 |  |
I dag har jeg haft fornøjelsen af at læse en hæsblæsende tekst. Jeg slugte fem æbler af bare begejstring.
Alle tekster jeg læser som del af min forskningspraktik handler om narrativer. Og mange af dem taler ud fra et grundsyn på mennesket og verden, som i virkeligheden ender med at opløse begge dele. Mennesket er ikke i besiddelse af noget selv, men bærer i stedet rundt på fortællinger, som i princippet alle er opspind og på samme måde er vores oplevelse af verden en konstruktion, så snart vi begriber den. I yderste konsekvens betyder det, at julemanden er lige så sand som Obama.
Jeg tilslutter mig mange af de teorier, som ikke ligefrem gør livet større, mere meningsfuldt, men snarere spæder til den meningsløshed, der i mine øjne er vores grundpræmis.
MEN når man så får fingre i en tekst, der bringer både eksistentialisme og psykoanalyse på banen og lader Freud og Sartre i skøn forening plædere for, at vi rent faktisk findes, så er verden et øjeblik så meget smukkere, vildere. Så er der virkelig noget inde i os, noget som føler og handler, er i konflikt. Noget, der er større og renere end den fortælling vi skaber, for at forstå vores tilstedeværelse på jorden.
Forrige forår, da jeg læste til eksamen i klinisk psykologi fik jeg næseblod hver gang jeg læste en psykoanalytisk tekst. Måske vækkede de tekster noget/nogen i mig, der tilfældigvis var ansvarlig for blodomløbet i min næse eller måske var det en afledningsmanøvre, iværksat af min underbevidsthed, for at hindre min bevidsthed i at fiske noget op fra mørket. Det er et mysterium jeg ville ønske jeg kunne vende med Freud. Men ak, Freud er død.
Men er Freud død? Han taler i pigen, som trøster sin veninde i kærestesorg med et: Det er jo bare fordi han i virkeligheden er bange for at binde sig, han elsker dig for højt! Og når pigen bagefter går hjem og er bange for ikke at sørge i lang tid nok over sit tab og overvejer om hun egentlig er ærlig overfor sig selv, om hun i virkeligheden er mere fortvivlet end hun vil indrømme.
Og i dag fandt jeg så Freud i min tekst.
- Sartre, sagde han, i dag så jeg to mænd udleve, hvad der virkede som intens kærlighed for hinanden, da de udvekslede råd om tekniske problemer i forbindelse med aktiehandel.
- Uh, svarede Sartre, det ville de sikkert ikke selv indrømme? Vidste du, at bevidsthed er ren tomhed, at den ikke er andet end en relation til verden?
- Det er en besnærende tanke, sagde Freud. Har du til gengæld tænkt over, at mennesket igennem rationaliseringer finder forklaringer uden for sig selv, som forsvarer det mod at se hvilken gigantisk kluddermor det går og bærer rundt på? Spurgte han så, mens han hældte mere kaffe op til sin nye og ret
usandsynlige kammerat.
- Sartre drak en tår, før han indvendte: Det lyder jo meget godt, men jeg ser det nu nærmere som et forsvar mod at indse selve den frihed, der ligger i at bevidstheden bare er tomheden mellem mennesket og verden, at verden aldrig kan bestemme over os. Vores kroppe kan knægtes, men vores frihed frarøver vi os selv, når vi nægter at se den i øjnene.
- Pokkers også, den ide giver vist først rigtig mening efter min død, sukkede Freud.
Og så spiste de begge en kiks og blev enige om, at pigen med kærestesorger nok kommer til at være årevis om at finde tilbage til den grundangst, eksistensen pålægger mennesket.
Hvor jeg dog elsker psykoanalytiske tekster, særligt nu det med næsen er gået i sig selv. Her er angst en reaktion på lysten til at slå ihjel og morderen slår ihjel fordi han er bange for selv at dø. Her findes julemanden. Og han er så hårrejsende en skabning, at han aldrig i livet ville få lov til at kravle ned igennem skorstenen til en børnefamilie.
/menschenkind
RSS Feed