I dag er min fødselsdag!
Der var nogle år, da tyverne kom, hvor jeg ikke ville fejre mig selv på min fødselsdag. Ikke fordi jeg ikke var glad for at være blevet født (det er det bedste, der nogensinde er sket mig), men fordi jeg vidste, at lige meget hvad jeg gjorde, var barndommens glæde ved den 16. marts forsvundet. Jeg turde slet ikke gøre et forsøg.
Men i løbet af de sidste to-tre år er jeg blevet voksen. Og jeg har lige opdaget det.
Underligt nok betyder det at blive voksen for mig, at jeg igen kan vende tilbage til min barndom. Jeg kan opsøge mennesker, ting og steder, som var en del af min barndom og føle glæde.
Før var jeg nødt til at undgå sådan en bevægelse bagud, fordi jeg var bange for at mærke, at barndommen var uigenkaldeligt tabt. At jeg ikke længere kunne vade rundt i en bæk i timevis og bygge dæmninger.
Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle passe min voksne krop ind i min barndomsseng.
I de sidste dage har jeg været bekymret for min fødselsdag, fordi jeg frygtede, at det ikke ville være en særlig dag længere. Derfor tænkte jeg: Jeg skal finde verdens bedste og mest autentiske britiske Apple Pie. Den må da smage bare lidt at fødselsdag.
Men så snart klokken var 12:00 her i London, indfandt verdens bedste dag sig kraftedeme. Igen.
Min dejlige veninde C sendte mig i morges denne stribe:
Der var nogle år, da tyverne kom, hvor jeg ikke ville fejre mig selv på min fødselsdag. Ikke fordi jeg ikke var glad for at være blevet født (det er det bedste, der nogensinde er sket mig), men fordi jeg vidste, at lige meget hvad jeg gjorde, var barndommens glæde ved den 16. marts forsvundet. Jeg turde slet ikke gøre et forsøg.
Men i løbet af de sidste to-tre år er jeg blevet voksen. Og jeg har lige opdaget det.
Underligt nok betyder det at blive voksen for mig, at jeg igen kan vende tilbage til min barndom. Jeg kan opsøge mennesker, ting og steder, som var en del af min barndom og føle glæde.
Før var jeg nødt til at undgå sådan en bevægelse bagud, fordi jeg var bange for at mærke, at barndommen var uigenkaldeligt tabt. At jeg ikke længere kunne vade rundt i en bæk i timevis og bygge dæmninger.
Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle passe min voksne krop ind i min barndomsseng.
I de sidste dage har jeg været bekymret for min fødselsdag, fordi jeg frygtede, at det ikke ville være en særlig dag længere. Derfor tænkte jeg: Jeg skal finde verdens bedste og mest autentiske britiske Apple Pie. Den må da smage bare lidt at fødselsdag.
Men så snart klokken var 12:00 her i London, indfandt verdens bedste dag sig kraftedeme. Igen.
Min dejlige veninde C sendte mig i morges denne stribe:
Og den er perfekt. For hele dagen i dag har været så smuk netop fordi jeg og TDLOA har gjort den sådan: Kaffen i morges var ikke bare kaffe, den var fødselsdagskaffe. Min taske blev ikke båret, fordi manden altid gør det, men fordi jeg har fødselsdag. Og vi drog ikke til Chingford bare for at gå tur i Epping Forrest: Vi skulle fejre min fødselsdag i Epping Forrest.
Og hvor er jeg lykkelig for, at jeg er blevet voksen nok til at græde over pakken fra mine forældre, som var fyldt med genstande fra min barndom: En gammel babushka dukke, en fisk, som sad på en gryde vi fik fra den hvidrussiske pige, der boede hos os hver sommer, en gren fra det sure kirsebærtræ i baghaven. Og Veleda-sæbe, hvis lugt hele min barndom var søbet ind i.
Vi endte med at gå rundt i Epping Forrest i dagevis. Vi fortsatte længere og længere ind i skoven og gik så længe, at vi sled alle vores ben af og bare humpede videre på vores hofteknogler.
Vi blev så sultne og trætte, at vi til sidst drættede om i en seng af visnet muld. Bare for at blive redet af nogle sære små skikkelser, der viste sig at være mennesker fra et uddøende skovfolk. Engelske rumpenisser. De fodrede os med rå skovsild og byggede os en bioark.
Her i Epping Forrest oplevede jeg ikke bare en fødselsdag, men selve min 26. genfødsel. Til et fredeligt år, et år uden hospitaler, hvor jeg er vågen og kan lide hvad jeg ser:
Vi fandt aldrig nogen Apple Pie.
Men vi fandt en vanvittig lækker æblecider i glas så store som Betelgeuse. Og den blev drukket med udsigt til et hestevæddeløb, som fik mig og en lille alkoholiker til at springe op fra tid til anden. De to gamle damer i båsen ved siden af havde åbenbart set deres andel væddeløb og fortsatte ufortrødent med at tale om deres nye køleskabe og døtre, der havde giftet sig med ”mothers-boys”, mens manden med den pink hjelm tabte hele sit forspring, fordi hans hest sprang skævt over en af forhindringerne.
På vej hjem så vi George Bush jr. hælde køkkenaffald i sin brune affaldscontainer.
Jeg gav ham et nik og fik et tilbage.
Fordi jeg har fødselsdag.
/menschenkind
RSS Feed