 Ligner grævlinen et dyr, der findes? Morgenen er diset og lige før, da jeg stod og lavede min madpakke, kom en mand med hund forbi mig nede på vejen. Manden snakkede. Ikke med hunden tror jeg, måske med kulden.
Så kom jeg til at tænke på katten, der bor i Knolden (huset jeg boede i til for under et år siden). Den flyttede ind i sommer, dengang var den lille, ikke særligt tam og navnløs. I dag har den fået et navn, Missekatten, hænger ud på de andre beboeres skød og har fået sit helt eget tæppe.
Fra Sydhavnen strøg mine tanker hjem til mosen og tilbage i tid, til lørdag morgen, hvor TDLOA vågnede, helt glad: ”Jeg har lige kildet en mus på maven”, sagde han, helt lang under dynen, ”og ved du hvad, den grinede!”.
Straks skulle jeg høre hele drømmen. I løbet af natten var hele tre dyr flyttet ind hos os: En hund, en dværggrævling og så den grinende mus. TDLOA var ikke til at slå ud den dag. Jeg tror på en måde musen kildede ham på maven.
I øvrigt fremprovokerede dyredrømmen en interessant diskussion, for da TDLOA genfortalte den tilføjede han ligesom henkastet, at det var sjovt at få besøg af et fantasidyr som grævlingen.
Nu kom det frem, at TDLOA tilskriver grævingen samme status som nisser og Lyngby. Sidstnævnte har manden længe fornægtet eksistensen af (=vandrehistorie) og nisser ved vi jo alle hvordan det står til med. "Måske fandtes der grævlinge i 50erne", medgav TDLOA. Men hvad, måske fandtes der også nisser i 50erne.
Vi valgte at inddrage den højeste autoritet (vi kender) på dyreområdet for at afprøve TDLOAs påstand. Min far kender alle blomster og alle dyr, måske fordi han i sin tid blev født i et egetræ i en egeskov ved Limfjorden. Måske fordi han i et parallelt univers er skovløber.
Han kunne meddele os, at han ikke personligt havde set nogen grævling (hvilket i sig selv er suspekt), men at en kvinde i landsbyen (hende med to Husky hunde) havde set en. Min mor, der overhørte samtalen brød dog ind her og gjorde os opmærksom på, at selvsamme kvinde også gik rundt og pralede af at have set en sort stork. Hårdt presset kunne min far bringes til at indrømme, at han ikke med sikkerhed kunne afkræfte TDLOAs påstand.
Og nogle timer senere ringede han for at fortælle, at hans tvivl klart var tiltaget som dagen gik og at han nu faktisk betvivlede pålideligheden af sin kilde.
Tilbage til mit køkken, hvor det tyske koncept om at ”løbe til” (zulaufen) er begyndt at rumstere i mit hoved. I Tyskland er det, som Missekatten gjorde ved beoerne i Knolden og de tre dyr gjorde i TDLOAs drøm, en ting. Nogle gange kommer dyr bare løbende og beslutter sig for at flytte ind. Konceptet siger ikke noget om hvor disse dyr kommer løbende fra eller hvad der motiverer deres valg af hus. Men når først dyret har valgt, består menneskets råderum af dets valg af navn og tæppe.
Da TDLOA rejser sig fra sin søvn og (ret forsovet) møder mig i køkkenet fortæller han, at også han en dag tilløb en familie. Det var i Polen og da døren blev åbnet og man så ham stå der, lukkede man ham sukkende ind og gav ham gullasch. Måske var det her han fik sit (underlige (og måske faktisk lidt polsk klingende)) navn fra.
Hav en god dag folkens.
/menschenkind
Lidt forsinket ønsker jeg jer alle god påske! Jeg håber, at påskeharen har besøgt jer og efterladt et æg eller to.
Jeg kogte fire æg om morgenen påskedag. Det gør jeg hver morgen, men den morgen var det påskeæg.
Jeg gemte dem i køleskabet og der fandt jeg dem så også nogle timer senere - det var en af de mindre dramatiske påskeæggejagter jeg har været med til.
