu nærmere som et forsvar mod at indse selve den frihed, der ligger i at        bevidstheden bare er tomheden mellem mennesket og verden, at verden             aldrig kan bestemme over os. Vores kroppe kan knægtes, men vores frihed         frarøver vi os selv, når vi nægter at se den i øjnene.

-   Pokkers også, den ide giver vist først rigtig mening efter min død, sukkede         Freud.

Og så spiste de begge en kiks og blev enige om, at pigen med kærestesorger     nok kommer til at være årevis om at finde tilbage til den grundangst,          eksistensen pålægger mennesket.

Hvor jeg dog elsker psykoanalytiske tekster, særligt nu det med næsen er gået i sig selv. Her er angst en reaktion på lysten til at slå ihjel og morderen slår ihjel fordi han er bange for selv at dø. Her findes julemanden. Og han er så hårrejsende en skabning, at han aldrig i livet ville få lov til at kravle ned igennem skorstenen til en børnefamilie.

/menschenkind