Hvem kan sidde uberørt på bagerste række, når en foredragsholder indleder sit oplæg med et “I hope this speech will lead to a global revolution in consciousness”?
Jeg er mester i at finde den mindst synlige plads i et undervisningslokale eller auditorium og derfra forsøger jeg så vidt muligt at få lov til at reagere på hvad jeg hører i fred. Men i går blev jeg i meget højere grad og på en meget usædvanlig måde involveret i et foredrag.
Jeg er mester i at finde den mindst synlige plads i et undervisningslokale eller auditorium og derfra forsøger jeg så vidt muligt at få lov til at reagere på hvad jeg hører i fred. Men i går blev jeg i meget højere grad og på en meget usædvanlig måde involveret i et foredrag.
Shere Hite i sine unge dage.
Det var kvindernes internationale kampdag i går. Jeg er på ingen måde feministisk anlagt, så indtil videre har denne dag ikke påvirket mig i synderlig grad. Jeg har vidst, at den fandtes og er selvfølgelig blevet mindet om den, når den årligt har indfundet sig (særligt mens jeg arbejdede på DR Nyheder), men jeg har hverken kæmpet nogen kønskamp den dag, eller nogen anden dag i mit liv.
Det er svært at være feminist, når man har så mange brødre som jeg har, det er umuligt at sælge mig et stereotypt billede af en manden. Ærligt talt har jeg altid følt mig tryggere i selskab med repræsentanter fra det mandlige køn end med dem fra mit eget. Netop fordi jeg for det meste var sammen med drenge, er jeg vokset op med, at mit køn har givet mig frihed til at opføre mig anderledes end de andre jeg har været sammen med. Mit køn diskvalificerede mig automatisk fra eventuelle konkurrencer og jeg tror også, at jeg har kunnet slippe af sted med mærkelig opførsel, fordi den af drengene blev tilskrevet det faktum, at jeg jo var pigen. Og hvem ved hvad der forgår i pigers hoved.
Det tætteste jeg har været på feminisme var en dag min veninde på psykologisk bibliotek proklamerede, at hun havde besluttet sig for at blive feminist, det var på tide kunne hun mærke, hvorpå hun forsvandt ind i den del af biblioteket, der nu havde åbnet sig for hende og vendte tilbage med en feministisk bog af en art. Denne bog ville ligge på hendes værelse i lang tid uden nogen sinde at blive åbnet. Men feminist var hun, for hun havde bogen og vi syntes begge, at dens tilstedeværelse var af stor betydning.
Så i går, da jeg sammen med min professor løb fra hendes kontor ned ad trappen og hen til lokale 008 på University of East London, for at deltage i en feministisk paneldiskussion, var jeg ganske indstillet på at lade mig synke dybt ned i en stol og spise is i mit happy place.
Men den gik ikke.
Shere Hite. Før hun lignede Michael Jackson.
Det lykkedes mig at snige mig væk fra professoren og liste mig op på bagerste række med en god portion af de obligatoriske event-snacks, som universiteterne her i landet stiller til rådighed ved ethvert lille arrangement (hvad sker der for det?), men efter kort tid kom en mand og sagde, at bagerste række var reserveret til kameramænd. Jeg er ikke kameramand, så jeg måtte flytte en række frem og dermed lige ved siden af en anden pige.
Hun skulle senere blive en slags forbundsfælle i et show, som kom bag på os begge.
Det lykkedes mig ikke at være usynlig denne gang. For det første var det umuligt at skjule sig for hele syv (!?) kameramænd og for det andet besluttede den kære keynote speaker sig for at bede alle i publikum om at redegøre for deres sexliv.
Otte forskere deltog i debatten og præsenterede deres forskning, hvor køn spillede en eller anden rolle. Alle henvendte sig på et tidspunkt i præsentationen til kvinden i midten, keynote speakeren, og erklærede hende deres taknemmelighed. Jeg blev mere og mere interesseret i denne kvinde i midten, som i øvrigt lignede noget fra en pornofilm. Eller Hollywood. Hendes alder var umulig at bestemme, for den var blevet fjernet med sprøjter og ikke for få operationer. Hun var platinblond og havde kæmpe røde læber, solbriller på, selvom der var mørkt i lokalet. Og mens hun således fra alle sider blev lovprist sad hun ubevægeligt og så, sådan virkede det i hvert fald, ufortrødent lige på mig. Måske snød solbrillerne, måske er det bare fordi jeg tror jeg er den mest interessante i verden, jeg havde i hvert fald en klar fornemmelse af at blive stirret på at dette underlige væsen, der lignede en kvindelig version af Michael Jackson.