Men hvad, sådan er det, når man forsøger at være sin egen påskehare.
Jeg var forberedt på at påskeharen var død i år (i hver fald for mit vedkommende). Ikke at jeg nogensinde har troet på påskeharen, men æggejagten i haven var ganske virkelig da jeg og brødrene var børn og det var de æg vi efterfølgende sad på gulvet i stuen og først delte og siden byttede også. Så påskeharen var en af de der skikkelser man havde en meget konkret interesse i at lege fandtes, for tænk hvis forældrene troede, man var blevet for gammel til den slags og lukkede for denne ekstremt sjældne (og meget kærkomne) årligt tilbagevendende chokoladeforsyning.
Men påskeharen lever! Og han lever i højere grad end han har gjort i mange år!
Mine forældre mødte ham i USA påskedag og kort efter modtog jeg en oprørt mail fra min far (som sikkert har mistet mere og mere af sin tro på påskeharens eksistens for hvert år han har gemt æg til os børn i haven), her er hvad han skrev:
”Vejret er fint men ret koldt.
Så påskeharen i Sparrows Park i dag.
Påskeharen er neger!”
Denne brandnye oplysning om påskeharen tog fuldstændig fusen på mig. Det er ikke længe siden jeg hørte, at Jesus var sort og det var jeg slet ikke kommet mig over endnu.
Jeg har lige accepteret, at ham inde i Michael Jackson var sort.
Der kom endnu et livstegn fra påskeharen med posten i form af en pakke fra min veninde C.
Påskeharen (som nu ligner en slags sort kattemand i mit hoved) havde bedt hende sende mig tyske påskeæg og to Lindt harer og underrette mig om, at han ikke selv turde komme pga. rygterne om de aggressive høns i min have. Hvilket er meget forståeligt, selv jeg er nogle gange bange for at bevæge mig ud til de flagrende kræ.
Her er altså hvad jeg har lært om påskeharen i år og kan give videre til jer:
Påskeharen er ikke død. Han er en sort mand, der den 8. april 2012 befandt sig i Sparrows Park i Boston, hvor han gik rundt og desillusionerede forældre. Han lægger tyske nougatæg (som smager fantastisk) og Lindt harer. Han er bange for (britiske) høns. Hvis i vil i kontakt med ham er C kvinden i skal gå til, for hun har ham åbenbart i sit (svimlende store og meget multietniske) netværk, måske har hun hans kontaktoplysninger. Skriv til mig, så sætter jeg jer i forbindelse med C.
Hvis i ved mere om påskeharen eller måske har mødt ham og kan be/afkræfte hvad jeg skriver her, efterlad en kommentar og del din viden med os!
/menschenkind
I går trak min professor mig med til en præsentation af en (akademisk) bog, som udkom samme dag. Jeg anede ikke hvad bogen handlede om, hvilket gjorde det ret sjovt at se rundt på forsamlingen i lokalet (fra min plads bagerst ved vinduet ud til Themsen) før arrangementet startede.
Det var nemt nok at udpege forfatteren, der vimsede rundt oppe foran og med jævne mellemrum nervøst snoede sit lange hår til en knold og vinkede folk ind fra gangen. Publikum var overraskende ungt og - for mit universitet - slåede hvidhudet. Og så spottede jeg flere mistænkeligt hipsterlignende gutter.
Idet mit universitet ligger i East London er de fleste studerende indvandrere af en eller andet art og grad. Det er lidt som at gå ind i en amerikansk hiphop- eller R&B-video når man træder ud fra tube'en lige foran universitetet. Udover de få lange og tynde og meget blege gothskabninger, ser man kun piger med falske øjenvipper, ret opfindsomme extensions og ekstremt korte nederdele/shorts. Og drenge, der kører den stil, hvor tøjet ser ud som om det lige er købt og lige foldet ud og så har de selvfølgelig kasket på.
