Hvem kan sidde uberørt på bagerste række, når en foredragsholder indleder sit oplæg med et “I hope this speech will lead to a global revolution in consciousness”?

Jeg er mester i at finde den mindst synlige plads i et undervisningslokale eller auditorium og derfra forsøger jeg så vidt muligt at få lov til at reagere på hvad jeg hører i fred. Men i går blev jeg i meget højere grad og på en meget usædvanlig måde involveret i et foredrag.

Det var kvindernes internationale kampdag i går. Jeg er på ingen måde feministisk anlagt, så indtil videre har denne dag ikke påvirket mig i synderlig grad. Jeg har vidst, at den fandtes og er selvfølgelig blevet mindet om den, når den årligt har indfundet sig (særligt mens jeg arbejdede på DR Nyheder), men jeg har hverken kæmpet nogen kønskamp den dag, eller nogen anden dag i mit liv.

Det er svært at være feminist, når man har så mange brødre som jeg har, det er umuligt at sælge mig et stereotypt billede af en manden. Ærligt talt har jeg altid følt mig tryggere i selskab med repræsentanter fra det mandlige køn end med dem fra mit eget. Netop fordi jeg for det meste var sammen med drenge, er jeg vokset op med, at mit køn har givet mig frihed til at opføre mig anderledes end de andre jeg har været sammen med. Mit køn diskvalificerede mig automatisk fra eventuelle konkurrencer og jeg tror også, at jeg har kunnet slippe af sted med mærkelig opførsel, fordi den af drengene blev tilskrevet det faktum, at jeg jo var pigen. Og hvem ved hvad der forgår i pigers hoved.

Det tætteste jeg har været på feminisme var en dag min veninde på psykologisk bibliotek proklamerede, at hun havde besluttet sig for at blive feminist, det var på tide kunne hun mærke, hvorpå hun forsvandt ind i den del af biblioteket, der nu havde åbnet sig for hende og vendte tilbage med en feministisk bog af en art. Denne bog ville ligge på hendes værelse i lang tid uden nogen sinde at blive åbnet. Men feminist var hun, for hun havde bogen og vi syntes begge, at dens tilstedeværelse var af stor betydning.

Så i går, da jeg sammen med min professor løb fra hendes kontor ned ad trappen og hen til lokale 008 på University of East London, for at deltage i en feministisk paneldiskussion, var jeg ganske indstillet på at lade mig synke dybt ned i en stol og spise is i mit happy place.

Men den gik ikke.

Det lykkedes mig at snige mig væk fra professoren og liste mig op på bagerste række med en god portion af de obligatoriske event-snacks, som universiteterne her i landet stiller til rådighed ved ethvert lille arrangement (hvad sker der for det?), men efter kort tid kom en mand og sagde, at bagerste række var reserveret til kameramænd. Jeg er ikke kameramand, så jeg måtte flytte en række frem og dermed lige ved siden af en anden pige.

Hun skulle senere blive en slags forbundsfælle i et show, som kom bag på os begge.

Det lykkedes mig ikke at være usynlig denne gang. For det første var det umuligt at skjule sig for hele syv (!?) kameramænd og for det andet besluttede den kære keynote speaker sig for at bede alle i publikum om at redegøre for deres sexliv.

Otte forskere deltog i debatten og præsenterede deres forskning, hvor køn spillede en eller anden rolle. Alle henvendte sig på et tidspunkt i præsentationen til kvinden i midten, keynote speakeren, og erklærede hende deres taknemmelighed. Jeg blev mere og mere interesseret i denne kvinde i midten, som i øvrigt lignede noget fra en pornofilm. Eller Hollywood. Hendes alder var umulig at bestemme, for den var blevet fjernet med sprøjter og ikke for få operationer. Hun var platinblond og havde kæmpe røde læber, solbriller på, selvom der var mørkt i lokalet. Og mens hun således fra alle sider blev lovprist sad hun ubevægeligt og så, sådan virkede det i hvert fald, ufortrødent lige på mig. Måske snød solbrillerne, måske er det bare fordi jeg tror jeg er den mest interessante i verden, jeg havde i hvert fald en klar fornemmelse af at blive stirret på at dette underlige væsen, der lignede en kvindelig version af Michael Jackson.