Shere Hite, som kvinden i midten så åbenbart hed, viste sig på et tidspunkt i 70-erne at have udgivet en bog, The Hite Report on Female Sexuality, der blev en international bestseller. Kvinder og mænd i hele verden blev her opfordret til at gøre op med dominerende forestillinger om intercourse-fikseret sex. Kvinder skal stimuleres på andre måder, foreslår Shere og det var hende, der fik kvinder verden over til at finde spejlet frem og aftaste deres nedre regioner. Måske var det også hende, som overbeviste kvinderne på thylejren om, at kussetryk var en god ide. Givetvis.
Ifølge Shere kan ligestilling nås igennem en revolution af vores måde at dyrke sex på, når mænd giver kvinder orgasmer giver de hendes umiddelbart bagefter mere i løn. Også krig kan vindes via sex, for kvinden har magt over manden igennem hendes mulighed for at krydse benene og lade ham stå uforløst og handlingslammet tilbage.
Bogen gjorde Shere meget berømt og i dag er hun leder for et helt forskningscenter og flytter fra universitet til universitet. Hendes hovedfjende i dag er ”g-spot propagandaen”, som hun anser for at være et direkte angreb på hendes fremstød tilbage i 70-erne. Hvorfor blev g-punktet opdaget lige efter hendes udgivelse, hvis ikke dette fund var mændenes forsøg på igen at få kvinderne til at sprede benene og byde manden indenfor?
Efter at have præsenteret disse tanker var det så publikums tur til at fortælle om deres sexliv. En kvinde på forreste række lagde hårdt ud med at insistere på, at g-punktet ikke er et belejligt påfund, jeg kan fylde hele det bæger med min ejakulationsvæske, råbte hun og pegede på stakkels Sheres vandglas. Og hun ville gerne bevise det, hvis nogen i publikum havde lyst til at lægge sig på et af bordene. Allerede her sank jeg mange centimeter ned i sædet. Det var også på det tidspunkt jeg begyndte at udveksle skræmte blikke med pigen ved siden af mig. Nu var samtlige kameraer rettet mod os i publikum, og vi var kun omkring 15, selvfølgelig alle kvinder.
Tanken om at lufte mine seksuelle tilbøjeligheder for løbende kamera og foran alle forskerne på min afdeling gjorde mig ganske bekymret. Og jo nærmere Sheres rystende pegefinger kom mit sæde, jo tættere rykkede jeg og pigen ved min side på hinanden.
Vi blev reddet. Af uret. Klassiker. Saved by the bell.
Jeg har optaget lidt af Sheres tale. Hun har en eller anden sygdom, derfor lyder hun så mærkelig. Men hendes grandiose forestillinger om sig selv og sin evne hvad revolutioner angår, kombineret med hendes faretruende ydre (hun viser sig i øvrigt at være født for næsten hundrede år siden) gjorde hendes stemme bare plain creepy.
Se selv:
Hun skulle senere blive en slags forbundsfælle i et show, som kom bag på os begge.
Det lykkedes mig ikke at være usynlig denne gang. For det første var det umuligt at skjule sig for hele syv (!?) kameramænd og for det andet besluttede den kære keynote speaker sig for at bede alle i publikum om at redegøre for deres sexliv.
Otte forskere deltog i debatten og præsenterede deres forskning, hvor køn spillede en eller anden rolle. Alle henvendte sig på et tidspunkt i præsentationen til kvinden i midten, keynote speakeren, og erklærede hende deres taknemmelighed. Jeg blev mere og mere interesseret i denne kvinde i midten, som i øvrigt lignede noget fra en pornofilm. Eller Hollywood. Hendes alder var umulig at bestemme, for den var blevet fjernet med sprøjter og ikke for få operationer. Hun var platinblond og havde kæmpe røde læber, solbriller på, selvom der var mørkt i lokalet. Og mens hun således fra alle sider blev lovprist sad hun ubevægeligt og så, sådan virkede det i hvert fald, ufortrødent lige på mig. Måske snød solbrillerne, måske er det bare fordi jeg tror jeg er den mest interessante i verden, jeg havde i hvert fald en klar fornemmelse af at blive stirret på at dette underlige væsen, der lignede en kvindelig version af Michael Jackson.