Forsamlingen i går lagde derfor op til præsentationen af en bog, som tiltrak de par afvigere, som så åbenbart også er tilknyttet universitetet. Foran mig sad en mand, der senere viste sig at være bogens fotograf, som havde foldet sine bukser op i bedste hipstermaner og bar en lille bitte tophue helt oppe på sit hoved. Sikkert i en eller anden stærk farve.
Jeg syntes det lugtede af poststrukturalisme.
Og sørme: titlen for foredraget om bogen var: A Foucaultian exploration of the material and discursive architecture of oppression. Uh, tænkte jeg, nu skal vi høre om magtrelationer i skolegården/sundhedssystemet/familien. Men det skulle vise sig at blive meget, meget sjovere end det.
For en af medforfatterne til bogen, en lille fyr, jeg havde overhalet ude på gangen, lagde straks ud med at fortælle om dengang han var ung og så Løvernes Konge i biografen. Da han kom ud derfra havde han det meget, meget dårligt, "there is something evil going on", tænkte han. Men først mange år senere, da han stiftede bekendtskab med Foucault på sociologistudiet, kunne han endelig sætte ord på denne fornemmelse. Så forstod han: Igennem vores diskursive positionering af dyr (gennemgåede betegnet som "non-human animals") gør vi dem til objekter, som legitimerer vores undertrykkende og morderiske måde at behandle dem på.
Nogle dyr er heldige, de bliver opfattet som menneskets små puder, men hvad med de dyr, som ikke er fluffy og har store øjne? Hvilke dyr fortjener i vores samfund at blive aget og hvilke dyr er usynlige lige indtil de ligger mellem to burgerboller? En kvinde i publikum foreslår: The line should be drawn at the prawn.
Det udviklede sig til at blive en blændende eftermiddag, som på en sær måde anskueliggjorde absurditeten i Foucaults tankegang. Jeg ved ikke, om Foucault selv havde nogen forkærlighed for dyr, om han havde en lille vovse eller var vegetar. Men jeg kan virkelig ikke forestille mig, at han sad ved sit skrivebord og rasede over, hvilket overgreb det er at anse egern for at være søde små pelstrolde eller afskyelige trærotter.
Men den lille forfatter, der talte i går, kunne lide både Foucault og dyr og netop denne (eksplosive) kombination fik ham til at forstå, at konceptet af The Circle of Life, som Løvernes Konge præsenterer små sarte børnesjæle for, i virkeligheden dækker over en fatal legitimering af undertrykkelse af dyr. Det var derfor filmen dengang gav ham kvalme. Han fornemmede det overgreb, der lå i at løven havde et navn, følelser og tiltak tilskuerens sympati, mens dyr, længere nede i fødekæden hverken havde navn eller stemme og faktisk også var ret klodsede. Han reagerede på disneykødæderen på klippen, med solnedgang i baggrunden.
Jeg tror, han stadig ikke var kommet over den dag hans forældre placerede et "happy meal" foran ham og han endnu ikke havde noget foucaultian-architecture-of-oppresion-begreb at pakke denne morderiske æske ud med. Han slugte sikkert, som de fleste børn ville gøre, hurtigt sin mad, før han vendte sin opmærksomhed mod mealens hovedattraktion: En lille plastikversion af en disneyløve. Dette ganske uvidende om, at den lille figur skjulte et aldeles virkeligt dyr i form af en ganske virkelig bøf inde i hans børneburger.
Stakkels lille dreng.
Og hurra for teorier, som gør verden vildere.
/ menschenkind
 Læg mærke til den tro kat i hjørnet. I går glemte jeg at tage kameraet med, da jeg og TDLOA tog toget til Walthamstow, for at finde vaniljecreme. Ja, for første gang i måske ti år er jeg løbet tør for den hidsigt lugtende bodylotion jeg køber mange liter af hver gang jeg er i tyskland. I går fandt jeg en ussel substitut i min yndlings 1-pundshop i The Mall i Walthamstow. Jeg skriver om den lille forstad og ikke mindst centeret en anden gang, for begge dele fortjener at blive beskrevet nærmere.