Shere Hite, som kvinden i midten så åbenbart hed, viste sig på et tidspunkt i 70-erne at have udgivet en bog, The Hite Report on Female Sexuality, der blev en international bestseller. Kvinder og mænd i hele verden blev her opfordret til at gøre op med dominerende forestillinger om intercourse-fikseret sex. Kvinder skal stimuleres på andre måder, foreslår Shere og det var hende, der fik kvinder verden over til at finde spejlet frem og aftaste deres nedre regioner. Måske var det også hende, som overbeviste kvinderne på thylejren om, at kussetryk var en god ide. Givetvis.

Ifølge Shere kan ligestilling nås igennem en revolution af vores måde at dyrke sex på, når mænd giver kvinder orgasmer giver de hendes umiddelbart bagefter mere i løn. Også krig kan vindes via sex, for kvinden har magt over manden igennem hendes mulighed for at krydse benene og lade ham stå uforløst og handlingslammet tilbage.

Bogen gjorde Shere meget berømt og i dag er hun leder for et helt forskningscenter og flytter fra universitet til universitet. Hendes hovedfjende i dag er ”g-spot propagandaen”, som hun anser for at være et direkte angreb på hendes fremstød tilbage i 70-erne. Hvorfor blev g-punktet opdaget lige efter hendes udgivelse, hvis ikke dette fund var mændenes forsøg på igen at få kvinderne til at sprede benene og byde manden indenfor?

Efter at have præsenteret disse tanker var det så publikums tur til at fortælle om deres sexliv. En kvinde på forreste række lagde hårdt ud med at insistere på, at g-punktet ikke er et belejligt påfund, jeg kan fylde hele det bæger med min ejakulationsvæske, råbte hun og pegede på stakkels Sheres vandglas. Og hun ville gerne bevise det, hvis nogen i publikum havde lyst til at lægge sig på et af bordene. Allerede her sank jeg mange centimeter ned i sædet. Det var også på det tidspunkt jeg begyndte at udveksle skræmte blikke med pigen ved siden af mig. Nu var samtlige kameraer rettet mod os i publikum, og vi var kun omkring 15, selvfølgelig alle kvinder.

Tanken om at lufte mine seksuelle tilbøjeligheder for løbende kamera og foran alle forskerne på min afdeling gjorde mig ganske bekymret. Og jo nærmere Sheres rystende pegefinger kom mit sæde, jo tættere rykkede jeg og pigen ved min side på hinanden.

Vi blev reddet. Af uret. Klassiker. Saved by the bell.

Jeg har optaget lidt af Sheres tale. Hun har en eller anden sygdom, derfor lyder hun så mærkelig. Men hendes grandiose forestillinger om sig selv og sin evne hvad revolutioner angår, kombineret med hendes faretruende ydre (hun viser sig i øvrigt at være født for næsten hundrede år siden) gjorde hendes stemme bare plain creepy.

Se selv:

Jeg åndede meget dybt ud, da arrangementet sluttede og kameraerne en sidste gang rettede sig mod Shere, der står, helt perpleks, med alle sine fans linet op bag sig. Jeg glædede mig ubeskriveligt meget til at sidde i tube’en, hvor ingen nogensinde kigger på hinanden. Og hvor seksualitet er gemt godt væk bag tomme øjne, stift rettet mod ingenting. Men før jeg nåede derud fangede ejakulationsdamen mig og den nu ret fortrolige pige ved min side. Og hun holdt os fast. I lang tid.

Jeg tror ikke jeg er blevet mere feminist efter i går. Men nu ved jeg hvordan man får kvinder til at sprøjte udover hele sengen. Og det er vel også en form for empowerment.

/menschenkind

I går trak min professor mig med til en præsentation af en (akademisk) bog, som udkom samme dag. Jeg anede ikke hvad bogen handlede om, hvilket gjorde det ret sjovt at se rundt på forsamlingen i lokalet (fra min plads bagerst ved vinduet ud til Themsen) før arrangementet startede.