Shere Hite, som kvinden i midten så åbenbart hed, viste sig på et tidspunkt i 70-erne at have udgivet en bog, The Hite Report on Female Sexuality, der blev en international bestseller. Kvinder og mænd i hele verden blev her opfordret til at gøre op med dominerende forestillinger om intercourse-fikseret sex. Kvinder skal stimuleres på andre måder, foreslår Shere og det var hende, der fik kvinder verden over til at finde spejlet frem og aftaste deres nedre regioner. Måske var det også hende, som overbeviste kvinderne på thylejren om, at kussetryk var en god ide. Givetvis.
Ifølge Shere kan ligestilling nås igennem en revolution af vores måde at dyrke sex på, når mænd giver kvinder orgasmer giver de hendes umiddelbart bagefter mere i løn. Også krig kan vindes via sex, for kvinden har magt over manden igennem hendes mulighed for at krydse benene og lade ham stå uforløst og handlingslammet tilbage.
Bogen gjorde Shere meget berømt og i dag er hun leder for et helt forskningscenter og flytter fra universitet til universitet. Hendes hovedfjende i dag er ”g-spot propagandaen”, som hun anser for at være et direkte angreb på hendes fremstød tilbage i 70-erne. Hvorfor blev g-punktet opdaget lige efter hendes udgivelse, hvis ikke dette fund var mændenes forsøg på igen at få kvinderne til at sprede benene og byde manden indenfor?
Efter at have præsenteret disse tanker var det så publikums tur til at fortælle om deres sexliv. En kvinde på forreste række lagde hårdt ud med at insistere på, at g-punktet ikke er et belejligt påfund, jeg kan fylde hele det bæger med min ejakulationsvæske, råbte hun og pegede på stakkels Sheres vandglas. Og hun ville gerne bevise det, hvis nogen i publikum havde lyst til at lægge sig på et af bordene. Allerede her sank jeg mange centimeter ned i sædet. Det var også på det tidspunkt jeg begyndte at udveksle skræmte blikke med pigen ved siden af mig. Nu var samtlige kameraer rettet mod os i publikum, og vi var kun omkring 15, selvfølgelig alle kvinder.
Tanken om at lufte mine seksuelle tilbøjeligheder for løbende kamera og foran alle forskerne på min afdeling gjorde mig ganske bekymret. Og jo nærmere Sheres rystende pegefinger kom mit sæde, jo tættere rykkede jeg og pigen ved min side på hinanden.
Vi blev reddet. Af uret. Klassiker. Saved by the bell.
Jeg har optaget lidt af Sheres tale. Hun har en eller anden sygdom, derfor lyder hun så mærkelig. Men hendes grandiose forestillinger om sig selv og sin evne hvad revolutioner angår, kombineret med hendes faretruende ydre (hun viser sig i øvrigt at være født for næsten hundrede år siden) gjorde hendes stemme bare plain creepy.
Se selv:
Jeg åndede meget dybt ud, da arrangementet sluttede og kameraerne en sidste gang rettede sig mod Shere, der står, helt perpleks, med alle sine fans linet op bag sig. Jeg glædede mig ubeskriveligt meget til at sidde i tube’en, hvor ingen nogensinde kigger på hinanden. Og hvor seksualitet er gemt godt væk bag tomme øjne, stift rettet mod ingenting. Men før jeg nåede derud fangede ejakulationsdamen mig og den nu ret fortrolige pige ved min side. Og hun holdt os fast. I lang tid.
Jeg tror ikke jeg er blevet mere feminist efter i går. Men nu ved jeg hvordan man får kvinder til at sprøjte udover hele sengen. Og det er vel også en form for empowerment.
/menschenkind
RSS Feed