Hovedsagen er, at jeg glemte mit kamera og derfor ikke kunne fotografere månen, som hang som et skarpt lille spyd over The Mall. Jeg kunne heller ikke filme den afdankede lømmel med blegnede fængselstatoveringer, jeg stod ved siden af i toget (jeg ville nok heller ikke have turdet det). Aldrig i mit liv har jeg set en 17/20/30(?)-årig, der lugtede så stærkt af narrestreger (af den absolut voksne slags).
Ellers har jeg haft mit kamera i rækkevidde siden jeg i mandags opdagede, at det slet ikke er svært at lave film og virkelig morsomt. Desværre har jeg ikke gjort meget andet end at arbejde, så materialet jeg har at klippe i er begrænset til de små pauser jeg tager og så er der selvfølgelig aftenerne (men der er det jo mørkt). I weekenden tager vi på mission igen, der er sikkert noget sjovt at filme inde i "det rigtige" London.
Men her er altså endnu en video. Jeg er i den, fordi jeg jo som nævnt altid er i nærheden af omtalte kamera. Og manden er med, men han har indtil videre mest vist sig fra sin piberygende side på bånd. Jeg må se om ikke jeg kan luske nogle andre optagelser ud af ham. Og så er der jo dyrene. Paradoksalt nok skulle jeg rejse hele vej til London for at få en kat til at lægge sig på mig om natten, se på mens jeg laver mad og betragte mig fra badekaret når jeg er på badeværelset. Høns i haven, hamsteren Jesus ved siden af min læseplads i stuen og marsvin i entreen, der pipper når posten kommer.
Udover weekendudflugterne til markeder og hipsterkvarterer (incestuøst ælte i Notting Hill) og så selvfølgelig mine besøg på diverse universiteter og forskningskontorer rundt omkring i byen, består mit London indtil videre mest af skoven ved siden af huset og de små landsbygader her i kvarteret. Og ærligt talt kan jeg lide London sådan.
/menschenkind
 Træer hælder en anelse mere mod venstre i England. Nu bor jeg i London. Det føles ikke meget anderledes end at bo i Danmark eller Tyskland. Jeg føler mig ikke anderledes, når jeg vågner om morgenen, solen opfører sig på samme måde (venstre-højre, op-ned) og jeg spiser samme slags æbler (braeburn). Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, bare fordi min krop bliver transporteret to timer mod vest er den jo stadig bare min krop. Og selvom menneskerne her er to timer bagud står de jo stadig op om morgenen (bare lidt senere), spiser (lidt mere hvede) og gør hvad man nu gør før man lægger hovedet tilbage på puden (klart højere pude).
Men så er der alligevel de små forskelle, som vidner om en anden kulturel udvikling her, to timer mod vest. Særligt sådan noget med retning har briterne en anden tilgang til end folk derhjemme. Fx åbnes langt de fleste døre indad, hvilket fx kan gøre det ret besværligt at komme ud af mikroskopiske wc'er på universitetet og gør det ret kompliceret at lukke katte ud, når de står med snuden mod døren og vil væk, nu.
Desuden kan man aldrig vide hvilken side håndtag sidder på på døre, særligt om morgenen (og om natten) har det ført til nogen frugtesløs langen ud efter et antaget håndtag på højre side. Når man skal tisse meget, betyder de sekunder, der går på at finde håndtaget på den anden side, en del.
Og så er der jo trafikken. I ved. Jeg ser til begge sider, når jeg krydser veje, fordi jeg først var meget bevidst om, at jeg skulle vende min intuition om (mod højre), men nu hverken stoler på min gamle eller nye første indskydelse. Jeg er bare indstillet på, at biler her i England kan komme hvorsomhelst fra. Hvem ved. Jeg befinder mig i landet, hvor børn kan flyve på koste og bjørne kan have filosofiske samtaler med ugler. Måske bør jeg også begynde at kikke opad.
/menschenkind
|
RSS Feed