Det var nemt nok at udpege forfatteren, der vimsede rundt oppe foran og med jævne mellemrum nervøst snoede sit lange hår til en knold og vinkede folk ind fra gangen. Publikum var overraskende ungt og - for mit universitet - slåede hvidhudet. Og så spottede jeg flere mistænkeligt hipsterlignende gutter.

Idet mit universitet ligger i East London er de fleste studerende indvandrere af en eller andet art og grad. Det er lidt som at gå ind i en amerikansk hiphop- eller R&B-video når man træder ud fra tube'en lige foran universitetet. Udover de få lange og tynde og meget blege gothskabninger, ser man kun piger med falske øjenvipper, ret opfindsomme extensions og ekstremt korte nederdele/shorts. Og drenge, der kører den stil, hvor tøjet ser ud som om det lige er købt og lige foldet ud og så har de selvfølgelig kasket på.
Forsamlingen i går lagde derfor op til præsentationen af en bog, som tiltrak de par afvigere, som så åbenbart også er tilknyttet universitetet. Foran mig sad en mand, der senere viste sig at være bogens fotograf, som havde foldet sine bukser op i bedste hipstermaner og bar en lille bitte tophue helt oppe på sit hoved. Sikkert i en eller anden stærk farve.

Jeg syntes det lugtede af poststrukturalisme.

Og sørme: titlen for foredraget om bogen var: A Foucaultian exploration of the material and discursive architecture of oppression. Uh, tænkte jeg, nu skal vi høre om magtrelationer i skolegården/sundhedssystemet/familien. Men det skulle vise sig at blive meget, meget sjovere end det.

For en af medforfatterne til bogen, en lille fyr, jeg havde overhalet ude på gangen, lagde straks ud med at fortælle om dengang han var ung og så Løvernes Konge i biografen. Da han kom ud derfra havde han det meget, meget dårligt, "there is something evil going on", tænkte han. Men først mange år senere, da han stiftede bekendtskab med Foucault på sociologistudiet, kunne han endelig sætte ord på denne fornemmelse. Så forstod han: Igennem vores diskursive positionering af dyr (gennemgåede betegnet som "non-human animals") gør vi dem til objekter, som legitimerer vores undertrykkende og morderiske måde at behandle dem på.
Nogle dyr er heldige, de bliver opfattet som menneskets små puder, men hvad med de dyr, som ikke er fluffy og har store øjne? Hvilke dyr fortjener i vores samfund at blive aget og hvilke dyr er usynlige lige indtil de ligger mellem to burgerboller? En kvinde i publikum foreslår: The line should be drawn at the prawn.

Det udviklede sig til at blive en blændende eftermiddag, som på en sær måde anskueliggjorde absurditeten i Foucaults tankegang. Jeg ved ikke, om Foucault selv havde nogen forkærlighed for dyr, om han havde en lille vovse eller var vegetar. Men jeg kan virkelig ikke forestille mig, at han sad ved sit skrivebord og rasede over, hvilket overgreb det er at anse egern for at være søde små pelstrolde eller afskyelige trærotter.

Men den lille forfatter, der talte i går, kunne lide både Foucault og dyr og netop denne (eksplosive) kombination fik ham til at forstå, at konceptet af The Circle of Life, som Løvernes Konge præsenterer små sarte børnesjæle for, i virkeligheden dækker over en fatal legitimering af undertrykkelse af dyr. Det var derfor filmen dengang gav ham kvalme. Han fornemmede det overgreb, der lå i at løven havde et navn, følelser og tiltak tilskuerens sympati, mens dyr, længere nede i fødekæden hverken havde navn eller stemme og faktisk også var ret klodsede. Han reagerede på disneykødæderen på klippen, med solnedgang i baggrunden.

Jeg tror, han stadig ikke var kommet over den dag hans forældre placerede et "happy meal" foran ham og han endnu ikke havde noget foucaultian-architecture-of-oppresion-begreb at pakke denne morderiske æske ud med. Han slugte sikkert, som de fleste børn ville gøre, hurtigt sin mad, før han vendte sin opmærksomhed mod mealens hovedattraktion: En lille plastikversion af en disneyløve. Dette ganske uvidende om, at den lille figur skjulte et aldeles virkeligt dyr i form af en ganske virkelig bøf inde i hans børneburger.
Stakkels lille dreng.

Og hurra for teorier, som gør verden vildere.

/ menschenkind

I dag har jeg haft fornøjelsen af at læse en hæsblæsende tekst. Jeg slugte fem æbler af bare begejstring.

Alle tekster jeg læser som del af min forskningspraktik handler om narrativer. Og mange af dem taler ud fra et grundsyn på mennesket og verden, som i virkeligheden ender med at opløse begge dele. Mennesket er ikke i besiddelse af noget selv, men bærer i stedet rundt på fortællinger, som i princippet alle er opspind og på samme måde er vores oplevelse af verden en konstruktion, så snart vi begriber den. I yderste konsekvens betyder det, at julemanden er lige så sand som Obama.

Jeg tilslutter mig mange af de teorier, som ikke ligefrem gør livet større, mere meningsfuldt, men snarere spæder til den meningsløshed, der i mine øjne er vores grundpræmis.

MEN når man så får fingre i en tekst, der bringer både eksistentialisme og psykoanalyse på banen og lader Freud og Sartre i skøn forening plædere for, at vi rent faktisk findes, så er verden et øjeblik så meget smukkere, vildere. Så er der virkelig noget inde i os, noget som føler og handler, er i konflikt. Noget, der er større og renere end den fortælling vi skaber, for at forstå vores tilstedeværelse på jorden.

Forrige forår, da jeg læste til eksamen i klinisk psykologi fik jeg næseblod hver gang jeg læste en psykoanalytisk tekst. Måske vækkede de tekster noget/nogen i mig, der tilfældigvis var ansvarlig for blodomløbet i min næse eller måske var det en afledningsmanøvre, iværksat af min underbevidsthed, for at hindre min bevidsthed i at fiske noget op fra mørket. Det er et mysterium jeg ville ønske jeg kunne vende med Freud. Men ak, Freud er død.

Men er Freud død? Han taler i pigen, som trøster sin veninde i kærestesorg med et: Det er jo bare fordi han i virkeligheden er bange for at binde sig, han elsker dig for højt! Og når pigen bagefter går hjem og er bange for ikke at sørge i lang tid nok over sit tab og overvejer om hun egentlig er ærlig overfor sig selv, om hun i virkeligheden er mere fortvivlet end hun vil indrømme.
Og i dag fandt jeg så Freud i min tekst.

-   Sartre, sagde han, i dag så jeg to mænd udleve, hvad der virkede som intens     kærlighed for hinanden, da de udvekslede råd om tekniske problemer i                forbindelse med aktiehandel.

-   Uh, svarede Sartre, det ville de sikkert ikke selv indrømme? Vidste du, at             bevidsthed er ren tomhed, at den ikke er andet end en relation til verden?

-   Det er en besnærende tanke, sagde Freud. Har du til gengæld tænkt over, at     mennesket igennem rationaliseringer finder forklaringer uden for sig selv, som     forsvarer det mod at se hvilken gigantisk kluddermor det går og bærer rundt     på? Spurgte han så, mens han hældte mere kaffe op til sin nye og ret    
    usandsynlige kammerat.

-   Sartre drak en tår, før han indvendte: Det lyder jo meget godt, men jeg ser         det nu nærmere som et forsvar mod at indse selve den frihed, der ligger i at        bevidstheden bare er tomheden mellem mennesket og verden, at verden             aldrig kan bestemme over os. Vores kroppe kan knægtes, men vores frihed         frarøver vi os selv, når vi nægter at se den i øjnene.

-   Pokkers også, den ide giver vist først rigtig mening efter min død, sukkede         Freud.

Og så spiste de begge en kiks og blev enige om, at pigen med kærestesorger     nok kommer til at være årevis om at finde tilbage til den grundangst,          eksistensen pålægger mennesket.

Hvor jeg dog elsker psykoanalytiske tekster, særligt nu det med næsen er gået i sig selv. Her er angst en reaktion på lysten til at slå ihjel og morderen slår ihjel fordi han er bange for selv at dø. Her findes julemanden. Og han er så hårrejsende en skabning, at han aldrig i livet ville få lov til at kravle ned igennem skorstenen til en børnefamilie.

/menschenkind